Et herligt ophold på Grand Hotel Lund

Vi var inviteret i byen og spise af et par gode venner. Konceptet var enkelt: afgang fredag eftermiddag og hjemkomst 24 timer senere. Hvor vi skulle hen stod hen i det uvisse, indtil vi passerede Øresundsbron og blev informeret: Grand Hotel i Lund. http://grandilund.se/
Det skulle vise sig at udvikle sig til en fantastisk gastronomisk rejse i nabolandet. Efter at have vasket rejsestøvet af os, satte vi os til bords og nød en “Gourmetmenu”. Vinmenuen der var sat til, var ikke lige til vores ønsker, så vi ”ofrede” os og gik ombord i det omfattende vinkort. Imponerende udvalg, med stor dybde på de klassiske sikre vine; Bordeaux, DRC, Ornellaia, Vega Sicilia og så videre i den dur. Men, det er jo ikke nogen kunst at købe god vin til 15.000 svenske, langt sjovere var det at kigge på de knap så oplagte vine. Udvalget her, var betydelig mindre, desværre. Især undrede jeg mig over at der kun var 3 tyske vine på kortet?!??? Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, endte vi på det oplagte og bedste valg til os 4, Champagne og Pinot Noir.

Første ret var: Creme Ninon med Champagne, samt Ravioli fyldt med hummer og krabbe. Super flot servering med lidt æble og selleri på toppen til at give lidt modspil. Til de to første retter drak vi en fantastisk flaske:
NV Andre Clouet, 1911, Champagne Grand Cru – en unik Champagne, fremstillet på Pinot Noir, men stadig hvid – en Blanc de Noir. Kun fremstillet i 1911 flasker om året. 50% fra 1996, og 25% hver fra hhv. 1995 og 1997. En meget flot bouquet med røde bær, rugbrød og citrus i skøn harmoni. Smagen intens med stor frugtkoncentration, hindbær, jordbær og frisk citrus karakter. Enorm lang eftersmag og fantastisk til den første ret! Voksede og udviklede sig over hele aftenen i glasset.
Til den anden ret, passede Champagnen knap så godt: Andeleverterrin med syltede æbler og svampe. Anden var lækker, og balancen på tallerkenen var i top med god friskhed fra svampene.

Herefter var det tid til hovedretten:
Hjortefillet med glaseret selerifondant, tranebær og kaffesky. Når man godt kan lide kaffe, så kan man undre sig over hvorfor man ikke kunne smage den her. Ellers lige efter bogen, perfekt stegt og en rigtig fornuftig mængde på tallerkenen. Hertil drak vi en fantastisk flaske Bourgogne. Jeg har smagt den samme vin for år tilbage til en privat smagning. Dengang diskuterede vi om frugten ville kunn være med op mod den store mængde fad. Det var der mange der mente dengang og her i aften fik jeg det bekræftet:
1995 Dom Laurent, Gevrey Chambertin, Lavaux St. Jacques 1’er Cru – imponerende duft med alt hvad hjertet kan begære fra sådan en moden Bourgogne. Stor svedig læder butik, modne brombær, friske kirsebær og lidt krydderi fra fadet, men absolut i baggrunden. Smagen var et studie i harmoni, syren og sødmen i perfekt balance. Masser af moden frugt og lidt brune nuancer fra alderen. En vin der virkelig havde åbnet sig og hvor fadet havde tilført kompleksitet med årene.

Herefter inviterede overtjeneren os med i kælderen og se på udvalget af gode flasker. Med på turen var et enkelt glas:
NV Andre Clouet Brut Champagne – jeg så ikke flasken, men fik fortalt at det var den normale udgave. Ganske fin i strukturen og god frisk citrus. Fortrinlig som ganerenser uden den store kompleksitet.
Meget imponerende kælder, en næsten komplet Château Mouton Rothschild samling tilbage til 1945. Store formater og så alt det andet guld fra kortet. Smukt smukt. Giv mig en proptrækker, godt selskab og et par glas…

Vel oppe i restauranten igen fik vi serveret 3 små stykker ost, pæne uden at vække dybe minder.…

Read More »

Blandede bolcher, blindsmagning i privaten

Smagning med et større udvalg af ost og kød, super lækre oliven og soltørrede tomater. Jeg havde inviteret et par gode venner fra branchen og havde bedt alle om at medbringe en flaske eller to. Meningen var at vi kunne smage blindt og se hvad vi kunne gætte. De kloge hoveder blev lagt i garderoben og så hyggede vi os ellers derfra.

