Tag Archive for Bouquin-Dupont Fils

Copenhagen Wine Forum Revisited

Ja, så er weekenden overstået med 2 dage på Copenhagen Wine Forum. En messe for forbrugerne med stande fra en bred vifte af de mindre importører der er med til at tegne den danske vinhandel. Disse mindre importører har en bred vifte af vine og jeg fik smagt en del, lige fra nye områder i Østrig til Luberon.

Mest interessant var afdeling med Danske Vingårde! Her kunne man få syn for sagen og se hvor dansk vin er, og er på vej hen. Solaris står stærkt som en drue mange tror på og bruger til deres fornemmeste hvidvine. Jeg må dog sige at man skal pille skylapperne lidt af og også have tro på andre druer. Madeleine Angevine smagte jeg i fornuftige udgaver og ordentlig håndteret vil jeg da mene at vi her har et behageligt afdæmpet eksempel på en dansk udgave af Gewürztraminer. Ortega bruges flere steder, men her er der lidt længere imellem de gode udtryk. Zalas Perle udtrykker også sin egen stil og hvis producenten ikke frygter det lidt lavere syreudtryk, så minder dette ikke så lidt om Viognier i stilen.

Bedst denne dag gjorde dog de mousserende vine fra Gabriel sig overfor mig. Her var især

Vinhuset Gabriel, Cuvée 119,Tølløse –  rigtig interessant med god intens frugtsyre og høj intensitet. Et glas bobler man nok kunne drille et par vinos med ved lejlighed. Det her må meget gerne være bannerføre for andre mousserende vine fra vores lille andedam.

Cuvee 119

Et forbillede for dansk mousserende vin

Læs endelig også med- og madblogger Rasmus Holmgårds indtryk fra disse vine.
Et enkelt godt Champagnehus dukkede også op på min vej. Unge fyre der importerer dette ene hus. Almindelig udgave var ganske ok, men

2 x Champagne

Bedst var V. V. udgaven til højre

Bouquin-Dupont Fils, Vielle Vigne Chardonnay, Avize, Grand Cru Champagne – en bred pale tog masser af kompleksitet tog denne fat i en. Spillede både på det friske og den intensitet og mineralitet der kan komme i disse rene Chardonnay Champagner. Virkelig godt og meget rimelig i pris.

2002 Bouquin-Dupont, Blanc de Blancs, Avize, Grand Cru Champagne – tæt og slet ikke så bred og åben i sit udtryk. Her holdt syren og limefrugten fat i resten af paletten. Tror nok at denne vil udvikle sig i en meget gunstig retning, men lige nu er der lukket lidt ned for charmen.

Champagne 2002

Årgang 2002 med stort potentiale

Jeg holdt 2 foredrag om Vin til Mad og var selv ganske godt tilfreds. Det kunne dog have været sjovt hvis der havde været flere besøgende på messen. Jeg synes dette er et godt koncept, som jeg håber flere importører vil bakke op om i de kommende år.