Exton Park er en producent af English Sparkling Wine. En kategori som gennem de senere år bliver ved med at fastslå sin relevans i markedet. Klimaforandringer, i både Champagne og i England, bidrager i den grad til at gøre England endnu mere relevant. Den store forskel er stadig erfaring og markedsføring. Champagne har bare mere end 200 års erfaring i at fremstille mousserende vin på højeste niveau, og som jeg har gentaget utallige gange: INGEN laver bedre mousserende vin, end de gør i Champagne. Det store spørgsmål er, hvornår jeg må ændre denne holdning. Der er stor sandsynlighed for at det vil ske, før eller siden.

På årets sommerferie gik turen til det sydlige England, med gode venner i bil. Der var plads til ét vinbesøg i den travle kalender. At det blev Exton Park, kan jeg kun glæde mig over her bagefter. Det var et yderst interessant besøg. Vine på højt niveau er én ting, at høre og prøve at forstå historien bagved, er en anden. Jeg har smagt vinene før og de har i den grad altid fanget min opmærksomhed. Nu fik jeg mulighed for at forstå hvad der ligger til grund for den høje kvalitet, inden vi smagte os igennem sortimentet. Besøget var arrangeret af min ven Chris White, som kender Karl McCulloch der arbejder hos Exton Park.
Exton Park – Single Vineyard
- Én vinmark, på den perfekte jordbund i de smukke bakker i Hampshire.
- Modne vinmarker, plantet og passet af Fred Langdale, som kommer med stor erfaring.
- En kælder der er opbygget efter vinmager Corinne Seelys hoved, med store mængder af Reserve vin.
- Enkelt parcels vinificering, ingen malolaktisk, minimalt brug af fade.
- Ingen kompromisser i nogle processer.
- Frigivelse når vinen er klar, ikke når markedet vil have den.
Det lyder jo nemt, når det sættes op i punktform, men det kræver tålmodighed, og en god økonomi, at få det til at lykkedes. Alt har været ti lstede på Exton Park gennem hele processen, og stadig er der ingen der haster noget igennem her. Resultatet bliver vine der også er rolige og præcis hvor de skal være.
Exton Park er grundlagt af Malmcolm Isaac, MBE som desværre gik bort i 2024. Ejerskabet er stadig personligt, men nu fordelt på flere personer. Den daglige ledelse styres af CEO Nick Morton i samarbejde med Corinne Seely og vinmarksmanager Fred Langdale. Målet er stadig en vingård med personlighed, som ikke er styret af et større firma.

De første marker blev beplantet i 2003, da en gruppe investorer kunne se potentialet netop her. De første 12 acres blev sat med pinot noir, chardonnay og meunier. Marken blev identificeret udfra den store fremkomst af kalk, med stor dybde. En jordbund der er kendt fra de bedste områder i det nordlige Frankrig.
Først i 2009 købte Malmcolm Issac sig ind i projektet og fik samtidig retten til at udvide betragteligt. Han hyrede Fred Langdale, der kom fra et job i branchen og var kendt for sin store viden om vinmarker i England. Han var med til at udvide marken til det nuværende 60 acres (små 25 hektar). En størrelse der gør at Exton Park kun bruger deres egne druer til fremstilling og de stadig kan holde det høje kvalitetsniveau hele vejen rundt. Fred bruger meget fokus på beplantning mellem rækkerne. Der skal være god sundhed i jorden, for at druerne bliver sunde. Der arbejdes med får som græsser og gøder, når druerne er høstet. Man er ikke certificeret økologisk eller andet, men arbejder bæredygtigt. Der er solpaneler der leverer al strøm til gården og al vand genbruges.

For at få optimal kvalitet i kælderen, så hyrede Malmcolm Corinne Seely, der sammen med sin exmand Christian Seely havde produceret vin i området i en længere periode. Hun fik frie hænder fra start. Et heftigt program blev igangsat. Der har fra start været lagt en stor mængde reservevin på lager, for at kunne blande sig til den bedst mulige cuvée. Ingen vine gennemgår malolaktisk, da man vil bevare intensitet of syre. Det gør så også at de skal ligge lidt længere, for at opnå balancen, så det gør man. Der bruges kun lidt fade til lagring. Primært til chardonnay og alle fade er gamle fade fra Bourgogne. Der er tanke nok til at alle parceller kan vinificeres seperat og først blandes når Corinne og hendes hold ønsker det.

Første vin kom i 2015, da Malmcolm og Corinne var tilfredse med kvaliteten. Indtil da blev druerne solgt fra og det perfekte vineri bygget på grunden. Tålmodighed skaber perfektion. Malmcolm kunne tillade sig alle disse processer, da han havde god økonomi fra at have solgt sit salatfirma, Vitacress. Han var oprindelig landmand og den tankegang tog han med i hele grundlæggelsen af vineriet.

