Kanalen Christianshavn, Dining Week.

Kanalen viste sig at være lige så hyggeligt og rart at komme ind i, som det så ud til. Her var en dejlig atmosfære og et par meget opmærksomme tjenere, der sørgede for en overordnet set, god aften.

Vi havde købt billetter gennem det super gode initiativ Copenhagen Dining Week og Pellegrino var allerede klar på bordet da vi ankom.

Menuen var valgt og så var det bare op til Kanalen at levere kvaliteten og stemningen. Utroligt at se så mange borde der ikke blev fyldt op i løbet af aftenen. Vi spurgte til det, og fik at vide at nogle bare ikke dukker op? Så send mig lige en mail, hvis du har købt og betalt bord og ikke har tænkt dig at møde op!

På vinsiden har Kanalen et imponerende kort, som jeg havde kigget lidt i hjemmefra. Der er alle de rigtige vine, men ingen køb hvor jeg tænkte: ”Det må jeg bare prøve til den pris!” Kun hvis vi passerede 1000,-, men når man køber en 3-retters til 200,- pr. næse, så balancerer tingene ikke med 1000,- på vinen. Heldigvis havde Kanalen tænkt det samme, så de tilbød en vinmenu til 255,- eller et udvalg af flasker til lavere priser. Rødvinen på vinmenuen var Santa Cristina fra Antinori, en vin til 75,- detail og absolut ikke det jeg havde lyst til. Så jeg valgte os en flaske:

2006 Prunotto, Fiulot, Barbera d’Asti, Piemonte – vi betalte omkring 300,- for denne flaske og den var ok til prisen. Første flaske vi fik havde en anelse prop, og blev byttet uden nogen diskussion. En perfekt håndtering og god service. 2. flaske viste sig klart bedre i glasset. En duft med lidt kogte jordbær, jord og lidt rustik i sit udtryk. Smagen var blød og med intensitet nok til at følge hovedretten, som blev det primære formål for den. Stilen i vinen var meget rustik og ikke så ren i sit udtryk, ikke en Barbera stil jeg er særlig vild med. Jeg synes denne drue normalt giver meget mere saft og renhed fra sig. Prissat tilpas højt til at restauranten har tjent nok… 85,- detail.

Første ret var Laks med jordskokke chips, peberrodscreme, æblebidder og lidt salat. Laksen var super, så blød som smør og perfekt letsaltet og elegant i smagen. Æblerne lækre, chipsene var lige hårdt nok ristet, men peberrodscremen var god. Peberrod er en af de meget få ingredienser jeg ikke er så glad for, men her spillede den rigtig flot i det samlede billede.

Anden ret var 3 skiver kalveculotte, 1 firkant braiseret bryst, en slice bagt knoldselleri og en kartoffel ting med ost på toppen. Culotten var perfekt rosa og velsmagende. Det braiserede bryst viser hvorfor denne fremgangsmåde bare bringer god smag i tingene. Selleri, på den ene eller anden måde, er ikke særlig sjovt. Kartoffel-tingen (pommes savoyard) havde en yderst kedelig ost på toppen. En af mine medspisere overbeviste mig om at det ikke var skoleost…

Desserten var super godt tænkt. Kogte blodappelsinskiver med en kugle gulerodssorbet og revet lakrids på toppen. Appelsinen var tilberedt så det bitre element var væk og det syrlige afstemt – så lækkert. Sorbetten smagte ikke så meget af gulerod. Vi diskuterede hvad vi ville have gættet, hvis vi ikke vidste det. Mit bud blev melon. Lakridsen på toppen gav et rigtig dejligt bid til retten.

Overordnet set en god aften, med især stjerner til forret og dessert. Hovedretten var godt lavet, men måske bare lidt kedelig i min optik. Vinsiden er for dyr og det er desværre ikke et særsyn på danske restauranter. Lokalet var en anelse køligt, men vi var heller ikke mange til at varme det op.…

Read More »

Champagne extravaganza

Wuhu, what a night! Maden denne aften var skruet sammen med omtanke og super flot udført af Louise og Troels – stor cadeau til jer to for flot arbejde. Selskabet var festligt med flere folk fra branchen, snakken var løs og vi hyggede os.

