Et øjebliksbillede af hvordan Bordeaux var engang

Der er sket meget og Hr. Kreutzer er blevet et gammelt røvhul. Det mener jeg naturligvis kun i ren vinmæssig forstand. Gammel er vi, når vi har en hukommelse der minder os om hvordan tingene var. Tiderne da jeg startede i lære var med Bordeaux som rygraden i alt hvad vi tænkte og gjorde. Det var det helt elementære, og når jeg i dag får en moden Bordeaux i glasset minder det mig om dengang.

I dag springer vi rundt i hele verden, lovpriser hvidvin fra Chile det ene øjeblik og rødvin fra Sydafrika det næste. Indimellem skal vi huske at elske de gamle klassiske områder og nytænkning i alle distrikter. Så glemmer vi de klassiske dyder, vi glemmer nogen gange lidt hvor det hele kommer fra. I dag på kontoret var Hr Juul i det gavmilde hjørne og gav os denne perle i glasset. Anskaffet fra tvivlsom baggrund, men i absolut glimrende form.

Durfort Vivens Margaux

1989 Chateau Durfort Vivens, Grand Cru Classé, Margaux – står blank i glasset med den helt klassiske teglfarvede kant. Duften siger mere gammel vin, end den taler om et direkte sted. Det er den udvikling der sker i flasken over tid, det vi ofte refererer til som tertiære noter. Her er sød blomme, lidt Madeira og nogle gamle cigarkasser. Jo mere man sidder med den i glasset, jo mere fortæller den historien om hvordan det var engang med Bordeaux. De modne solbær, lidt syltede. Blyantspids og gammel kommode. Smagen er så fin, så balanceret og så fin i tanninen. Frugten står imponerende rent, med klare solbærnoter og så tanniner der er så bløde at man næsten ikke tænker Cabernet-baseret vin. Så kommer Margaux præget med cremet chokolade, cigarkasse og så den syltede frugt til sidst.

Dejligt med den lækre rene frugt og et lille minde om hvordan vores vin var i gamle dage. Glemmer vi Bordeaux, eller er det priserne der har revet det ud af hænderne på os?