Fra Priorat til Montelena

Bare rolig, det er ikke fordi jeg er stoppet med at drikke. Måske får jeg bare ikke taget så mange noter som tidligere. I den kommende tid vil jeg forsøge at smide flere enkle noter op, til vine som jeg smager i forskellige sammenhæng. Noget smages blindt, noget nydes i godt selskab og andet ydes stor opmærksomhed.

Forleden fik jeg serveret en vin blindt, som ikke lige talte tydeligt til mig. Den var relativt lys i glasset, men ikke som en pinot noir. Masser af rød frugt, lidt varme og noter der tydede på et varmere dyrkningsklima. Dog så meget rød frugt og urter, så jeg var sikker på Europæisk ophav. Smagen var herlig saftig med blide tanniner og en højere frugtsyre. Frugten talte igen rødt og fadet var ikke helt skjult i billedet. Mit bud på Barbera fra Piemonte passede så dårligt som glasskoen ville passe min fod.

2015 Alvaro Palacios, Gratallops, Priorat

Ja ok, tanninerne var godt nok pakket flot og frugten herlig luftig og elegant. Viser bare at Alvaro virkelig kan sit kram og ved hvordan man får elegance frem i dette område. Super flot glas vin.

2016 Chateau Montelena, Chardonnay, Napa Valley

En klassiker i din vinlitteratur! Hvidvinen der vandt den berømte smagning i 1976, hvor chardonnay fra Californien blev smagt blindt op mod de bedste vine fra Bourgogne. Judgment of Paris. Efter at denne har “manglet” på det danske marked nogle år, er den nu tilbage. Smalet set et køligt udtryk af hvad chardonnay kan levere fra Napa Valley. Lidt tropiske frugter, men mest i form af ren ananas og sprød abrikos. Fadet er flot ristet og understreger mere end det maskerer. Masser af mineralitet og friskhed og på ingen måder tund i sit udtryk. Smager som Bourgogne? Nej for pokker, slet ikke når jeg kan se etiketten 😉

2016 Nik Weis, St. Urbans-Hof, riesling, Schiefer, Mosel 10,5% abv

Nydt på Sanders til et dejligt måltid. Som alkoholen antyder, så er vi i den tørre ende, uden at knase.

2011 Luigi Pira, Margherita, Barolo

Så sker der noget og med det mener jeg; her er en Barolo som begynder at lukke op for posen. Her er netop den frugtintensitet og modenhed, der giver modspillet til den super høje tannin og syre. Dybde er et udtryk man kan finde på at bruge, her dækker det over stort bundtræk hvor frugten kommer flyvende som en upper-cut og aldrig rigtig stopper. Flyvende, intens og super charmerende. Frugten er til den herlige kølige røde side, ikke noget kogt element. Fadet spiller fint nedenunder og nabbioloens ekstra niveau med læder, tobak og mere giver kompleksitet. En flot vin, som slet ikke har toppet endnu.

Vinen er smagt åbent, med god tid til at tage noter.

2009 La Rioja Alta, Vina Ardanza Reserva, Rioja

Nej, så nemt skal vi heller ikke lege. Ingen grund til at lukke op for alle aspekter lige med det samme, eller bare indenfor én time. Denne vin smagte jeg først på dagen, hvor vi havde den som en del af undervisningen på WSET level 3. Den sidste rest var lige nok til et glas, som jeg kunne fundere lidt over til min aftensmad. Virkelig en klassisk Rioja, som har den stil som jeg også elsker. I denne tid er der meget fokus på lettere vine fra Spanien. Vine med lys farve, høj syre og umiddelbar charme. Vine som er nemme at elske. Her har vi en vin som har masser af præg fra de 3 års fadlagring. Ikke sødladen fad, men en masse oxidative noter. Frugten gemmer sig lidt, men efter en rum tid i glasset smider den det tørre element og giver frugten los. Så er det charmerende, så er det lækkert. Moderat syre og en del tannin, men med den levende frugt der spiller så er det bare flot.