Friske vinde og frisk vin fra Ribera del Duero

Reklame, tilsendte prøver fra Bevco.

Et projekt der viser at der til stadighed sker nyudvikling i et område som Ribera del Duero. Jeg husker mit eget besøg i området tilbage i 2012, hvor der fra konsortiets side blev forsøgt at holde en vis stil i de fleste vine. Selv dengang var der tidlige forsøg på at bryde konformiteten og lave vine med mere ren frugt og mindre fokus på power til op over begge ører.

De to vinmagere Rafael García García and Raúl Tamayo Bermejo står helt klart for en ny stil her i Ribera del Duero. De har mødt hinanden da de studerede ønologi i Valladolid i 2006-2008 og brænder begge for deres kærlighed til vinen og råvaren. De arbejder kun med Tinto Fino, klonen af tempranillo som er fremherskende i Ribera del Duero. De har fire små parceller, alle tilplantet i slutningen af 1990erne, så ikke verdens ældste vinstokke. Til gengæld står de alle på vinmarker der er relativt højt beliggende med stor andel af kalk i jorden. I kælderen arbejdes der efter den moderne facon med ”minimal intervention”, hvilket lyder godt men kun er det hvis vinmageren har styr på hvad han laver. Jeg glemmer aldrig en vinmager der engang sagde: For at lave naturlig vin, med minimal indflydelse, så skal du kende alle processer der sker i både din mark og kælder. Ellers har du ikke kontrol og så er det kun held der kan redde dig. Her er der styr på arbejdet i kælderen. Alle vine fremstår rene og balancerede.

Jeg havde fået disse tre vine tilsendt fra Bevco, tak for det.

Lote: L-01 (2018) Bodegas Naluar & Acedanio, Naluar, Vino Blanco, Espana

En vin fremstillet på albillodruen, høstet i Ribera del Duero, men kun sendt på markedet som Vino Blanco. Rykker denne ved konventionerne eller er den med til at skabe DO’en for hvid Ribera del Duero? Jeg tror og håber mest det sidste.

Åh en dejlig forførende duft, der arbejde i andre retninger end det normale. En kombination af noget meget floralt og tørret frugt. Munden hiver fat med lidt tanninbid og en ruskende syre. Mineralitet er måske et fyord, men her smadres der kalksten rundt i mundhulen. Det er levende, personligt og alligevel føler man sig godt tilpas med det samme. Den her vin lægger vejen og beder pænt om et stykke smørristet stykke hvid fisk med fennikelsalat. Den type vin man har lyst til at dele med sine venner, måske bare med en skål oliven og saltmandler. 91 point

2018 Bodegas Naluar & Acedanio, Naluar, Cosecha, Ribera del Duero

Rød saft lige op I snudeskaftet, ikke pakket ind og ingen anden dagsorden end at dette skal være rødt og lækkert. Livlig syre og god smagsintensitet. Lidt koldt serveret, giver den en fornemmelse af at dette er ren saftevand, med en virkelig balanceret alkohol. De 14 % fornemmes på ingen måde. Med lidt luft og varme holdt denne sig så smukt på midten af banen, god saftig frugt der talte et tydeligt sprog om tempranillo i et varmt klima. Lidt slikken, uden at blive kogt. De 12 måneder på fad var ikke noget man bemærkede i smagen. 92 point

2016 Bodegas Naluar & Acedanio, Acedanio, Cosecha, Ribera del Duero

Dyb og nu skal det være lidt seriøst. Sådan går det tit, de mindre vine kan få lov til at lege, men når der er topvin på programmet, så bliver det seriøst. Det gør egentlig ikke noget, så længe tingene hænger sammen. Frugten er mere traditionel med indarbejdet fadsødme og et let urtet præg. Smagen er i balance, stikker slet ikke af på samme måde som Cosecaen. Her er den rigtige tæthed i frugten, men med en fantastisk syre, der løfter vinen op og giver den luft under vingerne. Det smager s**** dejligt. God friskhed, herligt liv og godt integreret fad, der slet ikke tager over. Afslutningen køres i mål med moden frugt, lidt tobak og en mørk chokolade. En vin der spiller med musklerne, uden at bliver for meget eller for tung. 93 point

Samlet set

Se, der sker noget alle steder i Spanien i disse år. Det er ikke kun kølig garnacha omkring Madrid der rykker, det kan også sagtens være et område som Ribera del Duero der pludselig finder saftig frugt frem, fra gamle vinstokke. Som vinelsker, så kan man ikke andet end at være glad i disse år, med alle de muligheder.

Alle vinene blev prikket med min Coravin, så jeg glæder mig til resten af flaskerne på et senere tidspunkt