Frost i Bordeaux, vil priserne ændre sig?

Der er dukket et kort op på nettet, hvor den dygtige skribent, og vinbonde, Gavin Quinney fortæller lidt om de frostskader han har observeret i Bordeaux ved starten af 2017 høsten. Her er lidt af mine tanker om kortet og de skader der er sket.

Bordeaux map frost 2017

Her er det originale indlæg fra Mr. Gavin Quinney. Absolut ikke en hr-hvem-som-helst. Han skriver både sit eget interessante nyhedsbrev, men er også indover på MW Jancis Robinsons side med rapporter fra Bordeaux.

Det er et ganske interessant kort, som man kan drage visse konklussioner af at kigge på. Mine tanker, uden at have været helt i dybden med det.

To faktorer der spiller ind hvis man vil undgå frost; højde og nærhed til vandet. Frost lægger sig altid lavt, så det undgås hvis man har marker oppe af skråningerne. Vand holder på temperaturen i længere tid, så i en periode med kortvarig frost, vil vandet holde temperaturen over frysepunktet. Disse to faktorer har haft en afgørende indflydelse hvis man kigger nærmere efter.

Cantenac Brown, Margaux

Ch. Cantenac Brown, november 2016

Venstrebred. De store kommuner, som ligger tæt på floden (som afgiver varme og dermed forhindrer frost) er gået fri af frosten, dermed vil de store og dyre slotte ikke være nævneværdigt påvirket af denne frost. Hvordan vil de spille ud, når de skal prissætte årgangen? Sauternes/Barsac ser også ud til at være ramt hårdest i de lavest beliggende dele af appellationen.

Frederik Kreutzer and Pomerol

Udsigt over Pomerol plateau, taget november 2016

Højrebred. Blaye/Bourg er ikke hårdt ramt med skråninger ned til floden giver det mening. Resten er hårdt ramt, men det er også relativt lavt beliggende marker, uden de store skråninger, langt fra floden. Saint Emilion, og tildels Pomerol, ligger på et plateau der ikke ser ud til at være ramt så hårdt af frosten. Her spiller højden ind, da frosten søger ned.

Min umiddelbare tanke er at de dyre vines marker dermed ikke er ramt så hårdt og vinens pris alt andet lige ikke bør påvirkes af dette. Der hvor Bordeaux er ved at få en genopblomstring på markedet er i de områder som er hårdt ramt, iflg. dette kort. Altså risikerer vi mindre mængde på de slotte vi har råd til at købe.

Efter lidt snak i Facebook Vinklub, så fik vi følgende kommentar fra den danske vinbonde Jon Frederik Capoul, der ejer et slot i Bordeaux. Her er hans kommentar:
“Kortet rammer meget godt ift de steder jeg kender på nært hold. I min egen families marker i Ste Foy (helt ude på kanten ved grænsen til Bergerac) har vi samlet set mistet ml 50-60%. Det er lidt svært at sige endnu, fordi nogle af markerne, i hvert fald merlot, har kunnet nå at sætte en ny knopskydning enkelte steder. Men det er i hvert fald i det niveau. Jeg har også kolleger som har mistet det samme og mere til. Kan faktisk ikke komme på nogen, som ikke har været hårdt ramt i det helt nære lokalområde..
Bevæger man sig lidt væk til Velines et par kilometer fra mig, har det flere steder været endnu værre. En kollega der kommer ikke til at lave en eneste flaske 2017. Det samme gør sig gældende for en god veninde 30-40 km sydpå tæt på Marmande. De af mine marker der har klaret sig bedst har klart været på de højestliggende steder (det er samtidig det ældste stokke), og så der hvor vi har nærhed til skov, som har kunnet give lidt læ. Men i dalene og på de relativt flade stykker var det mest bare sort 🙁 især har vores grønne druer været hårdt angrebet (sauvignon blanc, semillon, muscadelle) og så vores cabernet franc og cabernet sauvignon. Det er stort set kun merlot der har overlevet.”

Læs mere fra Jon i hans lille fortælling her på siden.