En god flaske vin til hverdag

Skal det altid være vildt? Nej vel, en gang imellem er det lækkert at slappe lidt af. At finde en god flaske vin, som bare smager godt og ikke ruinerer dig fuldstændig. Jeg elsker den følelse. Mange mennesker frygter at lede i de traditionelle vinlande, især Frankrig. Uha – det er altid dyrt og kompliceret. Jeg nyder godt af mange års erfaring og begiver mig gerne ud på dybt vand, andre gange så vil jeg gerne have både bælte og seler på.

Vin til hverdag

Denne torsdag aften kaldte på sikkerhed, på vin der bare smagte godt og viste sin typiske karakter. To områder i Frankrig der ofte kan det med held er Rhonedalen og Loiredalen.

Rhonedalen

Rhone er sikkerhed med stort S. Cotes du Rhone på etiketten og så vil de fleste af os danskere blive glade. Vine med god fylde, saftighed og en god rensende alkohol til at rense ud efter vores vilde svineretter. Det er nemt at finde rundt og det er nemt at bevæge sig op i kvalitet. Følg blot skalaen fra Cotes du Rhone over de bedre CdR-Villages vine. Gå videre til de bedre kommuner; Gigondas, Lirac, Rasteau etc. Slut af med de store kanonslag fra Chateauneuf-du-Pape, hvis du er til så meget voldsomhed. Personligt elsker jeg herlig saftig frugt og befinder mig godt, også på et økonomisk plan, i Cotes du Rhone. Ofte et område hvor man nemt kan finde en god flaske vin.

Loiredalen

Loire er et blad der lidt mere usikkert for de fleste. Så mange forskellige vine og grundlæggende set 5 forskellige underområder. Et par af dem klinger dog velkendt i de flestes øre: Sancerre og Muscadet. Beliggende i hver sin ende af området og fremstillet på vidt forskellige druer. Samtidig ikke på områdets mest plantede druesort Chenin Blanc. Pyt, vi kan lide det. Sancerre må vi tale om en anden dag, i dag var det Muscadet. Et område der fortjener meget mere opmærksomhed end vi giver det. I de senere år er det væltet frem med små top kvalitetsbevidste producenter, der sælger deres vin til en fornuftig penge. Et område hvor det er sjovt at lede efter en god flaske vin.

Mine to vine, som ærlig talt begge kommer fra sortimentet hos min arbejdsgiver var:

Muscadet hvidvin

2015 Julien Braud, Les Vignes des Bourg, Muscadet Sevre et Maine – en producent jeg mødte første gang på messe i Loire sidste år. Virkelig lækker saft som bare er helt ukompliceret. Noter af stenfrugt, frisk græs og en spillevende syre. Let og elegant, men alligevel med god dybde. En vin der gør glad.

God flaske vin

2014 Cote de l’Ange, Cotes du Rhone – en lille Rhonevin, fra en fremragende og yderst klassisk producent i Chateauneuf-du-Pape. Denne er på primært Syrah, som er blandet op med lidt Grenache. Sorte frugter og bær fra skovens kant. Syren er igen nøglen til friskheden så man bare har lyst til at drikke flasken. En god vin, der passer til al det enkle hverdagsmad man kan bikse sammen på en torsdag.

Skal det være vildere, så læs om en vinsmagning med top Chateauneuf-du-Pape. 

Skriv et svar