Nytårsaften 2012 – Champagne, hvidvin, rødvin, Kirsebærvin og fremragende selskab

En Nytårsaften hvor vi skulle være på hjemmebane i gode naboers selskab. Vi var 5 voksne og 3 børn og en fantastisk stemning. Tusind tak til alle i selskabet for at skabe en god aften og servere nogle dejlige retter. Det var hovedsageligt Michael og undertegnede der stod for maden. Vinene havde jeg sat med stor fornøjelse og interessant var det at konstatere inden start, at disse 10 vine kom fra 9 forskellige leverandører.

10 vine

10 vine

Det glæder mig at se at der er så god bredde i min lille kælder. Jeg takker alle danske vinimportører som har været med til at gøre mit 2012 til så spændende en smagsoplevelse. Ud over de 9 der leverede til i aften er der så mange andre interessante importører derude.

Her kommer menuen med vine og mine kommentarer.

Kirsebær, gin, sparkling

Kirsebær, gin, sparkling

Velkomstdrinks

Ville have lavet en ”French 75”, men da jeg ikke fik lavet sukkersirup, ændrede jeg spillet. Vi endte med at lave denne lille Champagne-cocktail:

Gin over isterninger, Sparkling Wine på toppen og så et godt skvæt Frederiksdal Gods KirsebærVin 2009. En dejlig frisk drink med god syre til at give bid og sødme nok til at nyde.

____________________________________________________________

Nytårstale

Østers

Her var en håndfuld østers på bordet og Lucas havde en flot debut.

Ruinart rose MG

MG Ruinart Rosé, Champagne – den rigtige størrelse til Champagne; Magnum! En flaske der har ligger længe på lager, så rigtig flot udviklet med stor dybde og kompleksitet. Så meget Pinot Noir karakter at den næsten smagte som en mousserende rødvin. Stor bredde af især fine røde hindbær og jordbær. Glimrende til østers, men endnu bedre til:

Laks tun1. servering: Lakserillette og tunmousse på toast. Velsmagende fiskeanretninger fra nabofruen. Her fortsatte vi med Ruinart…
____________________________________________________________

Ærtesuppe

2. servering: Ærtesuppe med kammuslinger. Suppen blev lavet ved at kombinere og tilpasse et par forskellige opskrifter på nettet.

– 2 løg sauteres i bunden af en gryde
– 1,5 liter bouillon tilsættes. Her blev brugt en grøntsags/kylling fra fryseren
– Salt og peber

Kog i 5 minutter, blend og køl ned. Serveret i isglas med frisk stegte kammuslinger og et par hummerhaler.

2008 Arwen

2008 LilleØ, Arwen, Solaris/Sauvignon Blanc/Silvaner/Riesling, Lilleø – En rigtig interessant vin fra en lille ø nede ved Lolland. Fremstillet af folkene fra Noma og Anders Selmer fra Fiskebaren. Jeg har smagt denne et par gange før og var spændt på hvordan den ville være med et par år i flasken. Ingen tvivl om at denne vin har potentiale og klart har det bedst med lidt alder. Fremstod som en god ledsager til ærtesuppen. Aromatisk, græs, Sauvignon Blanc duft, sprød frugtsyre, hø, dyb hyldeblomst med sødmestrejf, fin elegance med intensitet og længde. Bred med kompleks duft af gule blomster og frugt.

____________________________________________________________

Foie gras

3. servering: Foie Gras, pølse fra Kalu, med Verdens Bedste Brød. Velsmagende og så fik vi også lidt fedt

2005 Auslese

2005 Heinz Schmitt, Neumagener Rosengärtchen, Wurzelechte Reben, Riesling, Auslese, Mosel – En producent der har været på bordet en del gange i 2012 og derfor også skulle være med her til aften. Vi takker Vin&Vin, hvor vinen er købt. Bred sødme, botrytis grå, frisk grøn melon, hvid kalk. Smagen er sød med abrikos, kandiseret appelsin, citrus. Fremstod med god friskhed sammen med retten og havde en herlig frisk eftersmag.

1996 Auslese

1996 Reuscher-Haart, Piesporter Goldtröpfchen, Riesling, Auslese, Mosel – Indkøbt i et supermarked på Fyn. Rav, tung appelsin. Intens syre, citronskal, lidt kort med med fin elegance og højtliggende mineralitet. Lang stil med abrikoskerne… Klart en tungere og mere udviklet vin, men stadig med potentiale til et par år.

