2010 Hubert Lignier La Perriere 1’er Cru Gevrey Chambertin

Forleden blev der igen mulighed for at teste en interessant flaske Bourgogne på kontoret. Konklusionen må være at Bourgogne endnu engang viste sin diversitet. Som smager kan man aldrig være helt sikker, vil man få saft og kraft, eller finesse og elegance. Eller vil man blot opleve at man endnu engang blev snydt for den store oplevelse. Her var en lækker oplevelse, der skulle blot lidt tålmodighed og hårdt arbejde til.

Gevrey Chambertin Lignier

2010 Hubert Lignier, La Perriere, 1’er Cru, Gevrey Chambertin – rødvin? Nej næsten så transparent som en mørk rosévin. Duften er meget tilbageholdende, men finesserig. Her er noter af røde hindbær, små røde kirsebær og et strejf af fad. Duften er ikke stor og voldsom, men yderst intens. Med en god halv time i glasset åbner den klart mere op og bliver mere kompleks. Nu kommer der noter af sød finsk lakrids og mandler. Smagen er klar til den elegante side med stor finesserigdom. Smagsintensiteten er i højsædet med lækker rød frugtmos og fint underspillet fad, der kun bidrager til kompleksiteten. Det smager efter min mund ikke af Gevrey, men mere af Chambolle. Dette er ment meget positivt, da dette er en elegantier på stolper, men ikke en voldsom fyldig Gevrey.

Den tørre version: Hubert Lignier er en ekstrem vild producent, som går sine egne veje. Ingen skal komme og fortælle ham hvordan han skal lave sin vin. Domaine Hubert Lignier er et lille domaine i Morey-Saint-Denis med vine af fremragende kvalitet selv i vanskelige år. Vinene er derfor uhyre efterspurgte og svære at få fat i. Hubert var faktisk gået på pension, og sønnen Romain havde taget over, men på grund af Romains sygdom og død i 2004, er Hubert Lignier igen i front på domainet sammen med sin søn Laurent. Der benyttes et minimum af kemikalier i marken, lave udbytter og siden 1992 hverken filtrering og klaring af vinene. Hubert Ligniers 1er og Grand Cru lagres på fade, hvoraf den ene halvdel er nye og den anden 1 år gamle.

Smagt på arbejdet, uden omkostning for skribenten.