Muhr van der Niepoort – saftig vin fra Østrig

Der sker så meget i det herlige vinland Østrig, når der så samtidig står Niepoort på etiketten, så er jeg fristet. Her har vi Dirk van der Niepoort i samarbejde med Dorli Muhr. Det kommer der fantastisk interessante resultater ud af, hvis man skal stole på den internationale vinpresse.

Vi er på Spitzerberg skråningen i Carnuntum, et skråning der har ligger en anelse hengemt, men som Dorli og Dirk har fundet i fællesskab og kan se potentialet for at lave friske vine med god kompleksitet. Glæden og kærligheden til Pinot noir fornægter sig ikke, ikke dermed sagt at vinene smager i retning af Bourgogne, men her er saftighed og friskhed. I øvrigt elementer man ofte oplever i projekter hvor Dirk er involveret. Her i Niederöesterreich er der en del forskellige blå druer og Dorli og Dirk fokuserer på Blaufrankirsch, som de mener har et stort potentiale.

Jeg har købt et par flasker hos den danske importør Atomwine, da de havde januar udsalg. Første flaske blev nydt over to dage:

2015 Muhr van der Niepoort, Cuvée vom Berg, Carnuntum – første dag herlig frisk og mega saftig. Høj syre og livlige råde bær der springer rundt i munden. Læskende og herlig ukompliceret. Utroligt nok var der mere i flasken til dag 2, hvor vinen havde skiftet markant stil. Nu helt klart sorte bær, mere dybde, mere seriøs og mindre sjov. En fabelagtig vin der stadig stod godt med syre og liv. Pokkers at jeg ikke købte flere flasker, den kunne være sjov at følge over en længere periode.

Samlet set en rigtig god flaske, glæder mig allerede til den næste flaske…