Fra 1961 til 2008, en historie fortalt i flasker

Hvidvin der lugtede af sure vingummi, rødvin så lys som en ung rosé og bobler der smagte mest af friskpressede æbler. Smagsvariationen var stor, og hvad andet kan jeg forvente, når jeg beder folk om at tage en flaske eller to med, med lidt alder på? Som vinekspert er den en fornøjelse at lægge hus til sådan en samling rødder.

Vi endte 9 personer om bordet i Casa Kreutzer, der alle bidrog til den gode stemning. Alle fik gættet, men endnu engang kan vi konstatere at vi sjældent rammer direkte.

Til at starte med havde jeg lidt hapsere på bordet:

Chorizo om cornichon
Røget kammusling på agurk
Sardinpaté på toast
Sorte oliven fra Priorat

Hjemmebagt rosmarinbrød til, som denne gang var blevet rigtig godt.

Herefter fik vi, efter opskrift fra Lars Boesgaard, Provence: Oksegryde. Opskriften blev tilpasset lidt, så den passede til mine evner og temperament.

1,5 kg. Oksetykkam skåret i mundrette bidder, marineret med løg, gulerødder og lidt krydderurter i rødvin i 24 timer. Herefter frem med den store ovngryde og nederst lagde jeg 300 gram ristet bacon, ovenpå kødstykkerne, som jeg havde brunet af på en pande, løg, hvidløg og et par stykker chokolade og til sidst hældte jeg den siede marinade over. Ind i ovnen ved 150 grader i 4 timer, på køl til næste dag, afskumme fedtet og så ind i ovnen i endnu 3 timer. Til sidst hældte jeg saften fra og jævnede i en gryde, og så tilbage på kødet og varme. Serveret på en mos af kartofler, jordskokker og gulerødder, samt lidt hvidløg. Bon appetit og alle var glade.

Til sidst et stort ostebord med salami og friskskåret skinke. Der var bregne-brie, Tomme de Savoie, San Simon, Vesterhavsost og en humpel af den gode parmigiano reggiano…

Dessert var der ikke noget af, men mine gæster virkede heller ikke rigtig sultne…

En lang liste af vine, hvor jeg hoppede fra min plads til køkkenet, så der blev ikke taget verdens skarpeste noter herfra. De fleste vine blev serveret blindt, jeg nævner der hvor det ikke var blindt.

NV Ruinart, Champagne, 37,5 cl. – herlig moden i stilen. Har ligget en god del år, mit bud er at den er 5 år siden degorgering. Rugbrød og gærede undertoner med en frisk tone af appelsinskal. Serveret åben.

2000 André Blanc, Schlossberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gylden og herlig ekspressiv duft med abrikos og stenet mineralitet. Fin lidt sødligt udtryk og for mig i god balance. Moden, men ikke træt i min bog. Serveret åben.

2003 Marc Lauby, Chablis 1’er Cru, Cote de Lechet – herlig duft af acacie og blomsterbutik. Pæn tilbagelænet stil, fersken, mineralitet, let cremet, champagnebrus i eftersmagen. Gæt gik på chardonnay, men en luftede tanken om Chenin Blanc og så måtte man høre for det resten af aftenen. En glimrende vin, hvor både årgang og Chablis 1’er Cru blev gættet.

1999 Kuentz-Bas, Eichberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gule blomster, drikkelækker stil med friskhed og let mineralitet. Intens og citrus-frugtsyre. En lille sødme, der fik os til at gætte, nej nærmere insistere på Tyskland.

2007 Scholium Project, The Prince in his Caves, Farina Vineyards – uklar og grumset i glasset. Ekstrem dårlig hørm af sure vingummier, acetone, bananessens, abrikos, sprittet. Virker og ser ud til at være dårlig og i det mindste uharmonisk som bare pokker. I munden virker det som om der er mening med galskaben. De enkelte meget underlige elementer falder på plads og frugtsyren står på pinde i baggrunden. Den vokser lidt på mig og på trods af sin klare disharmoni, så kan jeg godt lide det her. Mærkelig vin… Intet blev gættet, men vi var vist også kun 2 der kunne lide det.…

Read More »