Lang blindsmagning – part 3

En herlig aften, hvor slænget var samlet hos den Lang’e. Temaet var som vanlig moden vin, underforstået med minimum 10 år på bagen for de røde og en hvis accept af yngre hvidvine. Alle vine blev serveret blindt og hvor jeg har husket at notere det, kommer jeg gerne med mine fejlskud fra aftenen.

Vinene kommer på bloggen løbende i denne uge, med ca. 2 om dagen. Disse 2 vine var absolut mit favorit sæt i løbet af aftenen, da jeg gættede helt skarpt her.

IMG_85411988 Château Talbot, Grand Cru Classé, Saint-Julien – duften af hjemlig Bordeaux charme vælter op af glasset. Blå frugt med mest solbær, suppleret perfekt af grøn peberfrugt og var der nogen der sagde blyant? I munden er denne snorlige med flot udviklet frugt og klassiske sekundære aromaer med cigarkasse og læder. På trods af den flotte modenhed havde denne stadig en god friskhed, hvor frugtsyren holdt den i skabet. Mit gæt var: Talbot 1988. Tilfredsstillende endelig at ramme en bulls-eye. Beskyldninger om at man måske havde kunnet ane en guldkapsel, tager jeg roligt. Jeg smagte 1990eren sidste år, og denne var meget i samme stil.
Chateau Talbot er et af de meget klassiske Bordeaux slotte, som jeg har smagt en del gange gennem årene. Slottet ligger i Saint-Julien kommunen lige nord for Bordeaux by. Her er terroiret unikt på en måde der gør at vinene ofte fremstår meget bløde og cremede i strukturen. Mere end én gang har man hørt smagere gætte på Saint-Emilion, når der har været Saint-Julien i glasset. Dette burde ikke være muligt, da der i Saint-Julien er mest Cabernet Sauvignon og i Saint Emilion er der mest Merlot i vinene.  Bedste bud på en forklaring må være det høje indhold af metaller i jordbunden.

IMG_85472001 T de Quinta de Terrugem, Alentejo – medbragt af mig selv, så her var det min tur til at grine lidt.  Stor hørm op af glasset med svedig sort frugt og en del fad, men på den gode måde. Munden var meget intens med sort frugt og en kølig skiffer mineralitet til at balancere. Den tørrer en anelse ud i afslutningen. Der blev gættet på meget forskelligt,men ingen gættede landet, nabolandet, druen eller årgangen. Den viste sig at være lidt mere tricky end jeg havde forventet.
Denne Quinta Terrugem er ejet af det mega store Caves Alianca, som bl.a. producere Casal Mendes og en stor del andre vine i store mængder. Som tillæg til deres storproduktion, ejer de en håndfuld fremragende quintaer rundt om i Portugal, hvor de tilstræber at lave vin på top-niveau. Det lykkedes i mange tilfælde rigtig godt, så ser man disse vine kan de også ofte være gode køb. Denne ”T” version fra Terrugem er dog i den tungere ende af skalaen prismæssigt. Vinen er fremstillet af Aragonez (60%), Trincadeira Preta (30%) og Cabernet Sauvignon (10%). Den smadres 14 måneder på nye franske egetræsfade, hvilket ikke var skjult i smagsbilledet.

Denne smagning udviklede sig i en herlig retning, som altid med vine på højt niveau.