Njord Vingård laver måske Danmarks Bedste Rødvin

Ja, det er måske ikke verdens mest fornemme titel for en flaske rødvin. Men tager vi vinbondens vilkår i betragtning, så er resultatet i flasken mere end almindeligt godkendt. Her kommer historien om første gang jeg smagte en Pinot Noir fra Danmark. Njord Vingård sætter en ny standard for rødvin i Danmark.

Gennem årene har jeg smagt en del forskellige flasker rødvin fra Danmark. Ærlig talt så har der i min optik været langt mellem oplevelser, jeg smagsmæssigt vil klassificere som “over middel”. Lad os kigge på 3 eksempler der umiddelbart dukker op i min hukommelse.…

Read More »

Dansk Vincenter – Dining Week 2012

Copenhagen Dining Week fortsætter tirsdag og jeg er sat i stævne på Dansk Vincenter i Avedøre. Et klassisk sted for dansk vin, da det var her man først fik tiltrukket sig noget opmærksomhed med rødvinen Nordlund. Tidligere vinmager Michael Gundersen fik oveni købet en flot pris med hjem fra Piemonte for vinens kvaliteter. Dansk vin er der skrevet meget om i den seneste tid, så at blive inviteret til en middag hvor dansk vin og mad skulle sættes sammen er jo herligt. Mine forventninger inden aftenens tour de force var beherskede, men med et nysgerrigt touch. Jeg nød aftenen sammen med sælgeren fra vores Piemontesiske vinhus: Paola Bassi.

Man kan roligt sige at den gode danske hygge-stemning var i højsædet denne aften. Vi sad omkring runde 8 mandsborde, hvor selskaber var blandet. En meget god måde at gøre det på, så man fik talt med mange nye mennesker. Hver ret og vin, blev behørigt introduceret, så man vidste hvad man skulle til at gå i krig med. En god toastmaster i Torben, der styrede slagets gang. Kim Mühlhahn fra The Food Agency styrede køkkenet og præsenterede retterne på charmerende vis. Rigtig god mad, tilberedt af fortrinsvis økologiske danske råvarer.

Vi startede i drivhuset med et glas bobler.

2010 Nyholmgaard Vin, Festivo, Brut, Marslev, Fyn – herlig frisk stil med citrus og lidt nedfaldne æbler i smagen. God længde og herlig ren i sin karakter. Fremstillet af druer, der alligevel ikke kan blive helt modne og derfor med deres naturlige frugtsyre niveau er optimale til at fremstille mousserende vin på. Resultatet i glasset var ganske overbevisende.

Den officielle menu var:

  • Dagens danske fisk bagt med havtorn, kørvel, rugbrødskrymmel og hasselnødder
  • To x økogris: lavtemperaturstegt skinke og langtidsbraiseret nakkke
    Beder med peberrod, lynstegt savoykål og mos
  • Blød honning parfait-is af vincentrets egen honning med pærer i rødvins/kirsebær sirup

Fisken blev anrettet på en stav fra et gammelt rødvinsfad. Meget kunstfærdigt, men heldigvis uden at tage smag fra rødvinen. Anretter på 2 helt friske skiver agurk, høstet i morges hos genboen, der præsenterede dem med stolthed. Fisken var perfekt bagt og krymlen på toppen gav god kant i smagen.

Grisen blev serveret i 2 varianter. Skinken stegt ved meget lav temperatur, kerne på 64 grader, anrettet ovenpå savoykålen. Fin og saftig. Nakkefiletten var det vi andre ville kalde Pulled Pork og dermed også langtidsstegt. Rigtig god smag og en glimrende idé at servere den ovenpå kartoffelmos. Jeg lavede selv pulled pork i lørdags og største forskel var at Kim i køkkenet her havde brugt mindre hvidløg og så spidskommen i sin marinering. Det vil jeg tænke over næste gang jeg skal marinere.

Isen (desværre intet billede) var fremstillet af honning fra vingården hvor vi var. Meget velsmagende og pudsigt nok ikke for sødt. Pærer syltet i kirsebær og rødvin som modsvar med lidt syltede kirsebær på siden. Fantastisk dessert, der stod så flot til vinen.

Vinemenuen var sat til 200,- hvilket gav meget god mening. At få lov til at smage udvalgte danske vine til maden, var det jeg så mest frem til.

