Jeg behøver kun vin fra ét land

Med jævne mellemrum, så bliver jeg så begejstret at jeg tænker at ét land kan levere al den vin jeg behøver for at være glad. Vin fra et land der har al den kompleksitet, alle de nuancer og alle de typer som jeg længes efter. Det behøver heldigvis ikke være så simpelt. Vi er så priviligerede i Danmark at vi har et af de bredeste udvalg af vin. Vi har vin i alle prislejer, og fra alle afkroge af verden, til at dække vores nysgerrighed. Vi behøver ikke at nøjes med vin fra et land.

Det er jo utopi at tænke sig at man kun skulle drikke vin fra ét land, alligevel så har jeg her et par bud på lande som har en bredde som vi nogengange overser i hverdagen. Der er så mange afkroge af verden hvor der er producenter med hjertet på det rette sted, der laver stor vin. Det behøver ikke altid være Chambolle eller Pauillac, for at være fremragende vin.

Her kommer mine bud på en række lande, præsenteret med to vine hver, der kan give dig store oplevelser, til fornuftige penge. Jeg lover dig for at jeg har overset et land, eller fem. Giv gerne dit bud på hvilket land der kan opfylde alle dine vinønsker.

Sydafrika, glem brændt gummi

Et land der er i rivende udvikling og som jeg har besøgt et par gange. Heldigvis smager jeg ofte vin fra Sydafrika og jeg glæder mig over diversiteten. For mig ligger smagsnuancerne et sted omkring den gamle verden, med fin syre og god intensitet, men ofte på baggrund af druer med en anelse højere modenhed. Ja, der findes også kedelig brændt vin i Sydafrika, men det er godt nok blevet nemmere at finde vine med friskhed og elegance, til rimelige priser. Vine på cabernet sauvignon, enten alene eller i blends, har et enormt potentiale hernede.

Chenin blanc er druen der bør fremhæves i hvidvin. Den udgave der ofte tager mig med storm er med en god del fad, som alligevel balanceres af syre og frugtintensitet. Her et billede af De Morgenzon Reserve Chenin Blanc fra Stellenbosch. Den er absolut én af mine favoriter i denne kategori.

Pinot Noir er en fortryllende drue og jeg er rigtig glad for de bedste udgaver fra Sydafrika. Her tre favoritter på stribe!

Italien, udenfor alfarvej

Her mener jeg Italiens små gemte lommer af fremragende vindistrikter. GLem for et øjeblik Piemonte, Veneto og Toskana. Alle tre regioner der i den grad kan råbe op og fortjener deres berømmelse. Heldigvis er Italien så meget mere end det. Der er hundredevis af druer, samt små vinområder med passionsdrevne vinproducenter. Nogle er mere berømte end andre, men for den nysgerrige vinelsker er Italien en guldgrube! Hvidvin fra Italien har rykket med syvmileskridt i de seneste ti år og fortjerner din opmærksomhed. Alt fra Soave til Caricante fra Sicilien er værd at nævne. Rødvinene har i de fleste tilfælde utrolig meget charme, vine med syre der giver friskhed og et bid der gør dem perfekte til mad.

Verdiccio dei Castelli di Jesi er ikke det nemmeste navn at huske på en vin og et distrikt, men det smager fantastisk. Jeg besøgte området for et par år siden og fik øjnene op for hvad disse vine kan, både som unge og med ti år på langs. La Staffa var absolut en af de sjoveste producenter!

Skal jeg kun fremhæve én drue, så bliver det nerello mascalese. En drue der vokser på siden af Etna i vulkansk jordbund og giver fantastiske vine. Friske og rødfrugtede, med en helig tanninstrukur i baggrunden. Der er mange gode producenter, dette en flaske jeg havde med hjem i kufferten.

Portugal, mit elskede Portugal

Der skal ikke være tvivl om at jeg elsker Portugal, både mennesker, mad, kultur og vine. Der er charme, varme og godt humør i hver en afkrog. Vinmæssigt, uden at tale forstærket vin, så er diversiteten tårnhøj. Igen, som Italien, flere hundrede druesorter, som i de rette hænder kan give super imponerende vine. Her er det lidt svært at holde sig til kun at fremhæve få vine. De hvide spænder fra læskende Vinho Verde i nord, over komplekse vine fra Douro, til mere florale vine fra det sydligere Alentejo. De røde har så mange styrker, især Douro har mange strenge at spille på, men druen baga i Bairrada kan noget unikt. Dao som område rykker helt vildt i en saftig og læskende stil, som alle har lyst til at drikke. Alentejo byder på kompleksitet og er en legeplads for både lokale og internationale druer.

Dao byder på meget godt i rødt, men har også gouveio druen når vi taler hvidt. Cremet struktur med florale noter på toppen og en frisk syre.

Charme 2005 fra Niepoort er noget af det bedste jeg har fået. Niepoort var måske kendt som portvinsproducent, men producerer i dag mere bordvin end Portvin. Dirk har altid øje for at vinene skal have friskhed og det går igen i hele spekteret fra ham. Denne flaske fik jeg i gave, første gang jeg besøgte ham. Jeg drak den da jeg fejrede 10 års jubilæum på bloggen.

Spanien 3.0

I mine øjne er Spanien i version 3.0 i øjeblikket. Speederen er helt i bund og der leges i alle hjørner af det store land. Væk er version 1.0 med tør frugt fra gamle fade, væk er version 2.0 som var tunge Parker-pleaser-giv-mig-90-point-vine. Nu er der fokus på terroir, frugt og næsten glemte lokale druesorter. Livet blomstrer og vinene vælter frem med fantastisk stil. Galicien er gryden hvor de bedste hvide kommer fra, men ikke det eneste sted til hvide. Men, det kølige klima med atlanterhavsindflydelse giver bare høj syre, slank stil og høj intensitet i druer som albarino og txakoli.

Albarino i en utrolig flot serie fra Attis i Rias Baixas. Her arbejdes med forskellige parceller og forskelligt arbejde i kælderen. Her er stor diversitet, alene indenfor én drue, hos én fremragende producent!

Ja, Rioja kan meget som blev bevist i en stor smagning til Din Vinguide for nylig. Glæd dig til at læse resultatet, der var mange gode oplevelser, i den klassiske 1.0 stil. Men, der hvor det rykker er ….

garnacha i en hel let og lys stil som bringer det helt store smil frem på læben hos mig. Eller man kunne også skyde med mencia der i Bierzo og Ribeira Sacra, leverer helt vilde vine. Denne fra Fedellos do Couto står knivskarpt i min erendring som en vin jeg kunne drikke i store mængder, uden at tænke på andet vin.

Fortsættelse følger måske, måske ikke

Der er mange andre lande man kunne vælge hvis man kun skulle have vin fra et land, Grækenland, Østrig, Frankrig (fraset de mest berømte regioner), USA, Chile, Australien…. Jeg stopper her, men nød at tænke mine tanker igen. Tak for at du læste med