Danmarks Bedste Hvidvin til 400,- kr.

Store ord, og ja en anelse overdrevet, for hvad var egentlig vores grundlag at vurdere ud fra? 7 gutter, vi skulle have været 10, der hver medbragte én flaske vin i dette prisleje. Alt blev serveret blindt og så diskuterede vi hvad vi bedst kunne lide. Dette giver naturligvis ikke et retvisende billede af Danmarks Bedste Hvidvin, men vi havde en sjov og hyggelig vinsmagning.

blindsmagning

Sådan blev vinene serveret – så blev vi heller ikke vejledt af flaskeformen…

Når jeg skal vælge vin til sådan en smagning, så tænker jeg først Bourgogne og dernæst Tyskland. Alene af den grund ville jeg medbringe en anden type hvidvin til denne aften. Mit valg kan du se længere nede i programmet. Om alle havde tænkt det samme, ved jeg ikke, men vi endte mærkelig nok helt uden Riesling på bordet. Her vinene vi smagte med mine noter og kommentarer. Vinene blev serveret i sæt af 2 og afsløret efter hvert sæt.

2010 Garnier & Fils, Les Clos, Grand Cru Chablis

Sprød og intens citrus

2010 Garnier & Fils, Les Clos, Grand Cru Chablis – tydelig Chardonnay fra køligt klima med noter af gulde frugter og en god doseret mængde nyt frisk egetræsfad. Smagen havde fylde med stor frugtintensitet og en anelse røg, der fik mig til at gætte Puligny Montrachet 2010.

2009 Marcel Deiss, Mambourg, Alsace

Forvirring og hatten af for det éne bud på Alsace

2009 Marcel Deiss, Mambourg, Alsace -en meget udviklet vin der viste klar alder både i farve, duft og smag. Orangeblomst og moden ananas blev understøttet af en fint flintet karakter. Havde en fin friskhed og god sprød frugtsyre. Jeg var helt blank på hvor jeg skulle gætte, da jeg ikke kunne få modenhed og frugtsyre til at hænge sammen med noget. Tror jeg endte i Bordeaux.

2005 Joseph Drouhin, Les Folatieres, Puligny-Montrachet

Eksempel på pre-oxideret Bourgogne

2005 Joseph Drouhin, Les Folatieres, Puligny-Montrachet – alt for mørk og med en oxideret duft af sure blommer. Meget tropisk frugt, som havde en pæn syre i baggrunden. Blev dog totalt overskygget af voldsom oxideret præg. Det burde en stor Bourgogne på dette niveau ikke være.

2009 Gut Oggau, Mechthild Weiss, Grüner Veltliner, Weinland

Skuffende igen

2009 Gut Oggau, Mechthild Weiss, Grüner Veltliner, Weinland – med en underlig ufokuseret duft af sulfo, der blev til lidt anis og måske en anelse karamel. Til sidst kom der også petroleum, ganske uden at pege på riesling. Stram i smagen med svage noter der gav lidt hvide blomster, pakket ind i en medium høj frugtsyre. Trist og kort, uden den store karakter.

2006 Lucien Crochet, Vendange du 10 Octobre, Sancerre

…og en eftersmag på nærmest 2 minutter – vildt!

2006 Lucien Crochet, Vendange du 10 Octobre, Sancerre – hold nu op en vild og voldsom vin. Den var fra vores sortiment hos Otto Suenson og jeg må indrømme at jeg genkendte den, uden at have smagt den tidligere. Det var en voldsom vin, med tryk på alle cylindre. Stor intensitet i smagen og måske en af de vildeste eftersmage jeg længe har oplevet. Her var mineralitet og grønt græs, bakket flot op af citrus og æble. En vin der delte vandene, jeg var i den positive lejr. Minder den om Sancerre? Nej, men den smager edderfløjteme vildt godt.

2006 Newton, Unfiltered Chardonnay, Napa County

Aftenens vin, for de fleste

2006 Newton, Unfiltered Chardonnay, Napa County – virkede nærmest sky ved siden af den vilde Sancerre. Startede med at være lukket, men kom så snigende med en flot smagsintensitet. Stor bredde i smagsbilledet, men holdt stramt af en flot frugtsyre. Med lidt tid i glasset voksede denne sig rigtig flot og ALLE var enige om at dette var en fantastisk vin. De fleste, undtagen måske én, var sikker på at dette var stor Bourgogne 1’er Cru. Vi kunne dog på ingen måde blive enige om hvilken kommune vi skulle satse på. Denne vin var aftenens vinder, med klart flest positive tilkendegivelser.

2009 Domaine Maldant Pauvelot, Les Gravains, Savigny-les-Beaune

Lækker hvid Bourgogne

2009 Domaine Maldant Pauvelot, Les Gravains, Savigny-les-Beaune – en meget flot og tydelig hvid Bourgogne på semi-højt niveau. Flot balanceret frugt og intensitet, hvor fadet lå pænt i baggrunden. En naturlig fedme og modenhed der blev holdt i skak af en frisk frugtsyre. Gæt: Chassagne.

Da alle vine var afsløret og blev gensmagt, bredte der sig en heftig snak om bordet. Her var vi tydeligvis alle MEGET klogere, da vi nu kendte de enkelte vine. Dette er hele pointen med at servere vin blindt; at vi pakker vores forudindfattede meninger væk.

hvidvin

Klassebillede

Tak til Søren fra Brdr. D vinhandel for at arrangere endnu en god smagning. Glæder mig allerede til næste gang.