Beaufort – naturligvis med nuancer

Beaufort familien byder på besiddelser flere forskellige steder i Frankrig, så ganske interessant en eftermiddag at smage deres samlede sortiment. Bourgogne, Champagne og Languedoc var på bordet. Vin nature / Naturlig vin begrebet er jeg ikke altid stor tilhænger af, jeg har en tendens til at blive lidt fornærmet på alle de andre producenters vegne. Som udgangspunkt kan jeg rigtig godt lide tanken om at producenterne passer på vores jord og forgifter den så lidt som muligt. Jeg er imod når importører/restauranter eller andre, insisterer på at kun Vin Nature eller Biodynamisk fremstillet vin, kan være godt. Her er jeg ikke enig. Det kunne være nemt at opremse en række Bordeaux slotte som modargument, men lad os ikke gå den vej. Lad os hellere se på nogle store kommercielle producenter. Se til Australien og en producent som Peter Lehmann her er masser af god sund holdning til bæredygtig vinproduktion. Se til Californien hvor Wente er blot en af mange gode producenter der tænker på bæredygtighed. Hvad med en god gammel klassiker i Portugal, Dirk Niepoort er om nogen en gal hippie med rigtig sunde værdier og holdninger til vinproduktion. Det her er alle gode producenter, der laver dejlig vin, uden at bekende sig til hverken Vin Nature eller Biodynamik.

En konklusion jeg kunne træffe efter gårsdagens smagning er at nuancerne måske er større. Der er længere mellem top og bund. Måske kan man sige at vinene er sjovere, mere udfordrende og kan byde på virkelig store oplevelser. Jeg blev trukket både op og ned i løbet af smagningen. Jeg kom aldrig helt til vejrs, men ramte under interessant niveau et par gange. Det er nok egentlig mere bundniveauet jeg undrer mig over. Hvad skal vi med disse vine, som egentlig ikke smager godt? Min smag, min holdning.

Se også en god veninde her Jacquie Lewis med hendes holdninger.

Beaufort viste sig fra mange gode sider til denne smagning. Jeg tog hele vejen rundt og nød at smage disse vine. Selskabslokalet i forbindelse med Restaurant Geranium, behøver intet andet end air-condition, så er det helt i orden. Jeg valgte denne dag at tildele point, for at sætte tingene i perspektiv, for mig selv. Desværre ingen billeder.

Mine to favoritter denne dag var:

2000 Millésime, Brut Nature, Domaine André et Jacques Beaufort, Polisy (Aube Depardement), Champagne – herlig levende og eksplosiv stil. Her er røg og mineralitet, sammen med frisk citrus og høj intensitet. En velfokuseret Champagne med kompleksitet og friskhed. 94 point.

Denne Champagne viste vejen for Beaufort familiens Champagner i Polisy, der var klart mere min stil end de tunge oxidative kolosser fra Ambonnay. Egentlig ganske interessant betragtning, da Aube distriktet i nogens øjne slet ikke burde være indlemmet i Champagne og Ambonnay har Grand Cru status. Den kan jeg tænke lidt over…

2011 Chardonnay, Domaine De L´Ocre Rouge (Marceline & Aymeric Beaufort), Dions, Languedoc – klart dagens best buy. 130,- detail for denne flotte Chardonnay er lige i skabet. Kombinationen af fed cremet Bourgognestruktur, frisk frugtsyre og mineralitet, samt god modenhed. En flot balanceret vin. 91 point.

Familiens domaine i Languedoc viste generelt interessante vine, med stor personlighed. At deres Merlot var kedelig er ikke en skam, blot en konstatering. De røde på mere lokale druer gjorde det rigtig flot.

Her er mine noter til andre udvalgte vine.

Domaine Amaury Beaufort (Marion & Amaury), Tonnerre, Vézinnes, Bourgogne.

2009 Les Larmes de Divona, (100% Chardonnay)  – intens, frisk, pære, mineralitet og pænt frugtsyre niveau. 91. Denne har jeg smagt tidligere og var virkelig ikke vild med den, men jeg har glemt årgangen. Blev meget positivt overrasket over renheden i frugten og tætheden i eftersmagen. Måske skal den bare drikke ung?

 2007 Les Larmes de Divona, (100% Chardonnay) – meget kalket mineralitet, lav syre og lav fylde. Hænger ikke rigtig sammen og giver ingen charme fra sig. 86 point. Den levede op til mine manglende forventninger J Tror bare jeg skal drikke denne vin ung…

Domaine Elodie Beaufort (Elodie & Reol), Chatillion-Sur-Seine, Pothieres, Bourgogne – to vine som smagte af gammel æblecider og bitre druekerner. Trætte og flade.

Domaine Alice Beaufort (Alice & Corentin), Chatillion-Sur-Seine, Pothieres, Bourgogne.

