Montrachet fra Domaine Leflaive, nydt med gode venner

Det er ikke hver dag man får muligheden for at nyde en flaske fra Montrachet marken i Bourgogne. Denne aften var centreret omkring denne unikke vin, fra en af de bedste producenter Domaine Leflaive. Igennem Otto Suenson havde vi fået mulighed for at splejse til en flaske blandt personalet. Konceptet udviklede sig til at alle skulle medbringe én flaske ekstra af høj kvalitet til en smagning fredag aften, som vi så holdt i vores butikslokaler i København. Niveauet udviklede sig straks til at være meget højt. Maden fik vi bestilt fra vores gode venner rundt om hjørnet, så en stor tak til Restaurant Rebel for levering denne aften!

Uden yderligere omsvøb vil jeg gå i gang med noter fra en helt igennem fantastisk aften. …

Read More »

Vinmenu til Thorsten Schmidt, Cecilie og Madklubben

Thorsten Schmidt er klart den vildeste af de medvirkende kokke i Cecilie og MadklubbenTV2. Han er kendt for sine kreative og velsmagende retter på Malling og Schmidt i Aarhus. Aftenens program gik helt over gevind og dagens vine vil absolut kun spille andenviolin, i forhold til disse ekstreme serveringer. Allerede da jeg så menuen, var jeg presset, men når man ser programmet bliver det kun endnu mere kompliceret. Desserten var fra start den sværeste for mig, men at se at kokkene selv valgte blot at tage en tår af deres rødvin, understregede hvor svært det må være at finde den rigtige vin til denne servering. …

Read More »

Gaja og pizza, samt blindsmagning

En herlig aften i godt selskab ved søens bred. Vi havde startet med at optage et par sessioner til 3 vine på 5 minutter til Børsen TV. Cava, Spumante og rosé blev gennemtravlet og det var ganske hyggeligt. De indslag vil kunne ses i den kommende tid på Børsen TV. Tusind tak til Karsten for en dejlig dag med et sjovt program!

Efter en tur i søen kom der yderligere et par gæster og vi endte en håndfuld branchefolk samlet til en hyggelig aften. Der skulle smages blindt, en herlig disciplin, der aldrig bliver nem. Aftenens største oplevelse for mig, var at jeg fik en vin fra Gaja der faldt i god smag hos mig. Jeg har tidligere været skuffet over vine fra mesterens hånd, men denne aften faldt den lige i min jord. Det var:

2008 Gaja, Sito Moresco, Langhe DOC, Piemonte, Italien – entrylevel hos Gaja, sammensat af Nebbiolo, Merlot og Cabernet Sauvignon. En vin der i glasset råbte Bordeaux ud over hele terrassen. Her var blød solbær domineret frugtkarakter, lidt læder og blyant der kunne pege på Pauillac. Smagen var smukt afstemt med alle elementer i god balance, ikke for meget frugt – ikke for dominerende fad. Mit gæt lå på noget glimrende 5. Cru Pauillac, hvilket var helt forkert. Jeg har tidligere stødt på Gaja ved flere blindsmagninger og været knap så begejstret. Denne aften bød dog på en meget harmonisk vin og det var en fornøjelse.

Derudover var det hyggen der var dominerende rundt om pizzaovnen. Vi fik sammensat nogle fantastiske pizzaer, med lidt pudsige kombinationer undervejs. Vinene tilflød bordet i en lind strøm og mine kommentarer kom aldrig ned på bloggen. Her er en liste af vine vi smagte blindt og mine svage erindringer om de enkelte vine.

NV Erpacrife, Nebbiolo Spumante, degorgeret 2009 – sjælden set mousserende Nebbiolo. Mest bemærkelsesværdigt var tanninen i denne smukke rosé. Udmærket glas, men ikke noget jeg vil vende tilbage til.

1999 Louis Roederer, Brut Champagne, MAGNUM – virkelig lækker med flotte udviklede noter og dyb fed frugt. Champagne fra Magnum er bare en fornøjelse og så med lidt alder her var det perfekt i solen. Tak til Johnnie for denne super start på aftenen.

NV Ambrosia, Blooms, 80 % Rhubarb, 20 % Wine (Sauvignon Blanc) – så var det ned på jorden igen. Puha noget rabarbersaft, men blev egentlig gættet af Sara – ret flot!

2009 Probst, Grauer Burgunder, Acharrer Schlossberg, Spätlese trocken, Baden – Ganske pænt glas som jeg husker den. Bød vist ind med Grüner Veltliner.

2008 Graf von Kanitz, Spätburgunder, Weissherbst Feinherb, Rheingau – den gættede jeg ikke. Stram og lukket i næsen, kedelig og bitter i smagen. Så lidt farve at jeg slet ikke tænkte på en rød drue, så mit bud blev en kedelig Mosel tør Riesling. Not my favorite, gad vide om nogen var oppe og ringe over det her?

