Champagne til Champagnesmagning

En herlig lang aften, dagen før nytårsaften, havde vi sat os sammen for at nyde en håndfuld gode bobler. Heldigvis var der en overflod af Champagne, men som nævnt også ganske glimrende Cava og Sparkling Wine. Et par rødvine blev der også plads til, mest imponerende den gamle Barolo. Lige så rart det kan være til en rødvinssmagning, at få et glas Champagne undervejs, lige så rart kan det være at få et glas rødvin til en Champagnesmagning.

Her kommer en opsummering på de fleste af vores Champagner denne aften.
Champagne Texier
Jean-Michel Texier, Grand Cru, Verzenay, Champagne
– en kraftfuld stil med en del oxidative noter i næsen, der følges til dørs af lidt revet appelsinskal og tung abrikos. Smagen følger stilen fra næsen, oxidativ og tung, uden at miste fokus fuldstændig. Det var ikke lige min stil, vil gerne gå den komplekse vej, men mister friskheden lidt i forsøget.

Champagne Arnauld
2006 Michel Arnauld & Fils, Memoire de Vignes, Champagne – så skete det. Jeg har taget billede, men ikke skrevet et eneste ord. Jeg mindes den som fin og frisk, men god dybde i eftersmagen. Ung, med stort potentiale.

Champagne Prie
Philippe Prié, Cuvée Archange, Brut, Champagne
– min favorit denne aften! Stor og kompleks med friske noter af abrikos, mandel og appelsin. God balance i smagen, hvor den høje frugtsyre styrer mineralitet og citrusnoter i top! En ung Champagne, med flot smagskompleksitet. Vi fik denne aften klart lov til at smage de friske elementer, men jeg er sikker på at denne byder på en smuk smagspalet om et par år med endnu flere sjove noter.

En Champagne der er sammensat af mest 2005, samt mindre mængder af 04 & 03. 60 % Pinot Noir & 40 % Chardonnay. 

Champagne Jean Laurent

2002 Jean Laurent, Blanc de Blancs, Brut, Champagne – bred duft med modne tropiske noter og en anelse ristede nødder i baggrunden. Herlig fylde i smagen med cremet struktur, hvor ganske små bobler perler fint på tungen. En meget klart fokuseret Champagne, hvor de enkelte elementer står klart og alligevel i fin harmoni. En super årgang har helt sikkert været med til at give denne flaske den store kraft og harmoni. Ville med glæde smage igen om 5 år.

Champagne blanc de noirs
2002 Jean Laurent, Blanc de Noirs, Brut, Champagne – desværre ikke serveret sammen med sin Blanc søster. Meget floral duft med næsten sæbevand. Smagen noteret som ung med meget syrlig stil og fokus på citrus. Elegant, eller lidt enkel i stilen? Virkede ikke særlig kompleks i min bog, men det skal siges at den kom som aftenens sidste vin, efter en del kraftfulde vine.

Frederik Kreutzer & Karsten Engmann Jensen

Fokus fra vært og undertegnede

Endnu engang stor tak til vores vært Karsten, der havde tryllet fantastiske bidder frem i køkkenet. Der blev serveret alt fra humus til hjemmelavet andeterrin – der var fantastisk.

IMG_9706

IMG_9649