Cristal, Mondavi, Talbot og Hermitage til middag

En aften hvor den gamle frokostklub skulle samles under afslappede forhold. Udmeldingen var fra start at vi skulle have et fransk tema og da jeg ved at værtinden ikke er til Foie Gras, så var det lidt svært at tænke forret. Kald mig blot en-sporet, men Foie Gras er bare så oplagt. Til Champagnen havde jeg ristet et par mandler med salt og det stod fint sammen.

2004 Louis Roederer, Cristal, Champagne – frisk og uindpakket lækker frisk Champagne. Flot åben, selv i denne unge udgave. Masser af citrus og ikke for høj dosage. En Champagne der smager virkelig godt, men heller ikke byder på den store modstand. Blev ikke serveret blindt, men hvor ville bling-bling faktoren så også ha’ været?

Herfra kom alle vine blindt, pakket pænt ind i sorte sokker…

NV Ruinart, Blanc de Blancs, Champagne – flaske gemt i ca. 5 år. En rugbrødsodyssé med bred kompleks stil og mange autolytiske noter af sprøde småkager og gær. En Champagne der er lidt for meget alene, men sammen med salaten havde den der som en fisk i vandet. Sprød med stor fylde. Viser hvorfor at selv non vintage Champagne kan gemmes med stor fornøjelse og en mere kompleks vin til følge.

Til forret havde jeg vendt en salat chevre chaud. Salat, rucola, Nicoise oliven og toast med ristet gedeost.

2003 Dom. Vincent Bouzereau, Meursault 1’er Cru, Les Charmes – ”den der gemmer til natten, gemmer til katten” Sagt på en anden måde: den var lidt for gammel med tunge noter af abrikos, ananassaft og kærnet smør. Flot åben bouquet men kort og kedelig i smagen. Den skulle vi nok have drukket for 3 – 4 år siden.

Hovedretten var meldt ud til at være Bouef Bourgognon og den smagte fantastisk. En ret som er super til kraftfulde vine, som kom på bordet denne aften.

1990 Château Talbot, Grand Cru Classé, Saint Julien – utrolig flot rød i glasset med en klarhed og elegant duft. Masser er ren rød frugt og cigarkasse. Virkelig balanceret i smagen med silkeblød struktur og næsten merlot-agtig cremet stil. Jeg startede med at gætte Nord Rhone og hvad f***** jeg lavede der er et godt spørgsmål. Lidt mere koncentration og så lykkedes det sørme at gætte kommunen og kun 5 år ved siden af. En flot vin, der holder hele vejen, men heller ikke overrasker nogen.

2000 Robert Mondavi, Cabernet Sauvignon Reserve, Napa Valley, California – en stor klassisk Bordeaux i stilen. Masser af solbær, brombær og fint integreret fad. En vin der har udviklet sig flot over de senere år og nu viser sine styrker. Moden frugt, der klart indikerede et varmere klima, men stadig så godt styret at det var rart. Tydeligt en vin på højt niveau med stor intensitet og kompleksitet. Aftenens bedste gæt fra min side – spot on med årgang og producent!

Herefter fulgte en serie af 3 vine fra Languedoc. En lille producent, der måske nok har fremtid, men hvor jeg absolut ikke var imponeret på aftenen. Der er sat prop i flaskerne og de vil blive gensmagt her dagen derpå med åbent sind. Her er mine noter fra aftenen:

2008 La Peira en Damaisela, Les Obriers de la Peira, Terrazes du Larzac, Coteaux de Languedoc – Cinsault og Carignan domineret vin med tydelige kålnoter og mørk sort frugt. En lille basker med sort frugt, men uden mere kompleksitet end som så.

2008 La Peira en Damaisela, Las Flors de la Peira, Terrazes du Larzac, Coteaux de Languedoc – intens med tydlig Grenache og Syrah karakter. Meget intens med høj frugtsyre og stort bid. Dyb rumlende frugt, med rigtig meget fad, der fik lov til at overdøve frugten.…

Read More »

Meursault slutter en fremragende WE af.

