Fødselsdag og vinmenuen der ikke var

Utroligt som de sociale medier kan give en opmærksomhed på ens fødselsdag. Jeg fik beskeder via sms, instagram, Twitter og i den grad på Facebook, som gav flest gode og positive kommentarer. Tusind tak til hver og én af jer der tænkte på mig, om ikke andet så et kort øjeblik. Rigtig mange spurgte til hvilke vine der skulle nydes på dagen, og hertil kan jeg afsløre at den stod på formidabel kaffe fra morgenstunden.

Jeg køber mine kaffebønner hos Erik fra Espressos af den simple grund at jeg finder dem bedst i landet. Her får jeg en bønne som er ristet til perfektion. Andre steder oplever jeg at bønnerne enten er ristet for hårdt, som Italiensk kaffe. Ellers er de for lyse, hvilket åbenbart er på mode i øjeblikket. Erik kører en god medium ristning, som sidder lige i skabet. Her får man fremhævet nuancerne i de enkelte bønner, samt den rigtige balance med syre, tannin og bitterstof. Jeg startede dagen med en kande Kenya AA + der var ristet den 6. marts og derfor havde frigivet det værste kuldioxid. En herlig kande, der blev gentaget senere på dagen.

Derudover drak jeg kun vand fra hanen, og saftevand. Ingen vin. Hvorfor? Fordi jeg ærlig talt ikke var i humør til det og man sagtens kan fejre en god dag uden vin. Jeg nød dagen sammen med mine drenge og en lang tur i svømmehallen. Da fruen kom fra arbejde gik vi en lang tur med hunden og fik snakket og hygget. Aftensmaden stod på en risotto med bacon, rejer og asparges – lige som familien bedst kan lide det. Det var en perfekt 41 års fødselsdag for mig.

Hvis jeg så havde lyst til vin, hvis nu jeg skulle sammensætte en ønske vinmiddag, hvad skulle der så hældes i glassene? Det fik jeg lyst til at skrive lidt om, så her kommer en ikke helt urealistisk drømmevinmenu.

2002 Gosset, Celebris, Champagne – en klassiker i sortimentet hos Suenson, som jeg smagte for nylig og det er bare lækker saft. Super fokuseret med friskhed og stor kompleksitet. Den ville jeg med glæde byde mine gæster.

1994 Fritz Haag, Riesling Spätlese, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Mosel – ikke en vin jeg har smagt, men en årgang hvor jeg elsker balancen mellem syre og sødme i Spätleserne. Marken har jeg smagt en del gange og er sikker på at netop denne udgave vil passe mig perfekt.

2005 Domaine Ramonet, Enseigneres, Puligny-Montrachet – en producent jeg er blevet super glad for med sine renhed og høje fokus i frugten. Ved godt han egentlig er Chassagne mand, men kan bare bedre lide Puligny, så derfor denne flotte 1’er Cru, der i ’05 årgangen burde være flot udviklet.

1991 M. Chapoutier, le Pavillon, Ermitage – en mytisk vin, som aldrig har været i glasset i denne top årgang. Jeg elsker Nordrhone og denne mark fra Chapoutier har været en af mine største oplevelser og den ville jeg gerne opleve topmoden i en perfekt årgang. Smagt i ’94 årgangen som var en stor fornøjelse.

1975 Chateau d’Yquem, Grand Cru Classé, Sauternes – ja ok, så skred idéen om at det skulle være en næsten mulig vinmenu, men denne vin er jeg også vild med. Jeg elsker dens sødme, friskhed og koncentration som altid viser sig fra sin bedste side. 1975 er en konge årgang for slottet og bør være moden i den rigtige stil netop nu.

1934 Niepoort, Colheita, Douro – til kaffen, eller efter kaffen, så ville denne episke årgang fra Niepoort passe glimrende til at sidde og vurdere alle de andre drømmevine på.

Det var så den vinmenu der ikke blev serveret, savnede jeg den i går på min fødselsdag? Nej, jeg nød selskabet, god mad og glimrende vand fra hanen. Der er naturligvis vine der ikke er med på denne liste, som burde være der, men sådan vil det altid være. Jeg har bevidst ikke valgt en menu med umulig at opdrive Champagne etc. Det kunne have været: 1904 Heidsieck, 19hundrede-grønhvidkål Egon Müller, tudsegammel Montrachet, 1947 Cheval Blanc og 1811 Yquem men det ville være urimeligt for selv mine drømme 😉

Rigtig god påske til dig min kære vinven og læser.

One comment

  1. Mikkel siger:

    Hej Frederik

    Tillykke med dagen 🙂

    Jeg bed mærke i, at en af dine drømmevine er Chapoutiers Le Pavillon 1991. Hvad netop den vin angår så er vi helt i øjenhøjde. Den vin er en af de største vinoplevelser jeg har haft, men det ligger over 10 år tilbage så det kunne være meget interessant at smage den nu, hvor den er 23 år. Har dog både en 1994 Le Pavillon og en 1994 Cuvee De L’Oree Blanc liggende i kælderen som jeg er spændt på at se, hvordan de har udviklet sig.
    Ellers må vi smage dem hvis du en dag kommer forbi Roskilde igen.

    Rigtig god påske.

    Mikkel

Skriv et svar