Kan man drikke pinot noir fra Australien?

Ja, det kan man godt. Hvis man bare tror at det er noget marmeladesaft, så tager man grueligt fejl. Australien rykker helt i vildt i disse år og er begyndt også at producere en køligere og lettere stil af vine. Denne stil er yderst eftertragtet i disse år, så det er et smart træk. Forleden var jeg til smagning af pinot noir fra Australien og der var mange gode oplevelser i glasset.

Konklusion først: pinot noir fra Australien må meget gerne komme fra det sydlige område omkring Melbourne. Mornington Peninsula, Victoria og Yarra Valley er områder der skal ind på radaren. De kølige områder der ligger her, leverer vine med finesse, balanceret alkohol under 14 % og saftige røde frugtnoter. En stil der vækker minder fra andre steder i verden. Endnu engang kan vi slå fast:

Alle vine på pinot noir skal IKKE sammenlignes med Bourgogne, men sammenlignes med hinanden.”

De senere år har vist mig, og helt sikkert også mange af jer andre, at pinot noir kan smage fremragende, når det kommer fra Oregon, Californien, Central Otago, Baden, Pfalz, Mosel, Østrig, Alto Adige, Chile … fortsæt selv listen, der er flere områder der er interessante. At påstå at disse vine er “burgundiske” synes jeg er letkøbt. Det vi i mange tilfælde mener er at de er vellavede og i flot balance.

Udfordringen smagsmæssigt, for dig og mig, det er at smage terroir-forskellene i disse vine, for på den måde at finde ud af hvordan de adskiller sig fra hinanden. For hvad er det der adskiller disse vine? Jeg har svært ved at finde det. Den ene dag, eller flaske, siger at det er den kandiserede frugt i område X der er udslagsgivende. Næste dag, eller flaske, peger på at område Z har denne karakter. For mange af vinene er det væsentligste at de ikke er “for meget”. Der er ikke for meget alkohol, der er ikke for meget farve, der er ikke for meget tryk på smagen, der er ikke arbejdet for hårdt med fadet. Det er vine som har en lethed og balance som vi godt kan lide. Tak for det til de kære producenter.

Personligt har jeg ikke et favoritområde, men Australien røg klart i top forleden. For mig er det mere producenten, end et givent område man kan sætte i bås. Det er ønsket om at lave en lettere stil, som bliver interessant. Flere af de ovenfor nævnte områder, kan levere i begge ender af skalaen. Der produceres også plonk i gode områder. Vine som er høstet for sent, fremstillet uden ønsket om lethed, vine med sødme og høj alkohol som skæmmer den fine frugt fra pinot noir druen.

Smagning hos ambassadøren

Jeg var inviteret til smagning hos Australiens ambassadør i Danmark; Kerin Ayyalaraju. Vi blev introduceret til området af Guy Woodward, der havde stor ekspertise på området.

Denne dag smagte vi ni vine, desværre af næsten umulige vinglas. For mig er pinot noir en krævende drue på mange måder, den kræver absolut også et glas som er egnet til den.

Mine tre favoritter på dagen var:

2021 Tolpuddle, Pinot Noir, Tasmania

Herlig vin med en smuk floral næse der åbnede flot op, selv i det lille glas. Det kølige klima på Tasmanien har muligvis bidraget ekstra til en lufitg stil, hvor frugten nærmest svævede hen over tungen. Masser af lag og utrolig flot ren lang eftersmag. En levende vin, som gjorde mig yderst glad. 93 point. Kan købes hos Laudrup Vin

2021 Paringa Estate, Pinot Noir, Mornington Peninsula

Lidt for sød i næsen, men det udviklede sig i en mere urtet retning. Meget elegant stil, med en utrolig kerne af ren rød frugt. Charmerende og utrolig drikbar i stilen. Den søde start gik ikke med til smagen, hvor det mere var den røde frugt, hvid peber og mineralitet der styrede festen. En stor fornøjelse. 92 point. Kan købes hos Sigurd Müller Vin

2020 Moorooduc Estate, Pinot Noir, Mornington Peninsula

En vin hvor fad og rød frugt dansede hånd-i-hånd over engen. En oplevelse af balance i munden, hvor sødme, syre og rød frugt stod flot i forhold til hinanden. Fadet er der, men overskygger på ingen måde frugten. God intensitet og friskhed i afslutningen. Et saftigt indtryk, der holdt godt ved. 93 point. Ingen kendt importør.

Stor tak for invitationen, det var en stor fornøjelse og jeg blev markant klogere på emnet.