Invalid credentials
Dubl, Spumante, J. Selosse og Feudi di San Gregorio – ok frisk med lidt citrus og let stil.

1996 Salon, Champagne – sidst smagt for 10 måneder siden hvor den var frisk og med god penetrerende syre. Nu havde verden forandret vinen; stor kraft og power. Rugbrød, citrus og lidt orange karakter. Enorm kompakt i munden, men stadig med god fokus. Imponerende glas Champagne og ekstrem udvikling.

2005 Cuilleron, Condrieu, les Chaillets – sent høstet udgave. En virkelig flot vin med stor duft, tropiske frugter og lidt fad. Munden var præget af den meget lave syre, stadig samme frugtkarakter. Blev holdt oppe af en god mængde mineralitet og integreret ristet fad. Stor vin, der på ingen måde var gået død i sværen. Jeg kan ikke huske hvor jeg startede med at gætte, men det lykkedes mig at finde Condrieu.

1999 Leeuwin Estate, Chardonnay, Art Series, Australien – prop. Man kunne godt fornemme stor kompleksitet og høj frisk mineralitet, på trods af alderen. Den kunne have været sjov at gætte rundt i Bourgogne på.

2005 Knipser, Cuvée X, Pfalz – her blev vi revet rundt, alle andre steder end Tyskland!! Mit første og stensikre bud var Bordeaux, nærmere bestemt Saint Julien! Flot rød farve med teglkant. Herlig afstemt bouquet med mokka, chokolade og brombær med lidt fad. Medium i sin balance i munden med fantastisk flot balanceret frugt koncentration. God kølig stil med lidt bitter og tør tannin til sidst. Virkelig imponeret lavet, blanding af Cabernet Sauvignon/Merlot/ Cabernet Franc. Havde dette været stor Bordeaux, så var jeg ikke blevet skuffet.

2004 Grange des Peres Blanc, VdP d’Herault – klar og gylden i glasset med vanille, smør og røg i duften, lidt marcipan, men meget fokuseret. Blød på tungen, relativ lav syre, måske pakket lidt ind. Den lukkede mere op for posen i løbet af aftenen. Stor palet af blomster og sule/orange frugter. Mit bud røg til Bourgogne igen, det var nok fadet smukke integration. Derefter til Languedoc. Virkelig en stor vin med et langt liv foran sig.

Endelig tid til min første servering i aften:

1999 Quorum, HASTAE, Barbera d’Asti – enorm mørk. Tæt og mørk duft, mørke kirsebær og lidt frisk blomme. Lav tannin i munden med relativ høj frugtsyre, bitter kirsebær, flot balancerende på en bom! Penetrerende og utrolig holdbar i munden! Alle gættede Bordeaux … Virkelig en stærk vin, hos Parker er han uenig med Galloni om point; Galloni 88, R. Parker 95.

2004 Vieux Château Certan, Pomerol – rød bindbær med lidt urter og kølig frisk frugt. Meget lidt fad i duften. Meget ren og fokuseret i smagen, næsten ensporet, men positivt ment. Meget køligt udtryk med en anelse læder. Flot og rolig. Ca 70% merlot og 30% cabernet franc. Mit bud gik til Spanien, hvor end det så kom fra.