2005 Robert Mondavi, Fumé Blanc Reserve, To Kalon Vineyard, Napa Valley – overdreven vin med tryk på alle cylindre. Duften var så ekstrem og parfumeret at ingen kunne beslutte hvad de kunne mene. Eksploderende i munden med en mængder af smagesnuancer. Fadet flot integreret her et par år efter, men frugten meget parfumeret og ikke særlig elegant. Mange bud kom på bordet, men ingen i nærheden af fadgæret Sauvignon Blanc fra Californien.

2009 Bouchard Finlayson, Galpin Peak, Pinot Noir, Walker Bay, Sydafrika – “når en vin smager som en mellemting mellem fransk og oversøisk, så er det Sydafrika”. Det citat fik jeg smækket i hovedet da jeg blev ved med at gætte oversøisk Pinot Noir, men fra et køligt sted. Flot vin med en anelse for meget sødme, men fin Pinot karakter.…

Read More »

Ch Mouton Rothschild 1975 og venner på Le Sommelier

Scenen var sat på Le Sommelier og hvilken aften vi havde i vente. Vores tjenende ånd Søren fortjener er stor tak for service langt ud over det sædvanlige. Han modtog alle vores vine og satte derefter mad og vine sammen i sæt. Kun én vin blev ikke placeret 110 % optimalt.

Vi var 8 personer, der hver havde medbragt et par flasker med alder, så vi kunne få udvidet vores horisont. Det var rigtig interessant at gætte på vinene, uden at vide hvem der havde medbragt dem. Det udelukkede de vanlige kældergæt og lignende.
Man skal nok ikke bagefter begynde at kigge på hvor lidt vin der var fra den nye verden.

Vi startede med et glas

NV Pol Roger, Extra Cuvee de Reserve, Champagne – fin, cremet struktur, oxidativ stil med rimelig høj dosage. En glimrende Champagne.

Adam, Brut, Cremant d’Alsace – ikke den store oplevelse for at være ærlig. Knastør ovenpå Champagnen og det hjalp den ikke. Noter af nedfaldne æbler, små fine bobler der fes af, appelsin skal.

Så startede det seriøse flow af vine. Til start, et sæt med 3 hvide. Hertil fik vi skindstegt sandart, gulerod, rosenkål og en herlig intens hummerbisque. Virkelig velsmagende, balanceret og afstemt.

2008 Château Pauque, Riesling, Moselle Luxembourg – den blev ikke gættet nej. Kun druen og en enkelt sagde Mosel. Pæn gylden farve, abrikos, appelsin skal, lidt røget element, mineralsk, frisk syre. Blomster og en dejlig intens frugt. Mit gæt: Alsace Riesling 2004.

1988 Moreau, Les Clos, Chablis Grand Cru – sprød mineralitet. Enorm levende i glasset og udviklede sig hele tiden. Virkede træt og meget mineralsk dreven i starten. Så kom der toastet fad, citrusskal. Så satte den sig lidt mere i glasset og blev mere fokuseret og gæt gik i retning af Chablis, eller andet Chardonnay. Rigtig god balance og fin stil. Alle gættede Chablis, så den lidt bitre afslutning fik mig til at gætte Grüner Veltliner fra Østrig – puha, skulle nok være gået med flokken her. Det nærmeste, som jeg havde skrevet på blokken var Chablis 1999 – kun 11 år forkert.

2004 Raveneau, Chapelot, Chablis 1’er Cru – nej, heller ikke denne Raveneau blev gættet til Chablis. Han laver utrolig fadprægede vine og det er IKKE typisk for Chablis. Når det er sagt, så var det her for mig en virkelig stor vin og absolut aftenens bedste hvidvin. Jeg elsker det og gættede på Puligny-Montrachet, grundet røg og intensitet. Enorm vin med så flot syre der balancerer på en knivsæg, forførende duft med gule blomster og vanille fra fadet. Fantastisk vin.

Næste 2 vine kom uden mad og leverandørerne havde ikke forventet sig det store af disse 2. Hvem ville helt ærlig have gjort det med de årgange og producenter?

1961 Fontanafredda, Barolo – flot fed duft med hindbær, læder, muld skovbund, støv og kirsebærsten. Enorm kompleks. Saftig i munden med flot styret frugtsyre, figner, nødder og bitre kirsebær. Tanniner der holdt fast i gummerne, uden at rive noget i stykker. Flot balance. En stor vin der viste hvor godt Nebbiolo kan udvikle sig. Mit gær: Barolo fra starten af 1960erne.

1962 Château Croizet-Bages, GCC, Pauillac – hvem tør tage sådan en vin med, med risiko for at står for arrangementet næste gang? Modig mand, der slap med æren i behold. Absolut aftenens største overraskelse, der bød på mørk moden frugt, ren rød farve med lidt grums. Brombær, blød tannin, pæn frugtsyre. En struktur som fløjl, medium fylde. Alle komponenter holder sig flot i balance. Fantastisk eksempel på hvor flot Bordeaux kan udvikle sig. Mit gæt: Saint Julien 1981 – 20 år ved siden af og jeg var ikke engang flov over det.…

Read More »