Det er ikke ofte at man får serveret klassiske vine, som har den ønskede alder. Det skete nytårsaften, hvor en god ven havde været dybt i kælderen efter klassisk guld. Château Talbot 1988 og Chapoutiers La Bernardine Châteauneuf-du-Pape 1990 fik mine forventninger til at gå helt i top. Vi snakker ikke investering i vin for at tjene penge, kun for at få bedre smagsoplevelser.
Da jeg startede i vinbranchen i midten af 1990erne var dette vine som var tilgængelige, for en fornuftig pris. I dag er det lidt mere besværligt, eller bare dyrt, at anskaffe disse vine, især med alder. En søgning finder nemt nye årgange af vinene. La Bernardine hos Kjær & Sommerfeldt til kr. 405,- og Château Talbot 2019 kan fåes hos flere, bl.a. Philipson Wine til kr. 599,- v/1 fl.
Gamle årgange er lidt sværere. La Bernardine 1990 fandt jeg i London hos altid velassorterede Hedonism Wine til 112£ hvilket er ganske rimeligt, taget kvaliteten i betragtning af den smagte flaske. Château Talbot 1988 fandt jeg også i England til 90£ hos Wine Trove
De relativt billige priser skal ses i lyset af at vinene er lavt rated hos Robert Parker og dermed ikke er steget voldsomt i pris. Det vil altid være afgørende for om en vin stiger i pris, om den er højt rated hos de anerkendte anmeldere. Der findes masser af gode vine, som kan udvikle sig flot og give vilde smagsoplevelser, men ikke er rated +95 point. Disse to flasker har hhv 88 og 89 point hos Robert Parker.
For mig var forventninger høje, da jeg kender vinene og ved at de performer godt i de fleste klassiske årgange. Talbot har altid været en favorit for mig og 1988 er en klassisk, men ganske undervurderet årgang. Den står i skyggen af 1989 og 1990 som er nummeret større, men 1988 har altid vist sig ganske klassisk i sit udtryk. Det gjorde den også denne aften. Chapoutier er en absolut stjerneproducent i Rhone, mest anerkendt for sine enkelt-parcels-vine fra Hermitage og Cote-Rotie. Jeg har nu også altid godt kunne lide hans Châtauneuf-du-Pape, La Bernardine, der også leverede fuldt ud denne aften. 1990 var en stor årgang og det har helt sikkert gjort at denne, lidt mindre end de største, vin har holdt så godt.
1988 Château Talbot, Grand Cru Classé, Saint-Julien
Rejst op to dage i forvejen. Proppen kom op uden sværdslag. En dejlig duft bredte sig fra start med kælder, chokolade og tørrede frugter. En anelse kogt note, der heldigvis forsvandt hurtigt. Blev ved med at leve i næsen, hvor den gamle fugtige kælder var der, med våd efterårsskovbund. Frugten startede mest tørret, men strammede egentlig op og blev mere frisk. Det er naturligvis mest sort frugt, med lidt tranebær. Et grønt element som mynte der giver noget friskhed, i både næse og mund. Silkebløde tanniner og alligevel fornemmelsen af et fast greb. Den gamle mahognikommode lever endnu, men frugtskålen står øverst og dominerer klart smagsbilledet. En elegant vin, der danser og viser klasse. Det er lige netop det her som Bordeaux kan, når det har udviklet sig.
1990 M. Chapoutier, La Bernardine, Châteauneuf-du-Pape
Ja tak, en drøm at støde på en gammel flaske Chapoutier, der stadig lever. Jeg havde aldrig smagt denne med så meget alder. En vin med sødme og modenhed. Her var figner og dadler, samt syltede blommer. En dybde der ikke var i Talbot, men slet ikke samme finesse. Mørk chokolade og våd tobak, samt tung alkohol der holder fast i den modne frugt. Fyldig og en fremragende ledsager til kødet, her med flere muskler end Talbot til at skabe harmonien. Absolut i live, men med mindre renhed og finesse end Talbot. Den tabte klart i den næsten direkte sammenligning.
Endnu engang blev vi overbevist om hvor dejligt det er at drikke moden vin. Derfor gemmer man, så man kan få store smagsoplevelser. Investering i vin for at tjene penge, det er en helt anden historie som man siger.