2004 Les Trois Marie, Roussillon – er kun blevet endnu mere kompakt siden sidst jeg smagte den. Stor voldsom frugt og masser af peber og animalsk stil. Virkelig flot sat sammen. Den blev ikke serveret blindt, men alle var glad alligevel. J

1999 Heitz Cellars, Cabernet Sauvignon, Napa Valley – lidt varm acetone, maling, brombær jam i duften. Mere balanceret og rar i munden, godt skud fad, søde modne bær strammet godt op af tørstof fra fadet og gode sunde tanniner.…

Read More »

1997 Italien m.m. blindsmagning

En hyggelig fredag aften i selskab med den gamle mad og vinklub. Vi har kendt hinanden gennem 10 år, fra en gammel fælles arbejdsplads. Herligt at mødes en gang imellem og sige hej! Der var linet op med lidt bruschetta, lasagne og i den grad et oste/pølse bord der ville mere end vores maver kunne! Herligt rosmarinbrød fra Emmerys og Mont d’Or som er lige i sæsonen, var blot nogle af højdepunkterne dér. På vinsiden flød det i en lind strøm, her er korte efterrationaliseringer på nogle af aftenens vine…

Charles Mignon, Comte de Marne 1’er Cru – fantastisk lækker og charmerende Champagne. Blød mousse og en ren frugt med lidt rugbrød, men mest gul frugt og mineralitet. Virkelig i en dejlig balance, giver indtryk af en Champagne helt i toppen, til en meget fornuftig pris.

Charles Mignon, 1’er cru rosé – flot, lidt mørk rød farve. Tæt struktur og lidt høj syre. Udpræget en Champagne der har det godt med mad, til bruschetta var den i godt selskab. Den må vi have mere af.

Tre blinde som der blev gættet på:

1997 Campomaggio, Chianti Classico, Castellani – ved at være træt. Meget høj syre og brun kant fik den til at virke meget gammel. Lav frugt, mest kirsebær, men totalt manglende dybde.

1997 Alfiero Boffa, Collina della Vedova, Vigne Uniche, Barbera d’Asti – meget blød frugt med typisk blommekarkater og lidt brombær. Bløde fadtanniner der holdt meget godt fat. Vågnede op i glasset stille og roligt.

1997 Nino Negri, 5 stelle, Sfursat, Valtellina – tung og kraftfuld. Klart den bedste og mest levende af de tre. Brombær og lidt rosiner i karakteren. Var ikke på vej nedad bakke, men den bliver heller ikke større.

1995 Fery-Meunier, Hautes-Cotes de Beaune – sky i glasset til at starte med, men udviklede god terroir karakter med jordbund og jordbær. En elegant Bourgogne tolkning, der var ment til dem der kan lide det. Jeg kan. Herligt, glæder mig til resten af den flaske i aften…

En blind fra den anden side af bordet til mig…

2005 de Trafford, Merlot (5% Cab Franc) Stellenbosch – duft af brombær og sød fad, en anelse gummi bagerst fik mig allerede her til Sydafrika. Smagen var varm med en kombination af moden mørk frugt og en godt styret syre. Stadig lidt gummi. Frugterne var brombær, blomme, og lidt overmoden hindbær. En anelse krydderurt. Fadtanninerne var meget bløde og ikke dominerende. Mit gær var Pinotage der var vellavet. Den havde ingen solbær, eller helt den blødhed der ville have mig til at gætte Merlot. Acceptabelt gæt…

2000 Sassicaia, Bolgheri – grøn urtepræg i duften med lidt solbær og hårdt ristet fad. Smagen var stramt styret med den typiske høje syre og masser af røde frugter; kirsebær, jordbær og hindbær. Høj tannin og for meget urtepræg trak virkelig ned i den samlede bedømmelse. Ikke min kop (urte)the… Altid sjov at prøve, men sjældent den helt store oplevelse…

1995 Quinta do Passadouro, Niepoort, Vintage – herlig frisk druekarkater. Masser af mokka, chokolade og brombær mos. God frugtkoncentration i munden fik mig til at kigge efter alkoholen der på ingen måde var dominerende, virkelig flot lavet og herlig drikkeklar. En charmerende portvin med den friskhed der kan få én til at blive forfalden til det skidt… Perfekt til blåskimmel og mørk chokolade.

