For nylig skrev jeg om det ubehagelige element i Barolo vine, derfor var det en endnu større fornøjelse at få denne i glasset forleden. Vinen kom som én af mange flasker til en smagning i privat regi.
Tak til Thomas for at medbringe denne lille perle.
1959 Marchesi di Barolo, Vino Barolo, Piemonte – fabelagtig teglfarvet i glasset. Duften signalerer først og fremmest moden vin. Her er klart overvægt af sekundære toner med tørt læder, støv og gammel tobak. Når de indtryk sorteres fra, så kommer alt det sjove ind på nethinden med smukke florale noter af sorte roser, violer og en anelse rød frugt bagerst. Udvikler sig fint, men holder sig klart i den modne del af skalaen. Holder sig flot i glasset og bliver ikke træt i de godt 20 minutter jeg har den stående.
Smagen er perfekt balanceret med bløde tanniner der stadig holder fast i frugten og en herlig rensende frisk frugtsyre. Noter af tørre rosenblade, kirsebær og kandiseret orangeskal. Samlet set en flot frugtprofil, der slet ikke var færdig. En meget elegant vin, der var en fornøjelse at smage.
Jeg endte med at gætte Barbaresco 1964 på denne, grundet den utroligt store elegance og blødhed. Havde forventet lidt mere bid i en Barolo, selv med alder.
Med 54 år på bagen må denne kaldes som moden, men ikke død. Det er en robust vin, der har nået toppen af sit plateau, og bliver her de næste små 10 år. Vi må blot glæde os over at man lavede Barolo på den måde i 50’erne, så vi kan få de smagsoplevelser i dag. Det er min helt klare overbevisning at en standard Barolo, fra en af de større producenter (volumenmæssigt), ikke kan holde +50 år mere. Skal vi glæde os over at de er blevet bedre til at kontrollere tannin og frugtsyre? Ja, det synes jeg. Som Søren Frank så glimrende beskriver det i sin Barolo bog, så er der sket en stor forandring de senere år, hvor traditionalister og modernister har nærmet sig hinanden på glimrende vis.