Basso – italiensk på skinner i Aarhus

Forleden havde jeg en fantastisk hyggelig, og vellykket, middag med min hustru på Restaurant Basso i Aarhus. Efter at have kigget os lidt omkring faldt vi over denne restaurant som et godt bud på dejlig italiensk mad i smilets by. Basso er en del af en større koncern, som også har en afdeling i København.

I Aarhus ankom vi til en godt fyldt restaurant, en lørdag aften. Et herligt lokale med glade gæster, smilende tjenere og super stemning.

Vi lagde ud med et halvsødt glas Prosecco, som de fleste helt sikkert vil nyde for sin umiddelbare charme. For mig blev den lidt for sød, så frugten blev pakket lidt for meget ind. Ellers kan jeg nu godt lide et glas Prosecco, jeg er bare mere til den tørre stil. Sikker på at denne vil falde i de flestes smag.

Efter at have studeret menukortet, så valgte vi at tage “10 serveringer for 398,-” et efterhånden velkendt fænomen i den danske restaurations-verden. Første gang prøvet på Pluto i hovedstaden for en del år siden.

Vinmenuen var egentlig ganske fin, men flaskekortet bød på en gammel klassiker, som jeg ikke havde smagt i et par år. Maden var gennemgående ganske glimrende, ingen smuttere og intet der stak af i nogle retninger. Alt kørte på skinner og det var svært at finde noget at brokke sig over. Samtidig blev bare heller ikke blæst omkuld af nogle serveringer, det var sat i system kan man sige. Samlet set var vi yderst tilfredse med aftenen, og især den smilende betjening. Pudsigt som man nemmere støder på smilende personale i Aarhus end i København?! Nu til maden og korte kommentarer:

3 første “serveringer” !? Sorry venner, det er her den stikker lidt af for mig. Det her er så småt at det ikke kan kaldes “hapsere” At kalde en parmesanchips med aioli på for én servering, det synes jeg er lige småt nok venner. Smagen fejler ikke noget, men kald dog de her hapsere for én servering, det ville være lidt mere ærligt, i mine øjne.

Herlig tomatsalat med mozzarella, bresaola med revet parmesan og sidst vitello tonnato i en meget let udgave. Se, så er vi oppe i en størrelse hvor det giver mening at kalde det for 3 serveringer, til 2 personer. Ganske god velsmag i alle tre serveringer.

2014 Braida, Bricco dell Uccelone, Barbera d’Asti

Min klassiker, som jeg faldt for da jeg arbejdede hos Philipson Wine omkring årtusindskiftet. Selv i en kold årgang som 2014 hiver denne vin 15% alkohol hjem og det var såmænd eneste anke. Den blev serveret perfekt afkølet og stod med smuk frugt, god intensitet, fadet balanceret og herlig saftighed. Stadig én af mine favorit barbera vine.

Tre gode serveringer til hovedretter, her anrettet på min tallerken. Saltbagt selleri, som smagte fantastisk. Pasta med rødbede, der mættede godt og var vendt med cremet ost. Saltimbocca var kødet; ungkvæg med salvie og parmaskinke. En omgang der mættede og var velsmagende igen, uden at vælte os.

Fremragende dessert med marengs og sommerbær. Sprængfyldt med smag og herlig forfriskende afslutning. Så slutter man i den grad med et smil på læben.

Tak for god mad og service til Basso Aarhus, som hermed modtager mine anbefalinger til en hyggelig aften i byen! Prisniveauet er yderst rimeligt og hvis vi ikke havde valgt en lidt dyr vin, så kan sådan en aften klares for under kr. 1000,- per næse.