Lidt cognac røg på bordet: Paul Giraud, Grande Champagne Cognac, Vielle Reserve og tres rare – meget flotte og alligevel så forskellige. Vielle reserve er super blød og harmonisk med flot vinøs karakter og en elegant eftersmag. Meget floral og herlig af drikke. Tres Rare ryder op med tørret frugt, rosiner, dadler og stor kompleksitet.…

Read More »

Middag hos Møller

Herligt, nu hvor man er blevet lidt ældre og man møder nye mennesker. Vi har mødt et par med stor interesse for kulinariske udfoldelser i deres køkken. En god sund interesse for vin og så i øvrigt top-søde og morsomme at være sammen med. Sammen med dem og endnu et par fra ishockey ringen mødtes vi til en længe ventet aften. Menuen var sendt frem og tilbage et par gange, vinene var sat til ud fra et ønske om perfekt parring med maden. Der var otte retter og ud af disse var der kun én hvor sammensætningen ikke var i top! Sådan. Peter viste sig at have en meget stor interesse for borddækning – fedt, det var med til at løfte den samlede oplevelse. Der var dækket med fire sæt bestik og otte Riedel glas til hver. Riedel glassene var naturligvis afstemt efter hvilke druer de enkelte vine var fremstillet på. Flabet og alt for sjældent man ser sådan en opdækning!

Jeg vil her gøre mit bedste for at beskrive de enkelte retter og mine notater fra aftenens vine.

Som velkomst mens Formel 1 kvalifikationen blev kørt fik vi lidt chips og:

2002 Charles Mignon, Comte de Marne, Grand Cru – herlig til velkomst, frisk citrus med lidt melon og en meget blød frugt. Pæne bobler der holdt ved i glasset. Jo varmere den blev og jo mere luft den fik, jo mere interessant blev den også.

Til bordet:
2004 Aalto, Ribera del Duero – 
en oplagt vin der er let og perfekt til at starte med!! NEJ, en ordentlig bulderbasse! Stor duft af cassis, brombær og sød fad. Blød og cremet struktur i munden med fad i god balance. Friske kirsebær, brombær, høj syre, men tæt pakkede bløde tanniner. Stor power og dybde, de 15% alk var godt pakket ind.
Rosmarin brød med trøffel pølse og olie/balsamico! Herlig kombi!

2001 M.F. Richter, Veldenzer Elisenberg, Riesling Spätlese halbtrocken – petroleum og moden riesling karakter i næsen. Cremet med høj syre og medium sødme. Gul eksotisk frugt, grape, melon og fersken. Passede super flot sammen med Brøndkarsesuppe med chili. En kombination jeg på forhånd havde været lidt nervøs for.

1997 Bricco Asili/Ceretto, Bernardot, Barbaresco MG – når der står trøfler på menuen, så er Nebbiolo mit foretrukne valg, altid. Glemmer aldrig min vilde introduktion til trøfler/nebbiolo hos Batasiolo for år tilbage. Her var frisk pasta med en lækker cremet trøffelsauce med lidt revet limeskal på toppen. Vinen fremstod tør og lidt støvet i næsen, hindbær mousse, stenet mineralsk karakter. I munden var der, sammen med maden, hindbær og fine små kirsebær toner. Syren var rimelig høj og rensede perfekt i harmoni med den støvede trøffelkarakter. Fine fadtanniner. En super kombination der giver mig lyst til mere Barolo og Barbaresco i kælderen.

2000 Vasse Felix, Heytesbury, Chardonnay, Western Australia – kammuslinger marineret i lime/honning og grillet med et stykke speck om. En super flabet ret som jeg gerne sætter tænderne i igen! Min tanke var hvid Bourgogne, men så fandt jeg denne flaske under trappen. Stor duft af bivoks, gule blomster og smørfedme med fad. Smagen var voluminøs med smag af honning, citrus og meloner. Lav syre med et pænt tanning bid. Syren spillede fint sammen med den fedladne frugt. Perfekt match!