____________________________________________________________

Oksefilet

4. servering:  Oksefilet, dansk som grillede bøffer med puré af rodfrugter og sprød salat. Tre rodfrugtpuréer jeg havde lavet. En på persillerod med sort trøffel, en på rødbede med hvidløg og kogt i kraftig fond. En der mere var en grov mos på kartoffel og gulerod. Sammen med Mihaels yderst vellykkede Bearnaise var det en stor servering som lukkede den sidste sult ude. Kombinationen på tallerkenen synes jeg var dejlig vellykket med en del smagselementer, og et sprødt indslag oppe i hjørnet.

2001 Jadot Gevrey

2001 Louis Jadot, Clos Saint-Jacques, Gevrey Chambertin 1’er Cru, Bourgogne – en dejlig modnet Bourgogne fra Wine.dk. Sidste flaske fra en kasse og nu bedre end nogensinde. Fortæller mig at Jadots vine har et super potentiale til at udvikle sig. Skulle egentlig have været til maden, men endte sine dage som en perfekt balanceret køkkenvin. Så fin frugt og kølig appelsin karakter der viste sit Gevrey ophav.

2006 Gresy Barbresco

2006  Marchesi di Gresy, Martinenga, Barbaresco, Piemonte – Stor volumen i denne Barbaresco. Indkøbt i Otto Suenson & Co. Åbnet fra morgenstunden og dobbeldekanteret et par timer før middagen. En stor og meget åben bouquet med sekundære læder og nøddenoter. Masser af frisk frugt og i munden en eksplosion af frisk frugt. Her blev lukket op med blommer, hindbær og kirsebær. En frugtsyre og et tannin niveau der matchede den kraftige servering – perfekt kombination i min optik!

____________________________________________________________

Oste

5. servering: Ost; Arla Havgus, Mont d’Or, Sønderhaven (hvidskimmel), Tomme d’ Savoie. Et dejlig vifte af intense oste, serveret med mit eget Rosmarinbrød til.

Niepoort 30 y Tawny

30 Years Tawny Niepoort, Porto – fra Skjold Burne var min afskedsgave fra Personaleforeningen på bordet. Siger hermed tak til mine gamle kolleger for en god tid sammen med Jer i Taster Wine.  Stor kompleksitet med nødder, mandler og så en umiskendelig frisk kirsebærfrugt. Jeg elsker når moden Tawny også har frisk frugt med på smagspaletten. En vin der bare udvikler smagen lige så længe den står i glasset – amazing! Thank you Niepoort for producing such lovely quality Port!

____________________________________________________________

Creme brulee

6. servering: Creme Brulée med jordbæris. Perfekt, men måske også en anelse tung desser på dette tidspunkt? Jeg spiste hvert et hjørne af skålen og nød det.

Beerenauslese

2006 Heinz Schmitt, Klüsserather Bruderschaft, Riesling, Beerenauslese, Mosel – ja så kom der lige en ½ flaske flydende guld på bordet fra ham igen. En glimrende ledsager der havde den fornødne syre til at skære gennem denne creme.

____________________________________________________________

Desserten

7. servering: Chokolademesterværk i flere lag fra Michael. Chokoladekage nederst, ly chokolademousse ovenpå og øverst limemousse, sprøjtemalet med hvid chokolade. Hold da op en flot dessert – tak for den.

Frederiksdal Rancio

2011 Frederiksdal Gods, Rancio, Kirsebær Vin, Lolland – naturligvis skulle Frederiksdal med på holdet denne aften, ud over velkomsten. Kompleksiteten og dybden i denne matchede den lyse chokolade på fineste vis, men ellers kan man jo nyde denne helt alene uden problemer. Kombinationen af frugtintensiteten og de sekundære noter fra Ranciolagringen giver en unik balance og smagsbillede fra disse Kirsebær Vine.
____________________________________________________________

Meinklang

2012 Meinklang, Weiser Traubensaft, Østrig – eneste vin til børnene. En velsmagende biodynamisk druemost, som mine drenge elsker. Glad for at Krone Vin dermed også fik leveret en enkelt flaske til denne aften. Lasse har igen i året stået for nogle interessante vine for mig.

Endnu engang; tusind tak til alle i smukke mennesker for en dejlig aften!!

Smukt selskab

Asti hund

Molly

Ruinart