”Ikke al mousserende vin er Champagne, men al Champagne er mousserende vin.”

Champagne smagning, kan være lidt af en udfordring. Det er vine med et højt syre-niveau og meget fine smagsnoter der skal adskilles. Jeg er principielt ikke den store tilhænger af disse smagninger, men invitationen til at lege med var for stor. Konceptet var det velkendte med at alle medbringer en top cuvée. Fantastisk koncept, som jeg glædede mig meget til at deltage i. Jeg havde efter længere tids diskussion med mig selv valgt at medbringe en flaske 1995 Dom Perignon. Vi valgte at servere alle flasker åbent, blindt kan også være sjovt, men ikke altid. Vinene blev linet op og matchet bedst muligt til de enkelte retter. Det lykkedes generelt langt over medium.

Dette indlæg vil byde på nogle ”fakta indryk” med oplysninger om de enkelte Champagner, håber dette virker godt for dig som læser?

Agrapart 7 cru, grand cru, Blanc de Blancs

En meget interessant Champagne, som jeg ikke mindes at have smagt tidligere, så det var en ny oplevelse. Citrus og en duft af frisk fersken saft. Lidt røg. Meget ligetil i smagen, citrusdreven stil, meget ren og flot harmoni. Virkelig en dejlig afstemt Champagne med stor herlighedsværdi.

Fra importøren: ”Pascal Agrapart er en lille vinbonde i Avize i det sydlige Champagne. Han har 9,7 ha (fordelt på Oger, Cramant, Oiry og Avize) og driver familieejendommen sammen med sin bror Fabrice. Han overtog gesjæften fra sin far i 1982, og siden er han gradvist blevet mere og mere terroirorienteret. Standardcuvéen hedder Les 7 Crus fordi den kommer syv parceller i og omkring byerne Avize, Cramant, Oiry og Oger.”

Og producenten byder ind med en bekræftelse og en tilføjelse: ” Le dosage est limité à 7 g de sucre”, samt at vinen normalt blandes fra 2 årgange, senest 06 og 07.

Fra eRP: 90 point

1.       Friterede jordskokker, frisk agurk, brøndkarse og geranium blomster. Enkel stil og flot anrettet.

1998 Jacques Selosse, Grand Cru, Blanc de Blancs

Toplækker stil, kraftfuld, men balanceret.Mørk røg, rugbrød, tung, nedfaldne æbler, lime, orange skal. Dybde i smagen med bred palet. Virker meget varm i stilen med toast og mængder af autolytiske noter. En meget ekspressiv vin med stor fylde. Vil rigtig meget og holder sig lige netop på den behagelige side.

Fra importøren: Jacques Selosse er et lille familiefirma, som på trods af blot 6 ha. vinmarker omkring Avize og en produktion på kun små 40.000 flasker.
Fra eRP: I årgang 96 modtog denne 96 point, så årgangssammenlignligt bør vi være omkring 93 point, men den er ikke rated.

2.       Østers på 3 måder, med citrus, med løg og rødvinseddike, samt gratineret. Super lækker ret, hvor vi alle var delt i hvilken vi bedst kunne lide, jeg kunne bedst lide dem alle tre…

1997 Bollinger RD 97, degorgeret 19. juli 2009

Oxidativ note, rugbrød, kandiseret orange, salt, stikkelsbær. Lille fin syre, der vokser sig lidt dominerende i billedet. Intensitet og gule blomster. Udvikler sig og bliver meget parfumeret og blomster tung. Enorm lang eftersmag, der domineres af mineralitet og gule blomster. En god Champagne, der ikke helt levede op til forventningerne hos mig.

Topcuvée fra Bollinger, hvor det sene degorgeringstidspunkt er nøglepunktet. Altid en kraftig sag med god intensitet og rugbrød i store mængder. Klippet fra importøren: ”Bollinger Champagne RD er populært sagt Vintage Champagne frisk fra Bollingers kælder.

Read More »

Dining Week Cph på LêLê

Copenhagen Dining Week er et herligt koncept. Set fra min vinkel er der her mulighed for at teste nogle interessante spisesteder af, til en pris der matcher mit lønniveau. 200,- kr. for en aften med 3 retter, mandag på LêLê. Pellegrino insisterer på at sponsorere vand til bordet, og det smagte jo også ganske glimrende. Normalt er jeg fortaler for vand-fra-hanen-konceptet. I Danmark har vi vand der smager ganske neutralt og som er en glimrende ledsager til både mad og vin.

