Chablis i vinglas; forskellen på Riedel & Zalto

Vi er ikke enige på hjemmefronten, lad os slå det fast til at starte med. Fruen har gennem 20 år været glad for vores Riedel glas, og jeg har udviklet en stor glæde for de nye drenge i klassen Zalto. Riedel i Vinum Bourgogne og Zalto i Bourgogne versionen. Nu har jeg hver gang vi har drukket Pinot Noir, eller Chardonnay, duftet og smagt forskel på disse to glas. I mange tilfælde er der forskel og lad os sige at det er subjektivt hvad der er bedst. Generelt er jeg gladest for Zalto som får vinene til at fremstå mere præcise og giver flest små nuancer fra sig. Riedel synes jeg får tingene til at harmonisere lidt mere og afrunde kanterne.

Champy Chablis Zalto Riedel

Denne aften var der klassisk mad på tallerkenen med stegt flæsk og persillesovs. Teoretisk set bør man tage en riesling for at få det bedste match, men jeg ville hellere drikke Chablis.

2011 Domaine Champy, Fourchaume 1’er Cru, Chablis – denne aften smagt i 2 forskellige vinglas, derfor 2 noter.
Riedel – stor og smøret i duften, med noter af tropisk frugt og friskkværnet smør. Smagen afrundet med mild stil og nærmest oversøisk i sit udtryk. Mineralitet og friskhed kommer først snigende i eftersmagen. Stor tyngde i eftersmagen, hvor den næsten bliver for meget.
Zalto – syrlighed, citrusfrugt og kalk i duften. Små fine noter af hvide blomster, som står fint sammen med citrusfrugten. Smagen er først stram, ren citrus og mineralitet. Den fremstår lige som jeg forventer en sprød Chablis. Ikke den store fedme, eller tyngde, som i Riedel glasset. Slank og fin, men kommer også til at virke mere kort en enkel.

Samlet set er jeg virkelig overrasket. Havde jeg fået disse glas serveret blindt, så havde jeg ikke troet at det var samme vin. Det er så absolut den største forskel jeg har oplevet på disse to glas.

2 comments

  1. Lars Mazzarolli siger:

    Hej Frederik,

    Godt og relevant emne med glassene, ikke mindst for en glasfetischist som undertegnede….:-)
    En enkelt undren: du bruger de store glas, og du bruger pinot glas?! Foreskriver “teorien” ikke en mindre, mere smalt glas til de sjældent aldrig ret træ-holdige Chablis-vine?
    Kender selvfølgelig ikke til nærværende producents brug af eg, men alligevel?

    Mh Lars

  2. Thomas siger:

    Hej

    Som mangeårig Bourgogne-entusiast og med en veritabel samling af vinglas, kan jeg kun tilføje, at Zalto også for mig overgår Riedel.

    Til Chablis-vine foretrækker jeg dog klart Zaltos Universal-glas. Det fremhæver den vibrerende syre og mineraliteten, som jeg elsker så meget ved netop Chablis.

    Efter min mening egner Zaltos Burgundy-glas sig bedst til rød bourgogne samt til de hvide fra Puligny.

Skriv et svar