En af de store mestre er gået bort. Lorenzo Accomasso var ikke bare endnu en lille Barolo producent du ikke har hørt om. Han var indbegrebet af den gamle skole, hvor de gamle dyder gik igen hele vejen. Vinene er ikoniske og utrolig svære at opstøve. Heldigvis, for mig, så samler Frank på hans vine og skænker dem med jævne mellemrum. Det var dog første gang at jeg havde fornøjelsen af hans Barolo Rocche 2008.
Commandatore Lorenzo Accomasso
Jeg har aldrig mødt manden, ej heller har Frank, men historien får du alligevel med her. Accomasso er ikke til pænt brug, en mand formet af et hårdt liv. Hør blot podcasten “I’ll Drink To That” og hans indlæg om Accomasso. Det er en historie der starter med krig og kører hårdt på hele vejen op. Han huserede, eller herskede om du vil, i La Morra i Barolo. En af de måske smukkeste byer i Piemonte. Her havde Accomasso 3 hektar med vinmarker, primært nebbiolo til Barolo, men også mindre mængder barbera og dolcetto. Lorenzo (bemærk hvor hurtigt vi kom på fornavn med en legende) blev født i 1933 og startede sin vinproduktion i 1958, sammen med sin søster og far. Fra start var han mønsterbryder og påførte vinmarkerne på etiketterne.
Produktionen var gennem de 65 årgange uændret, med lange gæringer, op til 40+ dage. Gamle fade, ingen barrique, intet pynt. Bare den rene frugt fra markerne, behandlet som han ønskede. Det er vine der fortæller historien om hvordan det var, og den historie må vi ikke glemme. Det er eftertænksomme vine, som skal nydes stille og roligt, for at give mest mulig fra sig. Det har vi gjort før, og det håber jeg sker igen.
Fremtiden byder stadig på vine fra firmaet Az. Agr. Accomasso Lorenzo, hvor familien driver vineriet videre i Lorenzos ånd.
Da Lorenzo gik bort 8. august besluttede Frank at én flaske skulle nydes til en still søndagsfrokost, jeg sagde tak for invitationen og medbragte et par flaske hvidvin. Æret være hans minde.
2008 Lorenzo Accomasso, Riserva, Rocche, Barolo
Vinen blev serveret pop-and-pour, direkte fra flasken, til at følge som den åbnede op for dybet. Desværre intet billede af den smukke teglfarvede kant, som alligevel viste en stor dybde i kernen af vinen. Duften sneg sig op af glasset som en træt kat på en varm sommerdag. Den voksede sig større med tid og åbenbarede nuancer i masser af lag. En “sniffer-vin” som man i princippet kunne nøjes med at dufte til. Ikke bare tørrede roser, ej heller en buket, men nærmest en hel tørret blomstermark. Med støv og lidt krydderurter blandet sammen med blomsterne. Frugten stod frisk, med mest kirsebær og røde jordbær. Fadet var så gammelt så det ikke bidrog til smagen, kun med de tertiære noter der kommer fra den nænsomme lange lagring.
Smagen var hård og slet ikke så umiddelbar charmerende som duften. Rå og ubarmhjertig, på den gode måde skal forstås. Strukturen var hård, men løste lidt op med tid. Frugten var kernen, udenom smøg alle de andre gode elementer sig. Tørret tobak, svampe, trøfler og mørk chokolade. En bred palet, som fyldte hver en smagsreceptor ud. Stor smag, intens og alligevel luftig. Det som man nyder når de største vine kommer i glasset. Strukturen var hård ved os og især mod eftersmagen der var en anelse kort. Dog kom den snigende tilbage i mundhulen, når tanninerne var færdige med at vise sig frem. Elegant i silkehabit, som kun en italiener kan være det, i 40 graders varme.
En stor oplevelse, hvor ord kun er fattige, men alligevel med til at bevare minderne.