Exton Park er Reserve Vin
Ja, det lyder paradoksalt, men alle vine er primært reservevine, som så er iblandet mindre mængder af nyeste årgang. Det blev oplyst at ca. 10 – 15 % er vin fra den seneste årgang. Det tror jeg ikke at mange andre producenter af mousserende vin kan tilskrives. Ønsket er, vine med kompleksitet fra lagret vin, som stadig smager frisk. Friskheden kommer fra intensiteten i druerne og den manglende malolaktiske konvertering af syren.
Der produceres mellem 50.000 og 70.000 flasker om året, hvilket er lavt taget vinmarkens størrelse i betragtning. Det kan kun betyde, at der stadig lægges en stor del vin i gemmerne. Ønsket er kontinuitet i stilen, år efter år. Alle vine har en degorgeringskode som kan aflæses af lot nummeret på flasken. Ikke umuligt, at det bliver mere tydeligt med degorgeringsdato i fremtiden. Alle de vine vi smagte var frisk-degorgerede.

Exton Park RB23 Rosé, Hampshire England
Kun den pressede juice, intet rødvin tilsat. 70% pinot noir, 30% meunier. Sammensat af 23 forskellige vine fra lageret. DEn mest solgte vin på hjemmemarkedet.
Imponerende frisk og saftig af en rosé. Meget præcis i sin stil, uden at blive sød, uden at lefle for noget. En vin der kalder på friske skalddyr. Utrolig elegant.
Exton Park RB32 Brut, Hampshire England
Naturligvis den væsntligste vin. Sammensat af 32 vine fra reservelageret. 60% PN 40% CH. 7 gr dosage, som ikke opfattes, grundet den høje syre. Lagret mindst 3 år inden degorgering.
Meget indsmigrende duft med frisk ferksen, moden citrus og en hel buket blomster. Ikke meget brød. Nem og lækker at drikke, med den kant der gør det sjovt, uden at blive kedelig. God længde og præcision i frugten.
Exton Park RB28 Blanc de Noirs, Hampshire England
Ren pinot noir, fra de ældste parceller. 28 forskellige parceller blandet fra reservelageret. 10 gram dosage. Kun 3000 flasker om året.
Wow en flot næse, måske nok flotteste næse af alle vinene. Kunne helt sikkert have vundet ved at komme fra et større glas. Meget åben og kompleks frugtprofil, der blev ved med at udvikle sig. Dybde, uden at blive tung. Den præcise syre viste sig nok engang. Imponerende glas, som jeg glæder mig til at prøve til noget mad.
Exton Park RB45 Blanc de Blancs, Hampshire England
Ren chardonnay, det meste fra de gamle plantninger i 2003. 9 gram dosage. Lagret mindst 3 år inden degorgering.
Fruens ubetingede favorit. Præcision i duften med masser af kalket mineralitet og god fylde. En vin med stor personlighed og kompleksitet. Et flot røget element passede godt sammen med den modne frugt.
2013 Exton Park, Blanc de Blancs, Hampshire England
En unik vin, der har ligget 11 år inden degorgering. Der er kun brugt druer fra de første 11 rækker af de ældste druer. En vin der lige er frigivet. 10 gram dosage.
Stor duft med masser af moden rugt og en del brødnoter. Frugt nok til at skabe balance. En kompleksitet med mere udviklede noter; macadamianødder og tørret abrikos. Stor fylde og længde. En intens vin, der kræver sin plads ved bordet.
Exton Park Demi-Sec, Hampshire England
3 års lagring og et blend af nogle af de ældste vine. Ønsket er at lave en vin med sødme, uden at tabe profilen af frugt. 35 gram dosage. 60 PN 40 CH. Tæt på samme base som til den almindelige brut.
Det bliver aldrig min favorit med demi-sec. Sødmen er ikke helt integreret og frugten kommer lidt slæbende bagefter. Fyldig og fornuftig ren i afslutningen.

2015 Exton Park, Cuvée M. Isaac, BBB, Blanc de Blancs, Hampshire England
Et eksperiment ud i hvor vildt det kan gøres. BBB = Barrel aged Before Bottling. Ren chardonnay. Opkaldt efter grundlæggeren. 9 gram dosage.
En stor vin, hvor frugten har fået ekstra dybde og kompleksitet af fadet. Det klæder den godt, uden at blive for vulgær. Min færste tanke var at det duftede af Puligny, hvilket de kun blev glade for at høre. Det er den modne frugt og fadets underliggende note der giver den tanke. Meget fyldig og ikke en terrassevin. Komplaks og lang afslutning. Stor vin, helt sikkert, men for mig lidt voldsom i sit udtryk.
Tak til Exton Park
En fantastisk smagning, hvor vi kom hele vejen rundt i sortimentet. Imponerende vine, hvor den røde tråd er præcisionen og den liflige syre. Vine med terroir og personlighed, det kan jeg lide.
Tak til Chris White for at lave forbindelsen, og tak til hele holdet hos Exton Park for at give os en fornem rundvisning i marker, kælder og smagelokale. Karl for flot gennemgang og Kit Ellen for godt selskab til smagningen.
Herunder følger en række billeder fra vores rundtur, som måske fortæller lidt af deres egen historie om vingården.






