Verdens bedste rosévin?

Er der en vin vi kan give prædikatet Verdens Bedste Rosévin? Det tror jeg ærlig talt ikke særlig meget på, da jeg synes det gode ved rosévin er at de i langt de fleste tilfælde ikke er særlig komplicerede og nemme at drikke. For mig skal en rosévin helst være frisk, høj på frugtsyre og elegant i sit udtryk. En anelse sødme er ok, hvis det stadig er den rene frugt der dominerer. Der fremstilles rosévin i mange forskellige stilarter i dag, men den elegante stil er som regel min foretrukne. Jeg tror ikke at selv den skarpeste vinekspert kan kåre den bedste.

2013 Tavel Mordoree
Robert Parker har en klar favorit i denne rosévin og har kaldt den alt fra den bedste rosé i en given årgang, til referencepunktet for alt andet rosé og har givet den 93 point i de seneste 3 årgange. Den nyeste årgang er netop kommet på lager og jeg havde den med til middag, hvor den skulle kombineres med en Gazpacho. Et match jeg selv havde store forventninger til og som bare virkede. En super god opskrift på Gazpacho fandt jeg hos Madetmere her.

2013 Domaine de la Mordoree, La Reine des Bois, Tavel – helt smuk rød i glasset med den fineste kølige duft af røde jordbær, hindbær og en anelse krydderi i baggrunden. Smagen er helt fin med stor fokus på de røde jordbær. En anelse sødme i den modne frugt, der strammes perfekt op af høj mineralitet og god tørhed i eftersmagen.

Tavel og Gazpacho
En perfekt start på en hyggelig aften hos Søren og Anika. Der kommer flere indlæg med resten af aftenens vine.

Disclaimer: Vinen er indkøbt hos min arbejdesgiver Otto Suenson.