Ribera del Duero, nyt eller gammelt

Også i dette smukke område støder vi på forskellen mellem ny eller gammel stil. Disse to vine, viser begge sider af samme sag i netop Ribera del Duero.

2013 Bodegas La Horra, Corimbo I, Ribera del Duero
2015 Vina Padrosa, Reserva, La Navilla, Ribera del Duero

Corimbo viser den elegante frugtdrevne stil som er så populær i disse år. Uanfægtet hvilket distrikt vi smager vine fra, så kan vi efterhånden få denne lettere stil, hvor frugten driver værket. Det er herligt og saftigt, ligesom jeg godt kan lide det. Kunsten er at holde fast i områdets typiske kendetegn samtidig med at man jagter den lette stil. Typisk her i Ribera del Duero er mere tæthed, tannin og struktur i det hele taget. Denne sprænger op af glasset med tæt rød frugt, ikke et touch af rosiner, luftig og fin. God lang eftersmag og en stil der holder ved. Man kigger efter flasken igen.

Vina Pedrosa er old-school, sagt med al respekt for det. Frugten er tungere, der er markant tanninbid og en god syre til at binde elementerne sammen. Tør følelse i munden, men med masser af sort tæt frugt. Peber, blodigt kød og så en flot afrunding hvor vinen bliver hængende. Dette er præcis hvad jeg forbinder med god Ribera del Duero. Her er masser af tyngde, med en anelse overmoden frugtpræg og lidt for meget fad til den moderne gane. En vin der først rigtig viser hvad den vil, når maden kommer på bordet.

Pudsigt nok er begge producenter meget fokuseret på at omtale deres vine som moderne. Det er nok ikke moderne at bruge ordet klassisk om sin vin? Corimbo I er gamle stokke, gæret og lagret i franske fade. Vina Pedrosa La Navilla er også en moderne version fra denne klassiske producent, med lagring kun på franske fade.

Begge vine blev smagt til en herlig aften forleden, hvor Ribera del Duero konsortiet havde inviteret til madlavning, sammen med Sopexa, i Tim Vladimirs køkken. En herlig oplevelse, hvor vi fik testet diverse vildtretter sammen med vine fra området.

Flankeret af Søren Beck og Thomas Alcayaga

Heldigvis var jeg i godt selskab denne aften, så vi fik noget god mad. Søren Beck, fra Alt om Vin, var på naboholdet og jeg havde fornøjelsen af at koge sammen med Thomas Alcayaga fra Madetmere.