Besøg hos Bodegas Nabal, Ribera del Duero

En moderne bodega i et klassisk område, det beskriver på mange måder Bodegas Nabal i Ribera del Duero ganske godt.

En smuk solnedgang ved Bodegas Nabal

Bodegas Nabal er bygget færdig i 2015, så alting står stadig flot og elegant. Vingården er ejet af familien Navarro Nabal, hvor de fem søskende alle er involveret i driften. Ved dette besøg havde vi fornøjelsen af at være indlogeret på bodegaens værelser. En hel fløj er indrettet som hotel, der kun bruges til venner og bekendte. I dette tilfælde var jeg inviteret af konsortiet bag Ribera del Duero.

Bodegas Nabal

Vinmark med ca. 100 år gamle tempranillo vinstokke

Bodegas Nabal ejer kun få vinmarker, men som de fleste andre i området så køber de druer af de lokale vinbønder, der passer markerne. Målet er at købe fra marker med fokus på økologi og især gamle vinstokke, som vurderes væsentlige for vinens kvalitet. Vingården ligger i 865 meters højde og de fleste vinmarker i nogenlunde samme højde. I alt ejer Nabal selv 6-7 hektar, men arbejder med druer fra over 40 hektar. På nuværende tidspunkt fremstiller Bodegas Nabal omkring 120.000 flasker om året.

Vinene fremstilles efter helt klassisk forskrift. Druer høstes i små plasticbøtter, for ikke at blive beskadiget under transporten. De afstilkes 100 % og pumpes direkte i ståltanke til fermentering. I tankene udføres der pump-over to gange om dagen, for at udtrække farve, smagsstoffer og tannin fra skallerne. Efter endt gæring lagres vinen i op til to år på en kombination af franske og amerikanske fade. Så vidt jeg kunne bedømme var alle fade, også i denne kælder ristet med medium+. Det er en relativ hård ristningsgrad, som er med til at give mere røget karakter til vinene i flasken.

Vineriet, og de marker vi så, var i rigtig flot stand og der er fokus på renhed i alle aspekter. Denne lidt polerede rene stil kan man også fornemme i vinene, som alle har fin ren frugt.

Læs også mit indlæg om de to stilarter i Ribera del Duero

Vi havde en god smagning på den sidste dag, hvor vi gensmagte de fleste vine.

2021 Nabal, Albillo Mayor, Ribera del Duero

Siden 2019 har det været tilladt at fremstille hvidvin i Ribera del Duero. Inden da blev vinene på albillo mayor nedklassificeret.Druen er plantet både alene, men også mange steder mellem planterne med blå druer. I flere tilfælde bruges den til at co-fermentere med de blå tempranillo druer, for at skabe en mere floral stil i de røde vine. I dette tilfælde er druen ren og vinen hvid.

En super flot vin, som vi smagte af flere omgange, både alene og sammen med mad. Druens karakter, kombineret med arbejde med bundfaldet, giver en vin med medium plus fylde og smagsintensitet. Der er en kombination af både stenfrugter og en anelse tropisk frugt i nuancerne. Bundfaldet, og lidt fadbrug, har givet noter af brød, samt lidt røg. En kompleks vin, som dog bevarer en fin friskhed. 92 point

2019 Nabal, Cosecha, Barrel aged, Ribera del Duero

Basisvinen er her sammensat af druer fra gamle vinstokke, som får samme kærlighed som de bedre vine på gården. Inden aftapning får vinen otte måneders lagring på fade, hvilket er med til at understrege karakteren i vinen. En meget saftig stil, hvor rød frugt løfter vinen godt op. Fadet ligger kun som et svag note i baggrunden, det er helt klart frugten der bærer denne, sammen med et let urtet præg. 89 point

2018 Nabal, Crianza, Ribera del Duero

Så rykker vi et niveau op i kompleksitet, hvor frugten allerede i næsen viser et ekstra gear. Dette er en intens og kompleks vin, hvor frugten er præget af sorte bær, med en anelse rød tone nedenunder. Den røde tone ses tit i området, da de højtbeliggende marker, skaber en stor forskel mellem dag- og nattetemperatur. Den forskel bevarer frugtsyren i druerne, som igen giver friske toner i vinen i sidste ende. Vinen strammer godt til i munden, med en del tannin. Bring mig et stykke grillet lam, og så er der glæde i kombinationen. En vin til dig der vil have tyngde og kompleksitet. 91 point

2016 Nabal Riserva, Ribera del Duero

De ældste stokke leverer druer med større kompleksitet og mit bud er at de også er plukket en anelse senere. De første noter var tydeligvis af modne blommer, figen og allerede nu lidt valnødder. En vin som efter 20 måneder på fad og resten i flasken er begyndt at udvikle klare noter fra lagringen. Tørret frugt, visne blomster og en hel chokoladebutik. En vin som balanceret af høj intensitet, stor fylde og masser af struktur. De mange lag åbner stille og roligt op i glasset og beder om mere tid, men det fik den ikke. 94+ point til dig der vil have fuld skrue!

Da vi løb tør for glas…

Tusind tak til Bodegas Nabal for stor gæstfrihed, dejlige værelser, herlig morgenmad og fantastiske vine.