Gevrey Chambertin, Harmand-Geoffroy

Lørdag aften og alene hjemme med fruen. Så var det tid til en god flaske Bourgogne. Jeg havde rødvinsmarineret en svinekotelet og hertil lidt grønt og kartofler. Enkelt, men herligt. Vinen min ven, var:
Lavaux st jacques

2006 Lavaux St-Jacques – giv mig mere til kælderen

2006 Harmand-Geoffroy, Lavaux St-Jacques, Gevrey Chambertin 1’er Cru, Bourgogne – dekantering gør jeg sjældent med Bourgogne, jeg elsker at følge udviklingen i glasset i stedet. Flasken blev kølet lidt ned, så træder den friske røde frugt i Bourgognen bedre i karakter, synes jeg. Smuk stod den i glasset med røde nuancer og en herlig ekspressiv duft af mørke bløde bær fra skovens bund. Fadet er der, men spiller kun en sekundær rolle. I løbet af aftenen udviklede der sig dybe skovnuancer, vådt træ, muld og nedfaldne efterårs blade. En levende duft, der var med til at holde interessen i glasset.
Endnu engang blev jeg mindet om hvorfor Bourgogne burde være det eneste røde vin i min kælder 😉 Gad vide om det kunne blive kedeligt på et tidspunkt?

Smagen var cremet med brombær og næsten overmodne hindbær som de dominerende frugtfaktorer. Strukturen var det mest iøjefaldende, enormt cremet med stor intensitet der voksede og gav en medium fylde. Dette er på ingen måde en kraftig vin, i absolutte termer, men som Bourgogne er den i den kraftige ende. Spillede flot op mod det marinerede kød og friskheden i salaten.

Producenten Harmand-Geoffroy har jeg smagt ved flere lejligheder, da vi importerer hans vine i Skjold Burne. Generelt vil jeg mene at hans stil er præget af meget blød frugt, cremet struktur og en glimrende friskhed i vinene. Det er en producent der bruger fad, uden at det tager overhånd, frugten skal helt klart være i fokus. Det kan jeg lide. Hvis du er til overdreven fadbrug, så er det ikke her du skal lede, men hvis du ønsker vine med typicitet og ren frugt, så prøv endelig disse vine.

 

Skriv et svar