Chassagne- x Puligny-Montrachet
Ja tak, det er bare de to bedste kommuner til hvid Bourgogne. Dermed kan vi også godt konstatere, at Chassagne-Montrachet og Puligny-Montrachet er de to bedste steder i verden til at dyrke Chardonnay. Uha, nu sidder der en amerikaner, eller måske en sydafrikaner, eller en australier og mener noget andet. Det er også ok, men jeg elsker nu engang hvid Bourgogne. Det er dyrt ja, men det er bare referencepunktet for chardonnay, i min verden.
Flere hundrede års historie er en del af forklaringen. En historisk viden der er indarbejdet i produktionen, hos alle i områderne. Vi smagere kan have forventninger til, hvordan Chassagne og Puligny skal smage, Nogle gange får vi det bekræftet, andre gange det modsatte. Det er jo en del af charmen ved vin, historiens brede vingesus.







