Alsace middag på Restaurant Umami

Jeg var inviteret til en lærerig aften på Restaurant Umami, af Sopexa Danmark. Først smagte vi en serie vine fra de bedste marker i området og efterfølgende smagte vi 3 af de bedste vine, sammen med 6 flotte retter fra Umamis køkken. Servicen denne aften var helt i top, med et smil og flot opmærksomhed. Her er noter fra smagningen af Alsace vine.

Idéen med denne middag var at sammensætte tre karakteristiske vine med 2 retter til hver vin. En sjov oplevelse, hvor nogle match var bedre end andre, i løbet af aftenen. Det skal til restaurantens forsvar siges at de kun havde haft kort tid til at matche vin og mad. De gjorde et flot arbejde. Vinene var udvalgt af Ønolog Thierry Fritsch fra Alsace og viste meget godt toppen af området. Når man smager Alsace vin på dette niveau, så er vi på samme kvalitative niveau som stor Bourgogne, eller andre af verdens største hvidvine.

Josmeyer riesling alsace grand cru2008 Josmeyer, Riesling, Hengst, Grand Cru, Alsace – en fantastisk riesling, med flot fokus på frugten og balance mellem syre og sødme. Med 8 gram restsukker og 7,6 gram syre, fremstod denne rank uden den store sødme i smagen. IMG_6025-001

Første ret var en tyndskåret fisk, som jeg fik noteret som kindfisk (???red.) serveret med ingefær sauce, wasabi og ingefær. Til denne ret gik rieslingen ind og dominerede og matchet var ok.

IMG_6027-001

Frisk tun med sesam og en tang salat på flere slags tang gav et rigtig flot modspil og fik vinen til at åbne endnu mere op på frugtnoterne. En rigtig flot ret, og noget nær perfekt kombination i min bog.

___________________________________________________________________

IMG_6033-001

2008 Domain Zind Humbrecht, Pinot Gris, Rangen de Thann, Clos Saint Urbain, Grand Cru Alsace – aftenens største vin. Her gik tingene op i så flot harmoni.EN vin der er meget ung, med høj frugtsyre og masser af intensitet. De 46 gram restsukker blev skjult bag den høje frugtintensitet, men blev hevet frem af maden igen.

Kammuslinger stegt med panka rasp, overhældt med wasabisauce og noget blommelikør. Et brag af en kombination, hvor syre og sødme i retten gav modspil til den intense vin. En af de bedste kammusling serveringer jeg har fået længe.

IMG_6037-001

Sous vide stegt svinekød serveret med køl i ingefærsauce. En ret der ikke bød på den store smag og som ærlig talt skuffede lidt ovenpå den sidste fremragende servering. Det var ikke et dårligt match, blot kedeligt…
___________________________________________________________________

IMG_6040-001

2010 Domaine Weinbach, Gewüztraminer, Faller, Furstentum, Grand Cru Alsace – så kom der lidt mere reel sødme på bordet fra Weinbach i flot stil. Vinens 42 gram restsukker og 4,18 gram syre blev bakket op af ung intensitet og stor mineralsk karakter. Stor citrus friskhed der virkelig fik noget at arbejde med i første servering her.

IMG_6042-001

Foie Gras serveret med rabarber, salat og en syrlig sauce. En fantastisk flot foie gras servering med højt syreniveau på tallerkenen. Jeg kunne virkelig godt lide det og smiler stadig lidt ved tanken. Når vinen kom sammen med denne ret, så blev den relativt tør og matchede det syrlige element flot. Understregede for mig igen, at jeg foretrækker syrerige vine til foie gras, fremfor alt for søde vine.

IMG_6046-001

Desserten denne aften var en flot servering i en stor dyb skål, der ikke kommer til sin ret på dette billede. Rabarber igen, med grøn the is, elementer af lakrids og lidt bitterhed. Det var en herlig frisk servering, som fremhævede sødmen i vinen, som desværre ikke beholdt sin flotte syre og livlighed.

En rigtig god aften på Restaurant Umami, stor tak til Sopexa for invitationen. Umami har et fantastisk køkken, der viser stor bredde og evner at skabe nogle yderst interessante kombinationer mellem vin og mad. Helt klart et sted man føler sig godt tilpas og med glæde vil komme igen. Tjenerne fremstår professionelle og formår samtidig at skabe en uformel atmosfære i restauranten.