Cos d’Estournel 2015 – klasse

Vores snak om Bordeaux, blandt modne mænd, passede perfekt til det næste sæt vine. En outsider fra Washington State, der havde det svært, og en klassiker fra Saint-Estephe. Det kan godt være at Bordeaux ikke er det mest sexede på den Københavnske restaurantscene i disse år, men når det er godt, så giver det ro i maven.

Hvad sker der egentlig med Bordeaux?

Bordeaux er tæt på at være i krise, og det kommer dig til gode som vinelsker. Priserne er attraktive og du får utrolig meget vin for pengene. Stabiliteten, og den høje sikre kvalitet, har nok aldrig været højere. Som ny vinelsker er det måske svært at finde rundt i Bordeaux, men det er det hele værd når du fanger detaljerne. Det er vine der kræver lidt tid, gerne mindst 10 år fra høståret, gerne mere. De største vine er ikke billige, men heller ikke umulige at komme i nærheden af. En stor fordel er, at produktionen er større end for mange andre kultvine, så det er nemt at finde på markedet.

2015 Chateau Cos d’Estournel, Grand Cru Classé, Saint-Estephe

Cos d’Estournel ligger i Saint-Estephe i det nordlige Bordeaux. Det er et smukt slot, som jeg besøgte for mange år siden. Et slot der er bygget til vinproduktion. Når man træder ind gennem de indisk inspirede store trædøre, så træder man bogstavelig talt lige ind i fadkælderen. Absolut et besøg værd, hvis du er i området.

En stor vin, det var tydeligt straks man stak næsen i koppen. Klassisk Bordeaux, på den store klinge, lige som jeg elsker det. Det er dog også meget forudsigeligt. Dyb rumlende frugt, båret af solbær, suppleret med læder, kaffe og en støvet vej. Frugten åbner op og kommer rullende i flere lag. En vin der folder sig ud, arbejder sig rundt i manegen og kommer tilbage igen. Stort og lækkert.

Man (læs:jeg) føler sig tryg, når man får den type vin i glasset. Der bliver bare leveret og sjældent bliver man skuffet. Det er stabilt og rigtig godt. Den eneste anke, er at det måske ikke kilder på samme måde i maven, som når en rød Bourgogne rammer dagen.

Outsideren fik jeg ikke taget billede af, men det var: 2020 Andrew Will, Two Blondes Vineyard, Washington State. Den fik ærlig talt en svær kamp, og skulle absolut have været vurderet inden den store Cos. Pyt, det var tid til Kabinett fra Saar…