2010 Bourgogne Rouge, “Grand Charme” (100% Pinot Noir) – en herlig saftevands Bourgogne. Lige til at hælde i gabet og med sine 10% alkohol mere saft, end egentlig vin. Jeg fladt for dennes umiddelbare charme og vil med glæde nyde denne til lidt ost og pølse på terrassen i solen. Eneste lille tanke er: 190,- kr. så er den vist også betalt.

2011 Bourgogne Rouge, “Charmoire” (100% Pinot Noir, 2nd generation grapes) – mere intens og kraftfuld, men stadig lav alcohol på 11,5%. Rustik stil og uklar i sit udtryk. Ikke til min glæde.

Domaine De L´Ocre Rouge (Marceline & Aymeric Beaufort), Dions, Languedoc.

N/V 2010 Mousseaux “Perle Rosé” (100% Pinot Noir) – herlig tørstslukker. I stil med glimrende Prosecco.

2011 Chardonnay – se ovenfor! Nice wine.

2011 Pinot Noir – spids og syrlig. Bolchesødme og meget kort.

2009 Merlot – det virker ikke. Tyndbenet og umoden frugt.

2009 Le Rouge (Cinsault, Syrah, Grenache) – rustik dejlig kantet Languedoc stil. God tæthed, peber og animalsk præg. 90 point

2007 De Natura Vini (Carignan, Grenache, Cinsault) – mere blød end ovenstående. Cremet struktur, med noter af hindbær og skimmelost. 91 point. Kunne være rigtig sjov at følge over en hel aften, sammen med en grillet lammekølle.

Domaine André et Jacques Beaufort, Polisy (Aube Depardement), Champagne.

2007 Millésime, Brut Nature (80% Pinot Noir 20% Chardonnay) – skarp, frisk, fokuseret, citrus, grønne æbler. Ganske som smagt for nylig, virkelig en gang bobler efter min smag. 90 point

2000 Millésime, Brut Nature (95% Pinot Noir 5% Chardonnay) – meget positive. Se kommentar øverst.

1990 Millésime, Brut Nature (80% Pinot Noir 20% Chardonnay) – stor flaskevariation. Første flaske så tæt på død som muligt. Anden flaske, straks mere intens og i live. Man skal nok være lidt nekrofil overfor sin Champagne for at finde lykken i denne. Havde denne deltaget i den store 1990 Champagne smagning, så var den nok afskrevet

2000 Millésime, Blanc de Blancs, Brut Nature (100% Chardonnay)- flot stil igen. Kalket mineralitet og stringens frugtsyre, ikke så kompleks, men fin ren stil. 88 point.

Domaine André et Jacques Beaufort, Ambonnay, Champagne.

Champagner ved flere forskellige borde, men her samlet under ét punkt.

N/V Reservé, Brut Nature, Grand Cru, (80% Pinot Noir 20% Chardonnay) MAGNUM – fin og ren i stilen. Ungdommelig med citrus og kun lidt gammel æble bagerst i billedet.

2004 Millésime, Brut Nature, Grand Cru, (80% Pinot Noir 20% Chardonnay)- virker ikke. Sure gamle nedfaldne æbler. De få nakkehår jeg har, rejser sig med det samme.

1996 Millésime, Brut Nature, Grand Cru, (80% Pinot Noir 20% Chardonnay – frygtelig komponeret duft af sæberester og gammel frugt. Fin syre og liv i munden, men en eftersmag af gamle æbler er bare ikke noget der bringer smilet frem.

N/V Rosé, Brut Nature, Grand Cru, (100% Pinot Noir)- kogt rabarber, tung, klodset og helt uden friskhed. Jeg kan ikke finde charmen i det her.

1992 & 1998 Rosé de Saignee, Brut Nature, Grand Cru, (100% Pinot Noir) – testet før med samme fornemmelse. Der var absolut mennesker omkring bordet der smilede og syntes dette var rart. Jeg stillede mig ikke op i koret.

Fra andre borde, men samme producent her i Ambonnay:

2006 Champenoise Blanc Grand Cru, (100% Pinot Noir) – stor og komplekst med appelsiner, friske æbler og herlig intens frugtsyre. En stor vin, med masser af liv og glæde. 92 point.

1996 Champenoise Blanc Grand Cru, (100% Pinot Noir) – fesen med sjov duft af ristede kastanjer og meget oxidative noter. Duften var klart det mest interessante, smagen tabte en del på gulvet for mig. 88 point.

2006 Champenoise Rouge Grand Cru, (100% Pinot Noir)- en rødvin fra Champagne, I Champagneflaske. Ser lækkert ud og smagte ganske godt. Stram styret frugtsyre, der lige smækker en på kinden som en god tysk Pinot kunne gøre det. Masser af intensitet og typiske Pinot noter. 91 point.

1989 Champenoise Rouge Grand Cru, (100% Pinot Noir) – lidt træt flaske.

Alt i alt en ganske spændende smagning, der fik vist Beaufort familiens mange nuancer. Mange gode vine, få fantastiske og en masse der bare slet ikke er mig. Tak til Lasse Kruse fra Krone Vin for invitationen.