And med Bourgogne er en god idé

Mortens aften blev til Mortens frokost her i huset. Først en god tur på Louisiana, derefter en lidt tung søndagsfrokost her i huset. Bagt grøntsagssuppe til forret, med ristet Louisianabrød med gorgonzola, passede overraskende fint til den første hvide Bourgogne. Viser nok mere end noget andet at stor vin tilpasser sig vellavet mad. Ja, naturligvis er der undtagelser, men det passer i mange tilfælde. Til confiteret and med grøn- og blomkålssalat fik vi den første røde. Hvis man insisterer på at drikke Bourgogne til and, så er Gevrey ikke noget dårligt bud. Tak til Jan og Christina for en hyggelig dag.

Iøvrigt er det herligt at bare sidde få mennesker og nyde et par gode flasker vin, fremfor at gemme sine bedste flasker til endnu en marathonsmagning. Ikke at jeg ikke gerne medbringer noget godt, hvis du inviterer 😉
Disclaimer: Leflaive og Cathiard er købt hos min arbejdsgiver Otto Suenson.

2014 Domaine Leflaive, Puligny-Montrachet

Ja tak, det leverede alt det man kunne drømme om. Præcision, mineralitet, sprødhed, popcorn og en helt utrolig flot balanceret gul frugt. Åbnet tre timer i forvejen, smagt af både Zalto Bourgogne og Riedel Bourgogne. Lidt for kold til at starte med (lige fra køleskabet) men med tid og temperatur åbnede denne virkelig op med en utrolig dybde og renhed. Frugten i denne vin levede lidt sit eget liv, starter med en hel ren gul frugt, men strammer til og bliver til moden pære. Virkede først lidt enkel, men lagene kom på med tid. Syngende flot vin i min opfattelse, desværre den sidste fra min kælder. Ville jeg egentlig gemme den længere? Det er jeg ikke sikker på. Jeg kan godt lide den nerve som den viser lige nu, men kan man lide det gammelt så kan den nok uden uden problemer holde 5 år.

2012 Domaine Fourrier, Gevrey-Chambertin

Skal man drikke Bourgogne til and, så kunne dette være et godt bud, tænkte min gæst. Tak for det Jan. Den havde typisk Gevrey tæthed og dyb mørk frugt, balanceret af en smuk frugtsyre og helt ren rød karakter nedenunder. Lidt appelsinskal og et velintegreret fadbrug. En vin der blev taget på et rigtig godt tidspunkt, hvor den røde frugt står stærkt, men de tertiære noter så småt spiller med i orkesteret. Med tid i glasset udviklede denne sig rigtig flot og åbnede mere op for kompleksiteten. Typisk Fourrier, typisk Gevrey, typisk glade vindrikkere.

2012 Sylvain Cathiard, Rouge Bourgogne

Som et lille ekstra glas, som vi måske ikke trængte til, men alligevel 😊 Den starte klart ude af balance med en underlig tørret blomme i afslutningen. Med en halv time fik den samlet sig i glasset og vist sin styrke. Ingen gættede regional appellation på denne. Flot tyngde og med en for mig typisk Nuits-charme. Om det var mere Morey end Vosne er svært at afgøre, men ren og frugtbalanceret frugt var det. Der kommer både lidt stald, men også kontrolleret fad. Slutter ikke, men fortsætter med at leve på sin flotte frugt.