Drikker du naturvin Kreutzer?

Ja jeg drikker naturvin, især hvis det smager godt.
Det er ved at udvikle sig til lidt af en farce. En skyttegravskrig mellem hvem der gør det, og hvem der ikke gør det. Her er mine tanker omkring hvor jeg står i starten af 2016. Jeg kan roligt sige at vi allesammen kan udvikle os, hvis vi ikke bliver for stædige.

Jeg drikker god vin, dårlig vin lader jeg stå til andre.

Vi skal passe på ikke at grave os for langt ned i de enkelte skyttegrave. Vi må være lidt åbne overfor diversiteten i vin. Det ligegyldigt om vi taler om forskellen på at drikke naturvin eller ej, om vi taler om hvorvidt vi drikker Australsk eller Bourgogne. Lad os omfavne diversiteten, lad os nyde de forskellige nuancer vi bliver tilbudt.

Naturvin

Her 2 vine fra Bourgognesmagningen hos Otto Suenson forleden. Leflaive er så Biodynamisk det kan blive, Paul Pillot er ikke certificeret på nogen måde. For mig var begge disse 2 vine på tårnhøjt niveau.

For mig er det et problem hvis en vin har tekniske fejl, der gør at den ikke smager godt. Det her er nok et af de skarpeste punkter i hele naturvinsdebatten. En fejl, synes nogen kan give kant, som igen kan gøre vinen interessant.

Cracks let in the sunlight

En hvidvin der er oxideret unødvendigt under fremstillingen kan ofte få noter af nedfaldne æbler. Dette er en fejl som jeg har det rigtig svært med og i de tilfælde vil jeg vælge at lade vinen stå. Jeg ved at mange fra naturvinssiden vil bifalde at vinen har disse noter, skål til dem.
En vin der er ustabil i glasset er ok, indenfor visse rammer. Fik en Anjou på en restaurant der i løbet af 20 minutter gik fra at matche første ret perfekt, til at dufte og smage som opvaskevand. Det er for mig ikke ok. Fik en oversøisk Chardonnay der smagte fuldstændig perfekt, og ens, over 3 dage fra mit køleskab. Det var megakedeligt.
En mellemting, hvor vinen lever og udvikler sig naturligt i glasset, det er med til at give en god oplevelse.

Sulfitter i naturvin

Sulfitter er jo roden til alt ondt, især når man skal forsvare hvorfor naturvin er så forbandet godt. For mig er sulfitter et konserveringsmiddel der gør vinen stabil nok til at vi kan arbejde med den. For mig er sulfitter fornuftigt i vin og vine helt uden tilsatte sulfitter er ofte dem der bliver mest ustabile og udtrykker nogle af de fejl der for mig gør dem udrikkelige.
Wine Folly har skrevet en rigtig fed artikel om sulfitter her. Diagrammet her viser tydeligt at hvis du kun vil drikke naturvin, så bør du aldrig gå på McD eller spise rosiner.

Lad os kigge tilbage på sidste weekend. Nero di Troia er en dejlig drue fra Puglien, som generelt er relativ lav på syre, men med gode tanniner. Sidste weekend nød jeg 2 forskellige vine på denne drue. Den ene var økologisk fremstillet, den anden var et forsøg uden sulfitter fra en god stabil producent. Vinene fremstod markant forskellige.

2011 Antica Enotria, Nero di Troia, IGT Puglia – (økologisk vinfremstilling) en vin der i den grad fremstilles med respekt for naturen. Fremstod mørk og tæt i glasset med stor tung frugt. EN kombination af blommer, chokolade og en frisk kirsebærsten til sidst. En fremragende eksponent for både drue og område.

2014 Cantine Carpentiere, Senza Solfiti, IGT Puglia – tappet uden sulfitter. Nærmest perlende i glasset, ikke helt nok til at kalde den frizzante. Sprudlende frisk frugt og god saftighed. Mangler nok lidt dybde for at være typisk for druen. Udvikler sig konstant i glasset og er sjov at drikke. På dag 2 er denne nærmest helt brun og mat i glasset, hvad der får alle mine alarmklokker til at ringe. Smagen er dog stadig perlende og frisk med primær rød frugt.

To meget forskellige vine. Den første mest korrekt, den anden mest interessant.

Naturvin Nero di Troia

Min holdning i dag er at vin skal smage godt. I mange tilfælde oplever jeg at de vine jeg har mest lyst til at drikke, er fremstillet med kærlighed og ærlighed. En passioneret vinmager, der har noget på hjertet. Er de øko, bio eller naturvin? I nogle tilfælde ja, men ikke hver gang. Det er min klare opfattelse at de fleste passionerede vinbønder også ønsker at passe på jorden. Sandheden er som altid i glasset foran dig.

Læs her min artikel der overskuliggør de forskellige måder at dyrke vin; konventionelt, økologisk, biodynamisk og naturvin.

One comment

  1. Lars Mazzarolli siger:

    Hej Frederik,
    Interessante betragtninger om et “betændt” emne; føler mig ret overbevist om, at du hér udtrykker de holdninger, der gør sig gældende for 90%+ af alle vindrikkere, der går efter mere end 3 flasker for en hund i supermarkedet.
    Mit eget lille personlige og uvidenskabelige bidrag må være, at jeg har talt med enkelte fans af naturvin. De giver udtryk for, at fejl på vin IKKE er ok eller blot en ekstra charme. De ønsker – som du – at deres vin skal smage godt, slet og ret.
    Nuvel, der er her ikke tale om fundamentalistiske repræsentanter for avantgarden, men alligevel: kunne der være tegn i sol og måne på, at skyttegravskrigen er i aftagende? Det kan vi da håbe.

Skriv et svar