Dom Perignon – er det så godt?

“What was it you wanted, tell me again so I know” et citat fra Bob Dylan der blev aktuelt denne aften. Lidt arrogant undmelding fra Dom Perignon måske, men den har en lang historie og måske noget at have selvtilliden i. Madklubben var samlet og temaet var Champagne. Jeg havde lagt ud med 2 udgaver af Gosset Grande Reserve (læs mere her) Derudover var der flotte vine fra gæsterne, som kommer her med små noter. Til hovedretten havde jeg fundet en flaske 2012 Dom Perignon frem fra kælderen, ja ikke rigtig gammel, men fra en tid hvor Dom P er rimelig klar som ung. Den kommer der note på til sidst, så må vi se om den kunne leve op til hypen. 

Redon, Un R d’autrefois, Premier cru, Extra Brut, Trépail, Champagne

80% chardonnay 20 % pinot noir fra gammel familieproducent. Blev serveret med en fantastisk kammuslingservering. Dette var en super flot og fokuseret vin med fin syre, højt niveau af friskhed. Der var en del citrus og grøn æble, med et ekstra lag nedenunder. Ikke meget autolyse, hvilket passede super godt til serveringen. Præcis og elegant på alle måder.

Som ekstra flaske, fik vi denne, som nok også havde passet fint til bær og sødme i retten.

Familie Moussé, Eugéne Rosé, Champagne

Meget dyb i farven, med masser af rød frugt i både duft og smag. Utrolig charmerende og helt sin egen i et univers af mange andre ens typer af rosé Champagne. En vin der er baseret på Meunier og er tappet uden dosage. Herligt hvordan sødme, eller rettere modenhed, i frugten, kan give os fornemmelsen af sødme i vinen. Det her er stor kompleks vin, som helt klart har det bedst med mad. At smage familiens hvide udgaver står højt på ønskesedlen.

2006 Charles Elner, Seduction, Champagne

Serveret til oste, samt bær med is. En hård kamp at passe til det hele, men det er en Champagne med mange strenge. 75 % chardonnay med pinot noir for resten. Stor dybde og med tydlige præg af lidt alder, hvor ristede nødder spillede godt med den let tørrede frugt. Fyldig i munden med en blød sværm af fine små bobler der holdt frugten levende. Et flot glas, der altid har glædet mig.

What was it you wanted? Ja, når de store hypede navne kommer i glasset, så har man forventninger med. Det synes jeg er ok, så er spørgsmålet bare om de store kan leve op til det. Dom Perignon må siges at være et ikon i champagneverden. Én af de vine som alle har en mening om, nogle på baggrund af flere smagte flasker end andre. Jeg har altid været fan og kan godt lide Dom Perignon, men synes også at den kræver lidt for at performe optimalt. Med den gamle kældermester, frem til 2008, skulle de have lov til at ligge i kælderen en del år, inden de opfyldte mine forventninger. I de senere årgange er vinene blevet mere tilgængelige, uden at give afkald på kompleksiteten.

2012 Dom Perignon, Brut, Champagne

Serveret med et herligt skaldyrsfad fra vores lokale fiskehandler på Rungsted Havn (stærk anbefaling af Kysten herfra)

Dom Perignon var i skarpt selskab denne aften, med mange gode flasker frem til nu. God mad, god stemning og måske et lidt kritisk publikum. Lad os bare afsløre med det samme, den levede op til forventningerne. Dom P gjorde netop det, som en stor Champagne skal/kan. Den havde flere lag, mere længde og stadig i super fin balance. Frugten bød sig til, uden forbehold i både næse og mund. Boblerne var perfekt integreret og smagen et kapitel for sig. Frugt, brødnoter, blomster og de første ristede nødder og svampe smøg sig fint rundt i munden. Det var intenst, men meget balanceret. Hvert lag blev afsløret stille og roligt, uden stress. Det blev bare ved med at give nye nuancer, som vinen flød i glassene. 2012 Dom Perignon er i et godt drikkevindue, hvor den har åbnet op for de første udviklede noter. 10 år mere i kælderen vil ikke gøre noget dårligt.

So, oh yes – we dig get what we wanted. Endnu en af de store vin-ikoner levede op til forventningerne. Dom Perignon står stadig som en stor Champagne for mig.

Samlet set have vi en dejlig aften, hvor selskabet formåede at overstråle Champagne. Tak Charlotte, Birthe, Ann-Toni, Erik og Per.