LêLê bød på nogle dejlige afslappede rammer, venlige tjenere, der ikke gjorde noget galt, men heller ikke tilføjede noget til aftenen. Vi valgte 3 gange fisk og 1 okse til hovedret, så jeg gik glædeligt med fiskegruppen og vi delte en flaske hvidvin:

2008 Vigneau-Chevreau, Vouvray, Cuvée Clos de Vaux, Demi-Sec  – en halvsød biodynamisk vin, som jeg håbede ville passé os alle fint. Havde overvejet Wittman Riesling, men en 09 der bliver åbnet ved bordet uden dekantering, ville bare være stram. Denne håbede jeg på lidt mere fra, og det fik jeg. Herlig vin:

Flot gylden, lidt oliefed i glasset. Duft af frisk mango, fersken og overmodne citroner. En levende duft, der bød en velkommen længere nede i glasset. Smagen var herlig balanceret, med en sødme og frugtsyre, der spillede sammen som 2 instrumenter. Her blev hevet lidt den ene vej, og lidt den anden. Frugten var trommerne der trak de 2 solister sammen. Her var dybde og bredde. Lidt tropisk stil, uden at den kammede over. Nok bid og intensitet til at følge først ruller og sidenhen fisk og kød. Lækkert glas vin, som man sagtens kunne have drukket mere af…

Forretten var 2 slags forårsruller, en frisk og en sprød. Super lækre begge to med herlig sauce at dyppe i. Vi blev heldigvis ikke smidt for at spise lidt med fingrene her.

Hovedretten for de andre var guldbars, med tilbehør. Fisken var stegt perfekt, med sprød side og saftig fisk i midten. Tilbehøret smagte jeg ikke, men det så lækkert ud.

Min hovedret var oksefilet i strimler med citrongræs og andre herligere blandet godt sammen. Et godt bid og en bred vifte af smagsindtryk som jeg ikke dyrker så tit. Lige præcis hvad jeg havde håbet på. Godt balanceret og herligt mættende.

Desserterne var is, min på æblemos, lagt på en bananmos – det fattede jeg ikke en meter af. Må konstatere at næste gang på LêLê springer vi desserterne over. Michael røg på en The-is med peber creme – den var heller ikke vellykket.

God fornøjelse til alle andre der skal ud til Copenhagen Dining Week – jeg glæder mig allerede til onsdag aften på Kanalen!

Tusind tak til Michael og Helle for en dejlig aften, med efterfølgende kaffe og chokolade i Casa Kreutzer.…

Read More »

Riesling, Sangiovese, Pinotage, Malbec og Zinfandel

Nationale druer foldede sig ud i fuldt flor i går aftes. Holdt en kort smagning som del af en Teambuilding aften for en gruppe førende borgere i nationen 😉 Der blev kreeret retter til den store guldmedalje og så kom der glas og flasker på bordet. Interessant som det er de samme 5 spørgsmål man altid får når man holder en vinsmagning:

  • Hvor mange procent holder denne vin? Underforstået: hvor god er denne vin?
  • Hvad koster den? Hvad koster du? (det sidste kun fra smukke unge damer – naturligvis)
  • Skal den være så kold Frederik? Underforstået: Hvad er den rigtige serveringstemperatur?
  • Hvad betyder årgangen? Underforstået: bør jeg fylde min kælder med billig vin, der så bliver dyr og bedre?
  • Er skruelåg noget fanden har opfundet? Underforstået: Er det ikke bare guddommeligt at stikke en sur korkprop i en dyr flaske vin?

Svar på ovenstående kommer i et senere indlæg, eller saver jeg så den gren over jeg selv sidder på? Er der så nogen der gider booke mig en anden gang? Jo, jeg kan sagtens fylde tiden ud med mangt og meget andet…

Hvis, eller når, man skal holde en nem vinsmagning derhjemme, så er Nationale Druer et glimrende og nemt tema. Her smager vinene markant forskellige og giver mere input til diskussion, end fx Cabernet Sauvignon verden rundt vil gøre.