2010 Degnemosegaard, Vinbondens Hvide Cuvée, Skibby, Ferslev, Sjælland – serveret lige lovlig kold – i Champagneglas? Det gjorde at vinen ikke fik rigtig lov til at åbne op for alle sine fine nuancer. Ellers som altid en fin vin med god balance mellem syre og en anelse sødme. Til maden lukkede den flot op og gav noget mere smag fra sig. En god oplevelse. Smagt tidligere med stor succes!

2008 Lillelund, Dansk Vincenter, Avedøre, Sjælland – serveret alene, uden mad. En flot farve og en åben duft af røde ribs og hindbær.…

Read More »

Champagne – flaskevariation og degorgering

Sidste weekend røg der et par flasker på bordet til fødselsdag hos naboen. Det interessante aspekt var at vi frivilligt fik kigget lidt på 2 gode begreber omkring Champagne. Ukendt udvikling, grundet manglende degorgeringsdato og flaskevariation.

NV Taittinger, Prelude, Grand Cru, Champagne – en topcuvée fra Taittinger. Sammensat af 50% Chardonnay fra Cote de Blancs og 50% Pinot Noir fra Montagne de Reims. Se mere om cuvéen her.  Det interessante for os var at Tom havde 2 flasker. Den éne købt for længere tid siden og den anden relativ frisk. Da propperne poppede, kunne man også tydeligt se forskellen. Den ene forblev sammentrukket som en gammel champignon og den anden foldede sig hurtigt ud og så frisk ud igen.
Forskellen smagsmæssigt lå i at den gamle var tungere, mere rugbrødsagtig og med mere tørret tropisk frugt i noterne. Helt klart noter fra Pinot Noir’en der gav mere dybde og tyngde. Den friske var drevet af citrus og sprød mineralitet. Snorlige og måske mere enkel.

Hvad kan man bedst lide og hvordan skal man have en jordisk chance for at se det?? Så længe de store Champagne huse ikke sætter degorgeringsdato på deres Champagne, så er det ikke nemt for forbrugeren at vide hvor vinen er i sin udvikling. I mine øjne må det skabe usikkerhed hos en kundegruppe, der gerne vil bruge en god sjat penge på vin. Det giver ingen mening, eller hvad?

1999 Ruinart, Brut Champagne – et mere end glimrende producent, her med deres Vintage udgave, men ikke topcuvée Dom Ruinart. Ser slet ikke ud til at de laver denne udgave mere? At man i dette leje ofte finder fantastisk sammenhæng mellem pris og kvalitet er bevist ved flere lejligheder. Derfor var vi også så heldige at der var 2 flasker åbne af denne i direkte forlængelse af Taittinger projektet. Her blev eksperimentet så helt anderledes. 2 ens vine, fra samme årgang og fra samme kasse. Opbevaret fuldstændig identistisk, hos importøren i hans kælder, og derefter i vinkøleskab. Flaskevariation er et kendt fænomen og skal i den grad ikke undervurderes i Champagne med lidt alder.
Første flaske løftede taget og var så smuk med fin mousse, levende duft med græsnoter, citrus og en hel blomsterbutik der spillede ind. Super elegant og intens.
Den anden flaske var tung, klodset og uden den spændstighed som vi lige havde smagt. Tunge tropiske frugtnoter og rugbrød. På ingen måde fejlbehæftet, blot uden friskheden og liver der var i den første.
Andre noter fra den seneste tid.

2010 Sentas Rosé, Esrum Sø og mikrodestilleri og vineri, Sjælland – der var en enkelt solskinsdag og så skulle proppen af denne lokale rosévin. Fremstillet på Rondodruen og mine forventninger var absolut ikke i top. Må dog indrømme at den smagte herligt med friske små skovjordbær, søde røde kirsebær og en pæn balancerende syre.

Etiketten er dog næsten det fedeste udstyrsstykke jeg længe har set. En dejlig rosé, som jeg med glæde vil servere for udenlandske vinfolk ved en mulig lejlighed. Samtidig et klart opråb til De Danske Vinbønder, brug dog de fejlagtigt plantede Rondo druer til at lave rosévin af. Det kan lade sig gøre og druens karakter kommer frem på en mere positiv måde, end ved rødvin.

1994 Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Auslese*, Riesling, Mosel  – fantastisk lækker balanceret most. Fik den serveret sammen med en frisk gulerodskage og den strålede flot på bordet. Dejlig moden stil med en anelse petroleum og så flot orange frugt karakter. Spillevende og med lang eftersmag. Nice.