Ruinart rosé Brut Champagne –  her var aftenens skuffelse. Retten var bruschetta med Foie Gras, pesto, tomat kompot og grillet peberfrugt. Fire stykker der smagte pragtfuldt, men Champagnen skuffede fælt. Let frisk frugt med kun en anelse frisk syre og kølige hindbær. Ingen fylde eller særlig karakter. Underligt, Ruinart har aldrig skuffet mig før.

Kronhjortefilet med kartofler og lidt sauce var hovedretten.…

Read More »

Tysk vin med Rhone jokere

Det blev en tysker…

En kanon smagning i godt selskab. Morten inviterede til én af hans talrige, altid interessante, smagninger. Temaet var naturligvis lagt ud med et tungt røgslør, så hvad jeg troede skulle være en smagning af hvid Languedoc, viste sig allerede i de tre første glas at være helt skævt. Riesling var aftenens tema, efterfulgt af en runde med blindere fra folks egne samlinger. Vi var 9 personer og alle vine blev serveret blindt, i sæt af 1, 2 eller 3 vine. …

Read More »

Constantia, Calvet Thunevin, Diel Sekt

Glad for mad kan man være på mange måder. Som vinekspert er man også glad for god vin. Efter en aften på Restaurant Madglad er man det på den gode måde! Herlige retter, serveret med sjæl og god stemning! Se Deres hjemmeside for forklaring af deres anderledes, men gode koncept. www.restaurant-madglad.dk

 

Fruen og jeg havde en hyggelig aften sammen med Mr. Chocoholic og frue. Vi havde pænt forespurgt om vi selv kunne have vine med mod et lille gebyr, heldigvis uden de store problemer. Vi startede aftenen med en flaske:

 

Alfred Gratien, Cuvee Paradis – et super flot glas Champagne. Stilen var frisk med dæmpet citrus og elegance i stor stil. Helt klart en Champagne til at nyde uden for kraftfuld mad.

 

Derefter havde vi valgt til forretterne en:

 

1989 Diel, Sekt reserve Brut – for vildt glas riesling!!! Lagret i over 17 år på flasken inden degorgement! Stor bred palet af moden riesling frugt, friske eksotiske frugter og petroleum i fin balance med den lette mousse. En enorm vin!

 

Til forret fik jeg rejecocktail på den moderne måde. Stegte tigerrejer med piment d’espelette, avocadocreme og en let kogt gulerod! En herlig kombination som fungerede fremragende med vores start Champagne, mindre godt med vores Sekt. Naboerne fik stegt and, en ret der var perfekt sammen med Sekten! Flot start på maden denne aften.

 

Så fik vi en herlig Foie gras terrin med syltede abrikoser og solbærsirup ”on the side”. En solidt stykke med god tæthed og masser af smag! En klassiker som altid er godt. Vinen hertil var:

 

2001 Markus Molitor, Bernkasteler Graben, Auslese **, Riesling, Mosel – gudedrik.. det her er bare så flot og desværre noget nær barnemord. 6 år er ingen alder for en vin i dette niveau. Molitor laver meget intense vine og denne vins syre og intensitet blev komplimenteret i spitzenklasse af foie gras, abrikos og solbær! Perfekt match.

 

Til hovedretterne var vi tre der valgte lammehals og min frue var på stegt multe. Jeg må over for hende naturligvis beklage vinvalget der passede til lam og ikke til fisk. Hun fik lidt mere Champagne og så fungerede sammensætningen fint for hende. Vores lam blev serveret med løg i variationer, både friteret og som kompot. Nye kartofler er herligt på denne årstid. Vinene hertil holdt det flotte niveau.

