Zind – Ponsot – Raveneau – Leroy – GDP en aften med gammel vin på Le Sommelier

#laterblogging er det et officielt udtryk for en vinekspert eller vinblogger? Jeg er i slutningen af august faldet over noter fra denne smagning som blev afholdt i slutningen af maj måned, en måned der ellers bød på mange gode oplevelser. Denne aften var vi samlet i 10 års klubben, hvor alle medbringer en flaske, eller to. Vinen serveres 100 % blindt af Simon på Le Sommelier, i sæt af 1, 2 eller flere vine. Eneste regel er at rødvin skal være minimum 10 år gammelt, hvidt kan der dispenseres for. Det er altid sjovt at smage gammel vin, når vi så ofte smager de unge vine.

Le Sommelier restaurant København
Vi var denne gang fyldt op med 10 personer om bordet, et stærkt og især meget hyggeligt hold af gode mennesker. Alle noter er som noteret på aftenen, nogle korte, andre med lidt mere kød. …

Read More »

Molitor Riesling, grill og dansk rødvin

Fætter og familien kom forbi og det var argument nok for en mængde god mad. Solen skinnede og jeg havde ikke drukket Riesling i 24 timer, det var argument nok for at køle et par flasker Riesling. En uformel aften hvor snakken gik højt og grillen styrede tempoet. Her er serveringer og vine:

Butterdejssnitter, enkelt: butterdej og en hjemmerørt pesto med krydderurter fra haven og vindueskarmen. Riv lidt ost over, rul sammen, skær i skiver, sæt på bagepapir og så ind i ovnen ved 200 grader og lidt luft indtil de er gyldenbrune. En herlig ledsager til:

2007 Colet Navazos, Cava, Penedes, Spanien – degorgeret okt 2010. Ikke den store lækre oplevelse. Note til mig selv: vælg Champagne næste gang. En duft af nedfaldne frugter, jeg lod de andre byder ind med indtryk og vi endte i gamle æbler, overmodne appelsiner og blommer der skulle have været spist. Boblerne stod flot og i glasset i kort tid, men forsvandt hurtigt. Den havde en svag friskhed i starten, men så snart den steg lidt i temperatur så var den tung og klodset og blev ofret i fruens blomsterbed.

Så havde fætter S en lille bid med: vinblade omrullet om ris med dip af chili i græsk yoghurt. Herligt og ganske glimrende som første hapser til de næste 2 vine:

2008 Markus Molitor, Zeltinger Sonnenuhr, Riesling, Kabinett, Mosel – Sukker: 67,9 gr/ltr, syre: 7,1 gr/ltr, alk 7,5 % vol.

2008 Markus Molitor, Ürziger Würzgarten, Riesling, Spätlese, Mosel – sukker: 69,8 gr/ltr, syre: 7,5 gr/ltr, alk 7,5 % vol.

2 forskellige marker og i forskellig sødmegrad. Molitor har senest valgt at dele forklare sine vinens sødmegrad med farven på hans kapsler. Begge disse var med guldkapsel og dermed naturligt søde. De 2 andre muligheder er grøn for halvsøde (feinherb) og hvide for de tørre udgaver.
Disse 2 vine var perfekte på en varm sommerdag. Kabinetten var meget fin i sit udtryk med en sødme der lå pænt i baggrunden, det var mere mineraliteten der styrede smagsindtrykket. Meget læskende og meget hurtig tom. Spätlesen var bedre afstemt og understregede endnu en gang for mig at jeg bedst kan lide balancen i en Spätlese. Her var sødmen present og afstemt med den pænt høje syre. En mere bred smag med tropiske frugter, hvide blomster og flintet mineralitet.
Meget interessant at sammenligne sukker/syreindhold i disse 2 vine, kontra smagen. En anelse mere modenhed i druerne og lidt mere sukker i den endelige vin, giver med lidt mere syre, en langt højere kompleksitet og intensitet i vinen. Her ligger nøglestenen til hvorfor jeg foretrækker Spätlesen.

“Utroligt som disse Mosel Rieslinger er perfekte til alle. De er enkle og ukomplicerede til dem der blot vil nyde dem, til os andre der vil gå i dybden byder de på så mange nuancer.”

Næste ret på bordet var grillede asparges med laksecreme. Asparges er jo et oplagt tema i denne tid og jeg prøver at få fyldt min ration hver dag. Jeg har eksperimenteret lidt med forskellige måder at grille dem på, denne var hidtil mest vellykkede. Efter knækning, ned i en pose med lidt olie og salt. Derefter fuld drøn på grillen og så på med dem i ét lag. Lad dem ligge til de skal vendes og så vend dem kun én gang. Ikke for lang tid på grillen, så bliver de bløde og kedelige.
Laksecremen var sammensat af røget laks i stykker, chile, citrongræs, persille, salt peber, hvidløg og græsk yoghurt. En anderledes ledsager til disse herlige asparges, men ganske vellykket.

