Dette er en historie om en gammel Champagne. Det er ikke en vin alle vil kunne lide. Nogle vil måske kunne værdsætte værdien i den, men ikke bryde sig om hvad den har udviklet sig til. 1976 Belle Epoque, fra Perrier-Jouet kom til mig med en anelse held, og nu var det tid til at servere den for gæster. Hvis du har sådan en flaske, så vil jeg anbefale to ting:
– inviter mennesker der værdsætter gammel vin
– hav minimum én flaske som back-up

Jeg købte denne flaske 1976 Belle Epoque hos Lauritz.com – det nye selskab, med de nye ejere, der vist nok sørger for at sælgerne også får deres del af prisen 😉 Jeg bød lidt ved et tilfælde, vinen var vurderet til 2400 kr, men jeg fik den for 1100 kr så det var absolut godkendt. En så gammel flaske kan man, nej man skal, altid være lidt skeptisk overfor. Når den købes på auktion, så er det købt som beset. En chance man må tage, hvis man ikke selv har gemt nok til at det bliver gammelt. Det viste sig at dette var et fornuftigt lod i lotteriet.
Jeg har inviteret en håndfuld vin-venner til frokost, over en serie gode vine fra kælderen og vi startede med denne flaske. Back-up var 2002 Gosset, Celebris, som var i absolut topform.

1976 Perrier-Jouet, Belle-Epoque, Special Reserve, Champagne
Flasken så pæn ud, pæn stand og klar vin. Proppen kom op i hel stand, uden en lyd. Farven i glasset var dyb ravfarvet. “Er der nogen der har set en bobbel?” Var en godkendt kommentar fra en smager. Ingen bobler, men pyt. Farven var blank og klar, så jeg troede på den. Duften var stor og kompleks, ikke helt ren til at starte med. Det tog lidt tid inden den stod helt ren. Det var i den grad tørret frugt, abrikos, appelsinskal og karamel. Der var de fineste noter af ristede mandler og våde blade. Den udviklede sig fint i glasset. Nogle råbte “Sherry” med afsky i stemmen. Jeg tror de mente oxidering, hvilket absolut også spillede ind. Det var dog ganske tydeligt at denne var i live, og ikke død. “Det er frugtens tørre noter der afslører at den kun er ældet, men ikke død. Der er ikke rådden frugt” i den retning sagde en klog mand ved min side. Smagen var i præcis samme retning, styret af en fin syre og god præcision. Ingen bobler nej, men stadig levende.

Jeg kan forstå dem der ikke kunne lide den, men den var hvor jeg håbede den skulle være. En helt perfekt flaske havde måske udtrykt lidt mere bobler, men den var undskyldt. En sjovt og interessant køb og en oplevelse at smage.
Hvad andre siger om 1976 Belle Epoque
Perrier Jouet har ikke information på deres hjemmeside. Den ensteRichard Juhlin giver den 93 point og oplyser druesammensætning til at være 45 % pinot noir 5 % Meunier og 50 % chardonnay. Læs hans note her på Tastingbook
CellarTracker byder også ind med et par noter, og 93 point.
På dette billede kan du sløret se farven på 1976 Belle Epoque, og næste flaske

2002 Gosset, Celebris, Vintage Extra Brut, Champagne
Wow – så sparker hesten! Her er ungdommelig frugt og stor kompleksitet i næsen. Det er levende, det er vildt og det dufter helt fantastisk. Gule frugter, de første alderdomstegn viser sig, men stadig en vin i sit primære stadie. Fuld smæk på smagen, høj syre, knivskarp og mega lang smag. Simpelthen bare en super flot glas, der begynder at vise sig klasse. Min eneste flaske, så den kommer jeg nok ikke til at smage igen om 10 år hvor den stråler endnu mere. En glæde at servere, og nu så alle gæster glade og tilfredse ud.
Hvad vi ellers drak på dagen, kommer der løbende her på bloggen. Forvent både hvid og rød Bourgogne.
One thought on “1976 Belle Epoque – ja, 1976 Champagne”