Følgende vine smagte lige efter bogen og viste klart de forskelle, der er i de nævnte lande.
2009 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling, Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland – stram, mineralsk og intens. Riesling blomster og skiffer hældt på glas med et strjf af sødme. Altid en god ledsager til blandede tapas.

2005 Querceccio, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien – Sangiovese i fuldt flor, men stramme vilde kirsebær og fadets noter spillende pænt i baggrunden. God intensitet og alligevel en vin der bygger på elegance og finesse frem for de næste mere varme og fedladne oversøiske flasker.

2008 Bellingham, Pinotage with a dash of Petit Verdot, Coastal, Sydafrika – det blødeste og lækreste udtryk af denne drue. En anelse bræt bush i duften, men ellers saftig og intens i smagen.

2005 Don Cristobal, Malbec, Oak Reserve, Mendoza, Argentina – en bulderbasse med fed saftig frugt, blommer og sorte brombær i hele munden. Fadet har lagt sig lidt, nu hvor den er blevet 5 år gammel, en flot eksponent for Malbec med moden frugt. Ens svigerforældre var fra Cahors, hvor malbec trives med lidt mindre sol. Han ville meget gerne servere denne for dem.

2007 Rodney Strong, Zinfandel, Knotty Vines, Sonoma County, Californien – peber, friske sorte kirsebær, og In-your-face attitude! Lige den vin der passede som afslutning på en hyggelig smagning.

Alle disse flasker er fra Skjold Burne sortiment. Jeg håber at selskabet hyggede sig med de resterende flasker til deres Beef Wellington senere på aftenen. Stemningen var i hvert fald på vej op, da jeg forlod festen!

Hvad skal der så ske her i aften? Regner med en masse grønt på tallerkenen. Din Baghave udvider og der er reception, gad vide om man ikke går hjem med lidt i posen. Jeg har netop, igen, fået et par flasker ind af døren fra René Muré, tror det bliver én eller to af dem……

Read More »

Vinsmagning af National-druer

Har en stille og rolig weekend foran mig, med en smagning i aften af National-druer. Er det et godt tema? Ja, det er med til at vise diversiteten i vinverden som vi kender den. Vi skal smage Sangiovese fra Montalcino i Italien – den mest plantede drue i dette multi-drue land, og så fra den bedste kommune. Pinotage, den eneste klonede drue der virkelig har fået sig et navn og som Sydafrika viser frem med stolthed. Malbec – kendt fra Cahors og Prinsegemalens vin, men i Argentina har den fundet sit paradis. Kombinationen af varme, jordbund og kølig påvirkning fra højderne i Andesbjergene, skaber et perfekt mikroklima til Malbec druen. Zinfandel er en power drue, der viser Californiens særpræg på bedste måde, så der slutter vi med maner. Jeg glæder mig og er spændt på at høre kommentarer undervejs i aften. Fik jeg nævnt at vi starter med en ordentlig blanding af 3 druer i 1 flaske: Champagne!!! Og til forretterne køres stålsat Riesling, der får tænderne til at løbe i vand!
Ugen har været stille og rolig med prøver på nye årgange af gamle kendinge og så en enkelt middag ude i byen, hvor jeg fik smagt Pinot Noir fra Argentina:

Bourgognedræberen!! Nej, det kan jeg ikke tro på. Jeg mindes svagt at have smagt denne vin for nogle år tilbage, i 2004 årgangen. Årgangen som vandt en smagning i Penge & Privatøkonomi. Jeg mindes den som kølig i udtrykket og en stil der godt kunne snyde i forhold til Bourgogne, nu smager vinen blot anderledes. Jeg smagte årgang 2006 hos nogle venner, og den tror jeg ikke nogen vil forveksle med Bourgogne. Vinen smager egentlig ok, lidt frisk, saftig og med en god rød kerne, men uden den nerve og intensitet du vil finde i Bourgogne. Den umiskendelige jordbund og muld, som er typisk i Bourgogne, den er ingen vegne i glasset.

”Utvivlsomt Danmarks bedste Pinot Noir til prisen” står der på bagetiketten, et postulat af de store. Jeg er ikke enig.

Har du smagt vinen? Hvad synes du?…

Read More »