2012 Frederiksdal Gods, anmeldelse med noter

Frederiksdal Gods fortsætter successen. Disse 3 vine er netop kommet på markedet og nogen sendte mig et par flasker til at bedømme. Jeg må indrømme at jeg nu har smagt dem et par gange, dels herhjemme og dels til Dansk Vinskue hvor vi blev præsenteret for de samme vine blindt. Jeg er igen i år yderst begejstret for hvad Frederiksdal sender på markedet og endnu engang understreger smagen hvad de kan. De kan få hver enkelt af deres kirsebærvine til at smage af så meget mere end kirsebær, og det ser jeg som deres bedste præstation. Måden hvorpå de gør det er forskelligartet, hvilket giver en god håndfuld forskellige vine under deres etiket. Sammenlignet med de andre gode kirsebærvine på markedet, som jeg har smagt, så er det kompleksiteten der er mest imponerende her. En anden virkelig god spiller på markedet er Cold Hand Winery, der med deres kirsebærvin laver en lidt anden stil. Meget ren og fokuseret i frugten, men ikke med så mange andre smagsnoter indover.

Kirsebærvin Lolland Dansk Vin
Nå, men til selve smagningen. Flaskerne blev åbnet i går aftes og smagt både kolde og varmere. I dag er de smagt på samme måde og begge dage over et spænd på flere timer. Det mest bemærkelsesværdige er hvor meget vinene har udviklet sig på denne tid. 2012 Vintage var fra start virkelig ikke den mest behagelige vin i glasset. Startede nærmest med for høj syre og utrolig spids i sit udtryk. Et meget dominerende element af blåbær skabte en kedelig ubalance. Dette ændrede sig dog markant, efter 2 timers luft. Med lidt tid i glasset blev det endnu bedre, og bedste smag må tilskrives den sjat jeg lod stå i glasset natten over. Altså må anbefalingen virkelig være at denne skal dekanteres for at give den bedste oplevelse – og jeg det kan godt betale sig.

IMG_87382012 Frederiksdal Gods, Kirsebær Vin, Lot 13-01, Lolland – en mere kompleks vin end de tidligere årgange. Og en vin hvor jeg gætter på et højere syreniveau, der giver en bedre friskhed i den endelige vin. Her er masser af blåbær og umodne brombær fra skoven, samt naturligvis friske kirsebær. En friskhed der dels kommer fra en høj syre, men også en skiffer-agtig mineralitet. Der kommer lidt friske mynteblade og spiller med i eftersmagen, som kun giver en herlig kant. Her er rigelig sødme, men den holdes flot i skak af friskheden. For mig er dette en mere komplet vin end vi har set i de tidligere årgange. 91 point.
Dette er Frederiksdal Gods’ visitkort/vintage/almindelige eller hvad vi skal kalde den. Her produceres i større målestok og alle de små finter vi kan se på visse af de andre udgaver, er sværere at lave her. Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad de har ændret så markant med 2012, men noget må de have gjort. Denne udgave er tappet direkte fra ståltanke, for at bevare mest mulig frisk frugt.

Kirsebærvin fadlagretFrederiksdal Gods, Sur Lie, Lot 13-03, Lolland – den lagrede udgave af årets 3 frigivelser. Ses straks på en lidt mere teglfarvet kant i glasset og duften kommer også på banen med mere udviklede noter. Der kommer lidt noter af læder og lidt hengemte/syltede bær i næsen. Klart mest kirsebær, men også modne blommer og kandiseret citrusfrugt. Smagen har større mundfylde og sødme, samt en mindre klar frugtsyre profil. Her er en flot balance hvor sødmen kommer først med udviklede noter i retning af tobak og lakrids, derefter kommer syren trækkende frem og renser og efterlader friske røde kirsebær på smagspaletten.  Det er her når de får lidt udvikling på fad, og bundfald, at de komplekse noter kommer i spil. Denne vine lever og jeg nyder at sidde med den i glasset og udforske nye noter gennem længere tid. 93 point.
Sur Lie er en lagringsmetode der ses i Frankrig, især i Muscadet. Idéen er at lagre mosten sammen med bundfaldet, dvs. gærrester og andre urenheder, for at tilføje kompleksitet. Her gør man så også det at man sammenstikker vinen af flere årgange, for også at få de mere lagrede noter ind i vinen. Mit bud er at mundfylden kommer fra sur lie metoden og noter af tobak og læder kommer fra den udvidede lagring på egetræsfade.

New Nordic Cherry LikørFrederiksdal Gods, New Nordic Cherry Likør, Lot 13-04, Lolland – kan du lide ren kirsebærfrugt, så er det lige her til dig! Overraskede mig da jeg stak næsen i koppen, fremstår virkelig sødlig, syltede bær, kommer til at tænke på min mors italienske amarena kirsebær som vi altid fik når der var fest i barndomshjemmet. I smagen er den også helt ren, meget røde kirsebær og en kølig undertone af noget mineralsk. Her er ærmest en sammensmeltning af våde flintesten fra sommerens regnvejr og så de bedste modne røde kirsebær man kan finde i trætoppene. Denne her bringer virkelig minder og tanker tilbage til barndommen. Flot og super lækker. 93 point.
Likør er nyt fra Frederiksdal, og man må åbenbart i disse moderne tider, gerne blande flere sprog sammen i titlen på en sådan. Budskabet er klart, man mener selv at man har lavet en ny og bedre likør end tidligere kirsebær likører, da kirsebærene har gæret en anelse, inden blandingen med sukker og alkohol. Iflølge hjemmesiden skulle det give yderligere kompleksitet, og det vil jeg ikke benægte.

Samlet set en rigtig flot serie fra Frederiksdal Gods med deres Kirsebær Vin fra Lolland. Jeg glæder mig til at se hvordan disse vine vil udvikle sig i årene der kommer.

Se også min smagning af enkeltmarksvinen Nielstrup Mark i 2 årgange HER!

Og HER mit besøg på godset i forsommeren 2012.