#hyggewine

Blog, er det egentlig stadig relevant? I en verden hvor alting flyver afsted og et indlæg skal kunne overstås på få sekunder. Så er en blog måske “so much yesterday”. Jeg har dog danset rundt på disse sider siden 2007, og jeg vil ærligt talt være lidt trist over at lukke ned. Jeg kan se på mine tal, at der stadig lander folk på gamle indlæg fra tid til anden. Med mit nye job som produktchef hos H.J. Hansen Vin og Theis Vine, så har jeg ikke fået prioriteret denne blog i første halvdel af 2026. Nu vil jeg se om jeg kan få den til at rulle lidt igen. Jeg tænker stadig mange tanker om vin og får også smagt i mange forskellige sammenhænge. I dag får i et indlæg om et udtryk, jeg nyder at bruge: #hyggewine.

Her der 100% hygge for mig. I godt selskab, med god vin og lidt hapsere, midt i en af Danmarks smukkeste vinmarker Ørnberg.

#hyggewine

#hyggewine er et hashtag jeg har brugt gennem årene på Instagram. Det er mest ment om vine der giver noget glæde, om vine der giver lyst til at nyde og tænke sig om. Det er vine der lever, uden at stikke af. Der er ikke nogen regler, eller dogmer, der skal overholdes, det er blot mit eget udtryk. Brug gerne #hyggewine når du drikker en vin du nyder specialt meget, eller som du gerne vil dele med andre. Jeg kan se at andre også har fundet på udtrykket, så ingen eneret herfra.

Vinsmagning i forskellig sammenhæng

Når jeg smager vin, så kan det være i mange forskellige sammenhænge.
Nogle gange er det med ren fokus på indkøb til H.J. Hansen Vin og vores sortiment der. Så smager jeg meget sort/hvid. Hvem kan vi sælge denne vare til, med denne pris og udstyr? Hvis det ikke kan besvares, så skal der godt nok være stærke argumenter for at holde fast i vinen.
Andre gange som smager hos DinVinguide. Her kender vi emnet, men ikke vinene. Så smager man efter balance og mere objektiv kvalitet. Jeg prøver at udnytte skalaen, så der kommer noget spredning. Det kan man kun, hvis man også lader sin egen smager blande sig lidt. Vi kan alligevel ikke smage 100% objektivt.
WSET og Vinuddannelse. Her bedømmer vi vin så objektivt som muligt. Vi følger den systematiske tilgang til smagning, som er udviklet af WSET (og efterlignet af flere). Når man deler vinen op i underpunkter og til sidst foretager en kvalitativ vurdering, ud fra de punkter, så kommer vi frem til en konklusion. Det er så tæt på objektivt som muligt. Jeg elsker, når vi på den måde forsøger at tolke hvad vinmageren har gjort, for at komme frem til netop dette resultat.
Til middag hjemme. Altid svært, da jeg næsten ikke kan lade være med at gøre én, eller flere, af ovenstående. Som regle nyder jeg et glas mens jeg laver mad, og et til maden. Det giver god mulighed for at bedømme en vin på flere måder. Hjemme får jeg også bedre mulighed for at give vinen tid, som er en vigtig parameter. At smage den samme flaske over flere dage. Se udvikling, og afvikling. Nogle vine vinder på dag 2, 3 eller 4, andre taber det hele på gulvet på dag 2. Logikken i dette har jeg endnu ikke løst, kun nogle små tommelfingerregler til mig selv.
#hyggewine er vine hvor jeg glemmer at analysere og bare lader livet glide forbi og med. Åbner en god flaske, sætter sig i haven, eller i stuen, i godt selskab. Jeg drikker ikke alene. Ikke nogen bestemt årsag, men jeg vil bare helst nyde vin i selskab med andre. Det er hyggeligt og rart. Her passer en #hyggewine rigtig godt ind i billedet.

Hvad er så en #hyggewine?

Ja, midt i et travlt første halvår af 2026 så er det faktisk sjovt at kigge kamerarullen igennem. Her kommer lidt eksempler på vine, som jeg smider i denne kategori. Vine som jeg kan se tilbage på, med ekstra stor glæde.