En weekend der bød på forskellige gode madoplevelser. Vi fik testet en lokal thai take away med stor succes: Sawasdee leverede god mad. Lidt and og lidt laks i rigelige mængder. Heldigvis med rigtig gode friske grøntsager, sprøde og ikke overkogte og bløde.

Og hvad drikker man til et udvalg af thai mad? Champagne naturligvis:

Ruinart, Brut, Champagne, 37,5 cl. Denne flaske har en anelse alder og er nok degorgeret primo 2008 eller tidligere. Realativ god alder for en Champagne der normalt har godt af at lagre lidt og her i en lidt mindre flaske. Passede perfekt til 2 personer, der ikke skulle have for meget. God fylden farve med små fine bobler, rugbrød og ret oxidativ duft. Smagen var kompleks og rimelig fyldig, havde det glimrende med skarpt modspil fra maden. Lang intensitet. Tror jeg prøver at skaffe et par flasker mere fra det parti….

Weekenden bød også på besøg på Årstidernes gård i Humlebæk: Krogerup Avlsgård. Her spiste vi lidt blandet fra deres Krokøkken. Vinen der kunne købes var fra Rosforth og efter at have testet en Vouvray og en Vinho Verde faldt valget en flaske af den sidste:

2009 Antonio Lopez Ribeiro, AIR, Vinho Verde – herlig sprød saft med god mineralitet og pæn intensitet. Grønne bær og citrus. Perfekt navn til denne vin der var let og elegant som luften. Havde den renhed i frugten der gjorde den interessant.

Vi shoppede rigeligt med grønsager med hjem til hygge hos Michael og Helle. Michael tryllede et par super hamburgerrygge og vi spiste blandet salat, men næsten bedst af alt var de majs vi havde købt! Fantastisk saftige og søde, kunne spises uden smør og salt…

Vi fik et lille diskret udvalg af vin hertil:

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Kabinett trocken, Rheingau – perfekt til at starte på. God friskhed og herlig syre. Voksede og udviklede sig efterhånden som den fik lidt temperatur og luft. Herlig bred vifte af gule blomster og frugter.

2008 Crystallum, Peter Max, Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika – herlig bærsødme og i helt perfekt balance serveret ved ca. 10 – 12° C. God kølig frugt og en luftighed der kan findes i de bedste oversøiske Pinot Noir vine. Da den blev varm i glasset, viste den lidt for meget tyngde og sødme og skred lidt ud af balancen.

Herefter røg der lidt ost på bordet. Mest opsigt vækkede den lille runde fra ARLAs innovationsserie: Troldhede, Ask. En hvidskimmelost i smuk balance. Lidt vild hørm af kål og skimmel kan afskrække de mest sarte, men ikke os. Smagen var til gengæld i den mere elegante og bløde cremede stil. Virkelig en flot ost, hvor vi kun kan vente på at vi kan købe den i detail ledet. Jeg havde fået fingre i et eksemplar i forbindelse med Madbloggersymposium 2010.

2004 Domaine Vincent Bouzereau, Meursault – fantastisk duft. Her står tiden stille et øjeblik og man må lige minde sig selv om, hvorfor alle jagter den gode Chardonnay. Beviset er i glasset! Frisk smør, yoghurt, intens blomst og citrusskaller. Intensitet med frugt og mineralitet i uhørt balance og så denne magi der gør at næsen bliver ved med at vende tilbage til glasset. Absolut en af de bedste hvidvine jeg har fået længe, især målt på den vigtige drikke-lyst skala!! Smagte producentens 1’er Cru ”Les Charmes” i ung årgang for nylig, den var meget mere afmålt og tilbageholdende. Glæder mig til at smage den når den har samlet sig og lukket op for herlighederne.

En rigtig hyggelig dag, der bragte os lidt nærmere det økologiske og ikke mindst: Den Gode Smag!…

Read More »