 

2003 Calvet Thunevin, Les Dentelles, Roussillon
2003 Calvet Thunevin, HUGO, Roussillon
Et par bomber i glassene foran os! Dentelles mest stringent i det med god fokus på frugten, de 50% carignan gav en god elegance og holdt vinen i et tæt greb. HUGO væltede op af glasset, her spillede de 30% Syrah en stor rolle med peber, bacon og duften af røget pølse! En mente et lækkert stykke rugbrød med the-pølse og hakkede løg. Duft indtryk er herlige at lede efter og endnu bedre når der er masser af dem. De her to vine viser helt klart X-Faktor i stor stil med bouqueter der kan nydes i timevis og som bliver ved med at udvikle sig i glasset. Tak til Jannick på restauranten for at køle vinen tilpas langt ned. Uden mad virkede HUGO som den største vin, men til maden var det helt klart syren i Dentelles der passede bedst. Det match mellem lam og vin var helt oppe.

 

Vi sprang osten over og gik til desserterne. Fruen fik den lækreste jordbær koldskål jeg nogensinde har smagt. En kærnemælksgele i bunden af skålen og så jordbær og koldskål ovenpå! Nabofruen var på klassisk rødgrød med fløde – det funger når syren er i balance og det var den naturligvis også i denne ret.…

Read More »

Grange des Peres rouge spiller bred!

Grange des Peres endte med at stjæle hele showet! For vild vin, der viser det store potentiale der er i Languedoc vin med alder. Til smagning under afslappede former hvor musikken og det gode selskab skulle spille en ligeså vigtig rolle som vinene. Vi startede tidligt på eftermiddagen med to halve flasker Mosel Auslese!

2003 Fritz Haag, Brauneberger Juffer, Auslese – flot, med mindelser om en stor smagning for et par år siden hvor jeg besøgte denne kult producent. Selv i denne varme årgang var der flot struktur og intensitet. Ananas og fersken der væltede op af glasset. Lækkert…

2001 Dr. Loosen, Urtziger Würtzgarten, Auslese  – klokkeklart udtryk for hvor stort Riesling kan være i sød udgave. 01 er en pragtfuld årgang der her viste sig fra sin bedste side med vild mineralitet og lang citrus frugt. Balance er årgangens mellemnavn.

2002 Domaine Pinson, Chablis Grand Cru Les Clos – resterne fra i går, nu mere mineralitet. Viste ingen tegn på at fade nogen vegne.

2005 Domaine Leflaive, Bourgogne Blanc  – imponerende skoleeksempel på hvordan chardonnay bør være. Stålsat med ristede nødder og friskkværnet smør. Citrus og salt. GUF.

1999 Domaine Grange des Peres, Vin de Pays de Herault Blanc – fremstillet på 98% Roussane og 2% Chardonnay. Dette er Languedoc producent med historie. Vinen var uden sammenligning én af de største hvide jeg har smagt udenfor Bourgogne. Det er svært at sætte ord på når vinen rammer på denne måde. Eksotisk frugt og stramt styret frugt der gik op i en højere enhed. Intensitet, friskhed, mineraler, smørfedme, grøn og gul frugt. Alt var her. Man fik fornemmelsen af at have fanget denne lige på dagen.

Herefter kom en række gode røde, her med maget korte kommentarer:

2005 Lecheneaut, Bourgogne rouge ”Clos Prieur” – flot ren frugt, nem og lækker stil.

2005 P & V Pillot, Volnay –strammere i betrækket. God underliggende syre der tyder på et god liv.

2004 & 2005 Domaine Juliette Avril, Chateauneuf-du-Pape – 04 var skæv. 05 ganske nydelig med pænt styret frugt, men den ramte ikke undergulvet. Nydelig gammel elegant stil.

1999 Domaine de Beaurenard – moden power og dyb garrigue karakter. Lidt sødlig karkater, men dejlig stil.

1999 Domaine Grange des Peres, Vin de Pays de Herault rouge – stor og vild, kastede rundt med Château-neuf’en. Lilla og sort bær koncentration, utrolig fokus i frugten og balance mellem druerne. Næsten på niveau med den hvide. Aftenens klart bedste røde…

Afsluttede med to Saint Joseph vine fra Domaine Monier:

2006 Cuvee Classique –  hindbærmousse og lidt røget bacon. Nem stil.

2006 Terre Blanche –  mere stenet, peber, viol. Tæt og kraftfuld, vin de garde – helt sikkert.

Herlig aften, hvor min taxa desværre kørte inden de søde vine kom på bordet…

Tak til Karsten for et godt og hyggeligt arrangement.…

Read More »

Besøg hos DIrk Niepoort

På besøg hos Dirk Niepoort.