2021 La Porte Saint Jean, La Perlée, Vin de France

Jeg var lige startet i H.J. Hansen Vin, min første aften i Odense. Jeg nød en herlig middag på Kok & Vin med min nye kollega Christopher Kok og denne vin kom på bordet, sent på aftenen. Gammel chenin blanc fra Loire, der bare er fremstillet helt umanipuleret og rent. Smæk for skillingen, præcis og levende, lige som man ønsker det. Vi havde drukket god vin inden, Grivot og Belargus m.m., men denne ryddede alligevel pænt op og viste hvad den ville. En herlig vin, som jeg senere på året nød i rød udgave, på samme dejlige restaurant. PS: Vinen er ikke fra vores sortiment hos HJ Hansen.

2021 Joh.Jos. Prüm, Riesling Spätlese, Wehlener Sonnenuhr, Mosel

Ja, jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at have vin med fra vores sortiment hos enten HJ eller Theis, det kommer så naturligvis ikke til at lykkes. Der er mange vinhuse her som jeg har nydt gennem mange år og det er herlige gensyn. Der er også nye perler. Prüm er en producent jeg har set op til i mange år. Det er fantastiske vine, som har en nerve som kun få kan præstere i Mosel. Denne 21er stod fuldstændig skarp og præcis. En stil jeg elsker, og en stil vi elsker at drikke hjemme hos os.

2021 Stokkebye Vingård, Frank, Solaris, Bovense, Fyn

Ja, en enkelt dansk vin, som ikke er Njord, skal der også være plads til. Denne flaske havde jeg selv med til et godt selskab. Den er overbevisende og viser virkelig noget af det potentiale der er i dansk vin. Netop denne flaske blev bare åbnet på det helt rigtige tidspunkt og stod vibrerende og levende i glasset. Guf.

2022 Niepoort, Redoma, Douro

Én af mange gode flasker fra Niepoort der er nydt i dette halvår. Fantastisk at få lov til at arbejde med dette vinhus, og denne familie, igen. Denne flaske blev nydt sammen med min kollega Xavier, samt Daniel Niepoort og Stefano i Douro. Stedet og menneskerne er altid med til at skabe en vin. Denne vin, denne aften, i dette selskab var en stor fornøjelse.

Domaine de Lambrays

Vi havde en fantastisk tur til Bourgogne i foråret, sammen med mine kollegaer Xavier og Casper. Mange gode timer, mange gode flasker. Dette billede fra besøget hos Domaine de Lambrays viser meget godt det liv og den hygge der også er i Bourgogne. Et sted hvor mange vine kan få #hyggewine prædikatet.

Vin i glasset, med udsigt til en vinmark. Det er altså noget af det der giver varme i maven. Det er hygge og god stemning, det nyder jeg. Her står jeg med et glas rosé i en vinmark i Armenien. En virkelig interessant uge, med besøg på vingårde og en masse smagninger. Vinene i Armenien svinger i kvalitet, men dette glas gav en god følelse.

2016 Comte Georges de Vogue, Musigny, Grand Cru

Én af flere mindeværdige flasker fra vores 10 års jubilæumsmiddag. En dag jeg sent kommer til at glemme. Vinuddannelse.dk startede jeg sammen med Malene i 2016 og vi kører videre. Ganske få gange får vi sat os ned og nydt et par gode glas vin sammen, det er altid en fornøjelse. Denne aften havde vi vores undervisere med ude og spise, og fyldte glassene med vin fra vores egne kældre. Det bedste man kan gøre med vin, er at dele den med folk man holder af. Denne Musigny vil blive husket, både for selskabet og vinens ånd i sig selv. Den er ikke nem, men den viser elegance.

La Rioja Alta

Gammel Rioja er nærmest det perfekte #hyggewine Det er vine som kræver tid og omtanke. At arbejde med disse perler fra La Rioja Alta er en stor fornøjelse, hver gang de rammer glasset og man har tiden. De skal have luft og så skal de bare nydes over lang tid. Så åbner de sig op. Starter lidt generete og tunge, så strammer de op. Så kommer frugten på plads, så kommer syren snigende bagfra og lige pludselig står man med et gude-glas vin! Vin der kræver tid og hvor fordybelse betaler sig.

Er det det?

Nej, listen kunne være meget længere. Den stopper her, men har måske vist lidt af de vine jeg har nydt gennem det sidste halve år. Alle vine man kan sidde og hygge sig med.

Vil du ellers gerne følge med i hvad jeg drikker, så opdateres min Instagram nærmest dagligt.

Næste indlæg kommer i næste uge, med fortællingen om et besøg i England på en vingård.