Chassagne- x Puligny-Montrachet

Ja tak, det er bare de to bedste kommuner til hvid Bourgogne. Dermed kan vi også godt konstatere, at Chassagne-Montrachet og Puligny-Montrachet er de to bedste steder i verden til at dyrke Chardonnay. Uha, nu sidder der en amerikaner, eller måske en sydafrikaner, eller en australier og mener noget andet. Det er også ok, men jeg elsker nu engang hvid Bourgogne. Det er dyrt ja, men det er bare referencepunktet for chardonnay, i min verden.

Flere hundrede års historie er en del af forklaringen. En historisk viden der er indarbejdet i produktionen, hos alle i områderne. Vi smagere kan have forventninger til, hvordan Chassagne og Puligny skal smage, Nogle gange får vi det bekræftet, andre gange det modsatte. Det er jo en del af charmen ved vin, historiens brede vingesus.

2020 Paul Pillot, Les Champs-Gains, 1er cru, Chassagne-Montrachet

Beliggenhed er alt i Bourgogne, og det nyder vi at have med i tankerne når vi nyder disse vine. Dette kort udsnit er fra Bourgogne Maps. Det viser, at marken ligger lige syd for Chassagne by.

Paul Pillot har jeg haft fornøjelsen af at besøge, i 2019, og det var en stor oplevelse at smage vinene i kælderen. Vinene laves i dag af de to søskende Thierry og Chrystelle. Vi havde smagning med søsteren. Jeg har gennem årene smagt en del fra dette domaine og synes altid at niveauet er højt. Meget ekspressive i næsen, som så strammer mere til i smagen med god mineralitet.
Denne flaske passede på alt hvad jeg forventede. Super åben og givende i næsen; moden frugt med skarp mineralitet. En mente nærmest Chablisk mineralitet, andre, mig selv inklusive, mente måske mere Chassagne-kalket mineralitet. Uha, men kan gå i dybden. Meget charmerende smag, med utrolig syre. Åbner op med lidt temperatur og giver en vin med stor mundfylde, der alligevel strammer flot til i smagen. Jeg har noteret mig 96 point på denne.

Her billede fra smagningen i 2019.

2020 Jean-Claude Bachelet, Les Aubues, Puligny-Montrachet

Værtens import, serveret fra magnum. Jeg er vild med Bachelet, ganske som mange andre. Altid elegant, altid præcist i sit udtryk. Les Aubues er et “lieu-dit”, altså en mark der har et navn, men ikke er klassificeret som 1er cru eller grand cru. Les Aubues ligger i et smørhul med et par andre berømte marker i Puligny, som altid leverer druer af høj kvalitet, lige udenfor klassikfikationen.

Les Enseigneres og Les Aubues, ligger sammen her. Les Aubues lige på grænsen til Chassagne-Montrachet. Selv med mine arme er vi kun et stenkast fra grand cru markerne, lidt oppe af skråningen.

Et helt andet udtryk, som er mere slankt, kølig flintet stil og med noter af den reneste friskpressede citron. Nærmest skærende syre, der holder den som på en violinstreng. Danser og synger i glasset med liv og finesse. Rammer 94 point på dagen for mig.

Grand Cru, 1er Cru eller Village

Den interessante snak om bordet gik her på forskellen mellem 1er cru og village. Ja, Bachelet er en super producent og vinen ligger lige på grænsen til det bedste, men den har faktisk kun koncentration som en village. Her “udstillet” af den intense, og mere dybe, 1er cru fra Pillot.
En klog vinbonde forklarede mig engang forskellen på Grand Cru, 1er Cru og Village på følgende måde:
– Grand Cru leverer altid druer af højeste kvalitet, i alle årgange
– 1er Cru, de bedste marker, kan levere druer af grand cru kvalitet, men gør det absolut ikke hvert år
– 1er Cru, de mere almindelige marker, leverer druer af god stabil kvalitet, men rammer nærmest aldrig grand cru niveau
– Village, her er druer der kan udtrykke kommunens karakter, men som bare ikke har samme koncentration