Så satte vi kød på spyd og gjorde klar ved at smage på et par danske ”perler”

2007 Annisse Vingaard, Rødvin, Rondo/Regent, Sjælland

2007 Annisse Vingaard, Rødvin, Rondo, Fadlagret, Sjælland

Begge flasker indkøbt af fætter på besøg på gården sidste december.…

Read More »

Ost, hvidvin, Champagne, chokolade og rødvin

Det var en lørdag aften og naboen kom forbi. Det er et tema der har været mange gange før, og sikker vil gentage sig mange gange endnu.
Planlægning er ikke altid en dyd og her var den næsten ikke eksisterende. Vi havde lidt ost fra Skjold Burne i Esbjerg, lidt salami fra Slagter Munch i Skagen og en tørret pølse fra Italien. En paté i køleskabet fra en fjern tur til Frankrig og naboen forpligtede sig til at skrue en salat sammen. Det viste sig at om lørdagen, så må salat gerne indeholde mere kød end grønt…
Notater blev ikke taget, men hyggen var i højsædet, her er de ting jeg husker om de enkelte billeder undervejs …

Til ost, vil jeg altid foretrække hvidvin, derfor havde jeg dekanteret denne perle i god tid:

2005 Clos St Landelin, René Mure, Pinot Gris, Grand Cru Vorbourg, Alsace – fed og tæt i strukturen med herlig forfriskende syre. Meget eksotisk frugt og herlig udviklet nu med 5 år i flasken. Den er absolut ikke færdig, så jeg glæder mig til at følge den. Fantastisk følgeskab til osten.

Dåsemad behøver ikke være dårligt, men gå ikke efter dansk dåsemad. Her en herlig Terrine fra Frankrig. Sikkert indkøbt til en latterlig lav pris og med en smag så lækker. Et helt stykke foie gras i midten og så godt med terrine uden om. Kønt er det ikke, men lad dig ej afskrække, smagen var fantastisk.

”Salaten” bestod af oksekød i strimler, marineret og stegt med soja, forårsløg og sesam. Serveret med lidt peberfrugt og hakket tomat. Herlig balance og gav et godt modstykke til vinene.

Her er 6 af de 8 oste, derudover en hvidløgsroulade og en røget brie. Alle gode og alle spist op – næsten…

Polenta – ser ikke godt ud, men var godt lavet. Bliver nok aldrig min favorit…

Pølse – hvidløgsroulade – sønderjysk fra Slagter Munch.

Tom mente vi trængte til noget Riesling ovenpå den Pinot Gris og hentede frem fra gemmerne:

1995 Karl Erbes, Ürziger Würzgarten, Auslese **, Riesling, Mosel – herlig sød vin med den smukkeste grønne farve i glasset. Smagen bar præg af en udpræget sødme og en syre der lå pænt i baggrunden. Herligt eksempel på god Auslese. Havde dette været en MG, så var den nok også blevet tømt. Imponerende hvilken fantastisk balance der sagtens kan være med 7 % alk.

Det var lørdag aften og Tom insisterede på at vi manglede bobler. OK, vi var til at overtale…

NV Krug, Grande Cuvée, Champagne – altid et smukt bekendtskab, her serveret til 2 yndige piger der bare smilede…

Aftenen gik på hæld og sommerfarverne var flotte…

Chokoladetid. Vi smagte lidt Summerbird op mod den lille mand fra Haderslev. Sjovt at smage hvordan en stor virksomhed vælger at tolke deres chokolade, og hvordan den selvstændige vælger at udtrykke nogenlunde det samme. Vi smagte op mod hinanden deres ”citron” og deres tanke omkring ”lakrids i chokolade” samt deres ”marcipan med mørk chokoladeovertræk”. Nogen smagte også deres ”nougat”.  Min stemme gik på alle punkter til Xocolatl, men heldigvis bestod selskabet også af børn og de nuancerede bedømmelserne lidt.

2006 Domaine Belle, Crozes Hermitage, Les Pierelles, Rhone – herlig frugtdominans og med god sødme i baggrunden til at lege med chokoladen. Dette er naturligvis ikke en sød vin, men alligevel har den så meget modenhed at den godt kan kombineres med chokolade på denne måde.

En variant af Årets Plade 2010 – denne gang med hindbær og tranebær. Super lækker choko der svandt hurtigt i pladen. Den kombination af den gode bløde chokolade og friskheden fra frugten er god.

Punktum for en god aften i godt selskab.…

Read More »