Dette var min første tur til Portugal, en meget stor oplevelse hvor jeg tilbragte tre dage sammen med en af vinverdenens helt store personligheder; Dirk Niepoort. Han er en mand der har sin helt egen holdning til hvordan vin skal smage. Nøgleordet hver gang er ”friskhed” frem for noget andet. Friskhed i en vin skal ikke defineres som frugt, ej heller høj syre, men den perfekte balance mellem disse ting. Denne stil er gennemgående i dels de vine som Niepoort laver, men også hans portvine. Næste gang du nyder en flaske Redoma tinto, eller en ældre Colheita fra Niepoort, eller en LBV 2003, så prøv at læg mærke til den gennemgående friskhed i alle disse produkter. På min tur så jeg dels det nye vineri til bordvine i Douro dalen, dels de gamle og nye kældre i Villa Nova di Gaia.

Det nye vineri er beliggende på Quinta de Napoles, ca. midt i Douro dalen. Dirks idé med dette vineri er at det skal være integreret i området og man skal da også vide at det ligger der for at se det. Et imponerende byggeri med enkelthed som nøgleordet. Alle druer kommer ind øverst og arbejder sig ned gennem vineriet. Dette sparer energi og giver et godt resultat i den sidste ende. Her fremstilles alle Niepoorts bordvine fra 2007 årgangen og frem. Selve gæringen kommer til at foregå i ståltanke og lagringen bliver en kombination af tank, nye og gamle træfade. Næsten alle fade er franske barriques. Dirk, hans vinmager Luis og jeg smagte et udvalg af årgang 2007, både fra tank og fad. Det var en smagning der viste et meget stort potentiale for denne årgang. Her i starten af januar var den ene tank med Riesling endnu ikke færdig med at gære… Vi smagte forskellige druer og jeg må sige at jeg er dybt imponeret over den kvalitet og stil som det er muligt at fremstille Riesling på disse breddegrader. Stram og mineralsk med gode eksotiske frugter. For rødvin så det på nuværende tidspunkt meget lilla ud, stor ekspressiv frugt og intens syre gav en flot balance.

Portvin bliver fremstillet i Douro dalen og så transporteret til Villa Nova hvor lagring og blanding foretages. Produktionen foresår på traditionel vin på Vale Mendiz. Her trædes druerne stadig med fødderne og alt arbejde er håndarbejde. Alle vine lagres og behandles som traditionen foreskriver. Her gælder det om at holde tungen lige i munden og ikke foretage drastiske ændringer. Ofte taler man om hvilken stil det enkelte portvinshus er bedst til, Niepoorts styrke er alsidigheden. Her er man stærk på alle punkter, fra entry-level Ruby som er fremragende og hen over nogle af de mest elegante lagrede Tawny typer til intense Vintage. Imponerende spændvidde. I kældrene er det Winemaker Nick der styrer tingene sammen med masterblender José. Jeg fik en gennemgang af portvinene sammen med Nick, her er noter på disse:

White – lagres på gamle egetræsfade, derfor den let orange farve.

Lidt orange skal og søde nødder. En anelse oxideret i stilen, men med en frisk rensende syre til at balancere.

Ruby – altid imponerende for mig, forventningen til en Ruby er som regel lav og denne viser sig altid at være bedre. Dejlig frisk stil med røde bær og lækker syrestruktur. En vin der altid er i top i sin kategori.

Tawny – mere elegant med duft og smag af ristede mandler.

Junior – ruby reserve type, Mere tæt i frugten, kraftige røde bær og lang eftersmag med stor tyngde.

Senior – let stil, vægten er lagt på balancen og den fine lette frugt.

10 Years Tawny – Tappet 2007.…

Read More »