Ofte vælger vi at bruge de gode flasker i store smagninger, hvor de bliver én af mange flotte trofæer på en lang aften. Nogle vine stråler i den sammenhæng og formår at råbe højt nok til at blive hørt. Sidste weekend havde jeg mulighed for at smage nogle gode ældre italienere fra kælderen, i mindre selskaber. Det var en stor fornøjelse. Barolo fra Cavallotto, Chianti Classico fra Fontodi og en enkelt flaske fra Selvapiana.
Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg har noget imod at sidde 8 – 12 gode mennesker om et bord og dele 15 – 20 vilde flasker, eller mere. ‘Wine is for sharing’ som mange ynder og sige og jeg har det på præcis samme måde. Jeg har en del gode flasker, som ligger og venter på den rette invitation og den rette gruppe af mennesker. Jeg drømmer om at jeg får genoplivet 10-års smagegruppen, måske det sker i 2024.
Jeg elsker bare også at have tid til at se hvad en flaske virkelig kan. Hvad der sker når den får luft og stille og roligt åbner op for alle lagene. Mange store vine smager bare bedst, når de har fået den rigtige mængde tid med luft.
Er det nemt at vide hvad optimal tid er for en given flaske? Nej, det synes jeg ikke.
Unge vine skal have tid, men vi vil også gerne smage dem lige fra flasken for at se hvor de er. Ofte er de bedst dagen efter, eller yderligere et par dage. Forleden nød jeg en god Oregon Pinot Noir 2022 og troede at den leverede alt. 3 dage senere fandt jeg resten i køleskabet og blev næsten blæst omkuld over hvor vinen så var. En vin der startede med at vise nuancer, men som alligevel gemte på endnu flere lag.
Gamle vine skal i nogle tilfælde åbnes og hældes i glasset. Andre gange skal de have den helt lange luftetur. Hr. Audouze, som du bør kende fra Instagram giver de helt gamle (+50 år) fem timers luft. Læs hans metode beskrevet her Jeg er nervøs anlagt i alt for mange tilfælde og hælder til at åbne gamle vine og følge dem fra det punkt. Da vi drak Mouton 1973 sidste år, havde vi glimrende succes med den metode.
2007 Cavallotto, Vigna San Guiseppe Riserva Bricco Boschis, Barolo
For mig står Cavallotto som en ultra-traditionel producent i Barolo. En stil jeg elsker og nyder for sin rå tannin og utrolige finesse. Det er ikke altid nemme vine. Det er vine som kræver lidt kærlighed og især tid. Denne flaske var ikke anderledes. Jeg havde åbnet den om morgenen, stillet den koldt med en neutral prop. Vi nød den to mand om aftenen og fik, hvad jeg vil mene, en optimal oplevelse ud af flasken. Der er produceret 3333 flasker i denne årgang og Cavallotto tilbyder fuld information om årgang og vin her.
Flot teglfarvet kant som viser alder, og som kun understreges af druen. Duften var præget af tertiære aromaer med hængt kød, salami, læder og tørret frugt. Ved nærmere snusning kommer de primære noter mere med. Modne jordbær, hindbær og medicinskab. Sorte oliven der ruller på et gammelt mahognibord, et sommerhus hvor ilden knitrer og man kan dufte det våde træ der blusser op. Rå vild og intens på mange måder. Krævende på en måde hvor den vil have opmærksomhed, og man gerne giver det. Længde, balance og saftighed bagved den voldsomme struktur. Tannin i lange baner ja, men så rigeligt afrundet af alderen. Frugten ender som samlet vinder, men i en mere tørret end frisk udgave. En stor flaske, som det var en fornøjelse at nyde over flere timer. Serveret med en gang simregryde på oksekød og grønt, ovenpå en kartoffelmos. Perfekt match. Nydt af Zalto Bordeaux glas. Det virkede som det rigtige valg og ingen af os havde lyst til at prøve andet på dagen. Tak for en god aften til sønnike.
De næste to flasker var dagen derpå, sammen med gode venner. Et udvalg af antipasti og cannelloni med kød, bestilt fra Zunino i Rungsted.
2012 Fontodi, Chianti Classico
Min sidste flaske, hvilket både glæder mig og ærgrer mig. Den performede så flot med saftig rød frugt, men dagen efter var bunden måske endda endnu bedre. Sådan er det når man gemmer vin, især sangiovese kan for mig danse på en knivsæg om man vil beholde den friske frugt, eller nyde de mange ekstra lag der kan komme på. Fontodi er en producent jeg altid har holdt meget af og stadig gør. Jeg glemmer sent vores vertikal af Vigna del Sorbo for år tilbage.
På aftenen var det ren rød frugt, der gemte sig lidt i glasset. I smagen var der liv og glade dage med en smækkende syre og rivende tannin. Musikken spillede og det hele blev bundet perfekt sammen af frugten, som var let og insisterende. En herlig flaske.
2007 Selvapiana, Fornace, Toscana
En vin der altid har haft svært ved at charmere mig. Den virker ofte lidt klodset og kantet, slet ikke som husets Chianti Rufina vine. Vinen er sammensat af merlot, cabernet sauvignon og cabernet franc. Det bør jo være mørk moden tung frugt, som i en Supertoscaner, det er det bare ikke. Det er nærmere en modsætning, en vin der insisterer på at være italiensk, uagtet druevalg. Den er rå, upoleret og med en del tannin, selv efter alle disse år. Mindre klar og tilnærmelig end Baroloen dagen før fra samme årgang. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at spekulere på om vi havde gemt den for længe?
Vinen havde på aftenen masser af lag med mørk moden frugt. Smagen mere frisk end duften. Fadet meget til stede. Tung og klodset i sin sammensætning. Alligevel interessant nok til at den var sjov at følge i løbet af aftenen. Dagen efter var det sidste faldet helt sammen.
Alle flasker anskaffet da jeg arbejde for importøren Otto Suenson, der stadig arbejder med alle tre huse.