2002 Redoma, Niepoort, Douro, Portugal – min sidste flaske fra denne kølige årgang. Virkelig en vin der spiller på elegance mere end noget andet.…

Read More »

Molitor Riesling, grill og dansk rødvin

Fætter og familien kom forbi og det var argument nok for en mængde god mad. Solen skinnede og jeg havde ikke drukket Riesling i 24 timer, det var argument nok for at køle et par flasker Riesling. En uformel aften hvor snakken gik højt og grillen styrede tempoet. Her er serveringer og vine:

Butterdejssnitter, enkelt: butterdej og en hjemmerørt pesto med krydderurter fra haven og vindueskarmen. Riv lidt ost over, rul sammen, skær i skiver, sæt på bagepapir og så ind i ovnen ved 200 grader og lidt luft indtil de er gyldenbrune. En herlig ledsager til:

2007 Colet Navazos, Cava, Penedes, Spanien – degorgeret okt 2010. Ikke den store lækre oplevelse. Note til mig selv: vælg Champagne næste gang. En duft af nedfaldne frugter, jeg lod de andre byder ind med indtryk og vi endte i gamle æbler, overmodne appelsiner og blommer der skulle have været spist. Boblerne stod flot og i glasset i kort tid, men forsvandt hurtigt. Den havde en svag friskhed i starten, men så snart den steg lidt i temperatur så var den tung og klodset og blev ofret i fruens blomsterbed.

Så havde fætter S en lille bid med: vinblade omrullet om ris med dip af chili i græsk yoghurt. Herligt og ganske glimrende som første hapser til de næste 2 vine:

2008 Markus Molitor, Zeltinger Sonnenuhr, Riesling, Kabinett, Mosel – Sukker: 67,9 gr/ltr, syre: 7,1 gr/ltr, alk 7,5 % vol.

2008 Markus Molitor, Ürziger Würzgarten, Riesling, Spätlese, Mosel – sukker: 69,8 gr/ltr, syre: 7,5 gr/ltr, alk 7,5 % vol.

2 forskellige marker og i forskellig sødmegrad. Molitor har senest valgt at dele forklare sine vinens sødmegrad med farven på hans kapsler. Begge disse var med guldkapsel og dermed naturligt søde. De 2 andre muligheder er grøn for halvsøde (feinherb) og hvide for de tørre udgaver.
Disse 2 vine var perfekte på en varm sommerdag. Kabinetten var meget fin i sit udtryk med en sødme der lå pænt i baggrunden, det var mere mineraliteten der styrede smagsindtrykket. Meget læskende og meget hurtig tom. Spätlesen var bedre afstemt og understregede endnu en gang for mig at jeg bedst kan lide balancen i en Spätlese. Her var sødmen present og afstemt med den pænt høje syre. En mere bred smag med tropiske frugter, hvide blomster og flintet mineralitet.
Meget interessant at sammenligne sukker/syreindhold i disse 2 vine, kontra smagen. En anelse mere modenhed i druerne og lidt mere sukker i den endelige vin, giver med lidt mere syre, en langt højere kompleksitet og intensitet i vinen. Her ligger nøglestenen til hvorfor jeg foretrækker Spätlesen.

“Utroligt som disse Mosel Rieslinger er perfekte til alle. De er enkle og ukomplicerede til dem der blot vil nyde dem, til os andre der vil gå i dybden byder de på så mange nuancer.”

Næste ret på bordet var grillede asparges med laksecreme. Asparges er jo et oplagt tema i denne tid og jeg prøver at få fyldt min ration hver dag. Jeg har eksperimenteret lidt med forskellige måder at grille dem på, denne var hidtil mest vellykkede. Efter knækning, ned i en pose med lidt olie og salt. Derefter fuld drøn på grillen og så på med dem i ét lag. Lad dem ligge til de skal vendes og så vend dem kun én gang. Ikke for lang tid på grillen, så bliver de bløde og kedelige.
Laksecremen var sammensat af røget laks i stykker, chile, citrongræs, persille, salt peber, hvidløg og græsk yoghurt. En anderledes ledsager til disse herlige asparges, men ganske vellykket.

Så satte vi kød på spyd og gjorde klar ved at smage på et par danske ”perler”

2007 Annisse Vingaard, Rødvin, Rondo/Regent, Sjælland

2007 Annisse Vingaard, Rødvin, Rondo, Fadlagret, Sjælland

Begge flasker indkøbt af fætter på besøg på gården sidste december.…

Read More »