Not just another Beaujolais

Beaujolais er ikke hvad det har været, eller det vil sige; du kan stadig få tynd og sjasket saft på flaske fra området. I de senere år er der sket en fantastisk forandring til det bedre. En bølge af super seriøse producenter har sat deres udbytte ned, begyndt at arbejde økologisk i markerne og meget mere. Resultatet er at du i dag kan få en vin fra området, der er en seriøs spiller i glasset. Merlin er en af disse seriøse drenge. Først lad os se hvad der var i glasset denne aften:

2009 Olivier Merlin, La Rochelle, Moulin-a-Vent
2009 Olivier Merlin, La Rochelle, Moulin-a-Vent –
 koncentreret sort frugt i næsen. Blomme, peber og friske urter. Det her stemmer på ingen måde overens med hvad jeg lærte om Beaujolais vine for 20 år siden. Smagen er kølig med mineralitet først, derefter røde kirsebær, umodne næste grønne jordbær (endelig noget der passer med lærebogen om Beaujolais). Sætter sig fast i munden med tannin og en frugtsyre i den høje ende. En lav mundfylde, ganske som forventet, men en smagsintensitet der rammer højt på barometeret. Det her opfatter jeg klart mere som en seriøs rødvin, end en let og enkel Beaujolais. Det her er en af mange vine der viser det store potentiale der er i de bedste kommuner, så som i dette tilfælde Moulin-a-Vent, men kunne også være Fleurie eller Morgon for den sags skyld.  Yderst velsmagende glas rødvin, der passer fint til åbningen af OL i Sotchi.

Gamay er druen der hersker og i langt de fleste tilfælde gæres efter Maceration Carbonique metoden. Ved denne metode, så putter man de hele klaser ned i en lukket tank, hvor Co2 fra den alkoholiske gæring skaber et overtryk i tanken. Dette tryk er så med til at presse de resterende druer. Denne metode er yderst velegnet, hvis man gerne vil have en vin med stor frugtighed og ikke så mange tanniner. Dette har i mange år været kendetegnet for vinene fra Beaujolais. Denne vin høstes ved under 25 hl/ha, hvilket er lavt. Gæringen foregår i lukket træfad og alle de dårlige klaser er sorteret fra inden de kommer i vineriet. Efterfølgende ligger vinen i små egetræsfade i næsten et år, inden den tappes ufiltreret. Der er ikke sparet på noget, for at få koncentreret saft i flasken og det virker!

Disclaimer: Vi forhandler vinen hos min arbejdsgiver Otto Suenson, men vinen er indkøbt af mig selv.