Molitor Riesling, grill og dansk rødvin

Fætter og familien kom forbi og det var argument nok for en mængde god mad. Solen skinnede og jeg havde ikke drukket Riesling i 24 timer, det var argument nok for at køle et par flasker Riesling. En uformel aften hvor snakken gik højt og grillen styrede tempoet. Her er serveringer og vine:

Snitter

Butterdejssnitter, enkelt: butterdej og en hjemmerørt pesto med krydderurter fra haven og vindueskarmen. Riv lidt ost over, rul sammen, skær i skiver, sæt på bagepapir og så ind i ovnen ved 200 grader og lidt luft indtil de er gyldenbrune. En herlig ledsager til:

Bobler i spansk forklædning

2007 Colet Navazos, Cava, Penedes, Spanien – degorgeret okt 2010. Ikke den store lækre oplevelse. Note til mig selv: vælg Champagne næste gang. En duft af nedfaldne frugter, jeg lod de andre byder ind med indtryk og vi endte i gamle æbler, overmodne appelsiner og blommer der skulle have været spist. Boblerne stod flot og i glasset i kort tid, men forsvandt hurtigt. Den havde en svag friskhed i starten, men så snart den steg lidt i temperatur så var den tung og klodset og blev ofret i fruens blomsterbed.

Vinbladsruller

Så havde fætter S en lille bid med: vinblade omrullet om ris med dip af chili i græsk yoghurt. Herligt og ganske glimrende som første hapser til de næste 2 vine:

2 x Markus Molitor i fuld effekt

2008 Markus Molitor, Zeltinger Sonnenuhr, Riesling, Kabinett, Mosel – Sukker: 67,9 gr/ltr, syre: 7,1 gr/ltr, alk 7,5 % vol.

2008 Markus Molitor, Ürziger Würzgarten, Riesling, Spätlese, Mosel – sukker: 69,8 gr/ltr, syre: 7,5 gr/ltr, alk 7,5 % vol.

2 forskellige marker og i forskellig sødmegrad. Molitor har senest valgt at dele forklare sine vinens sødmegrad med farven på hans kapsler. Begge disse var med guldkapsel og dermed naturligt søde. De 2 andre muligheder er grøn for halvsøde (feinherb) og hvide for de tørre udgaver.
Disse 2 vine var perfekte på en varm sommerdag. Kabinetten var meget fin i sit udtryk med en sødme der lå pænt i baggrunden, det var mere mineraliteten der styrede smagsindtrykket. Meget læskende og meget hurtig tom. Spätlesen var bedre afstemt og understregede endnu en gang for mig at jeg bedst kan lide balancen i en Spätlese. Her var sødmen present og afstemt med den pænt høje syre. En mere bred smag med tropiske frugter, hvide blomster og flintet mineralitet.
Meget interessant at sammenligne sukker/syreindhold i disse 2 vine, kontra smagen. En anelse mere modenhed i druerne og lidt mere sukker i den endelige vin, giver med lidt mere syre, en langt højere kompleksitet og intensitet i vinen. Her ligger nøglestenen til hvorfor jeg foretrækker Spätlesen.

“Utroligt som disse Mosel Rieslinger er perfekte til alle. De er enkle og ukomplicerede til dem der blot vil nyde dem, til os andre der vil gå i dybden byder de på så mange nuancer.”

Grillede asparges

Næste ret på bordet var grillede asparges med laksecreme. Asparges er jo et oplagt tema i denne tid og jeg prøver at få fyldt min ration hver dag. Jeg har eksperimenteret lidt med forskellige måder at grille dem på, denne var hidtil mest vellykkede. Efter knækning, ned i en pose med lidt olie og salt. Derefter fuld drøn på grillen og så på med dem i ét lag. Lad dem ligge til de skal vendes og så vend dem kun én gang. Ikke for lang tid på grillen, så bliver de bløde og kedelige.
Laksecremen var sammensat af røget laks i stykker, chile, citrongræs, persille, salt peber, hvidløg og græsk yoghurt. En anderledes ledsager til disse herlige asparges, men ganske vellykket.

Så satte vi kød på spyd og gjorde klar ved at smage på et par danske ”perler”

Dansk rødvin, hvorfor?

2007 Annisse Vingaard, Rødvin, Rondo/Regent, Sjælland

2007 Annisse Vingaard, Rødvin, Rondo, Fadlagret, Sjælland

Begge flasker indkøbt af fætter på besøg på gården sidste december. Altså vine der burde være friske og i orden, især til den pris. Nej, lad os ikke snakke pris, når vi taler om dansk vin. Kuriositeter må man betale for, fair nok. Begge disse vine er meget triste og sure i smagen, især bitterheden i eftersmagen overrasker mig negativt. Det var i den grad ikke en fornøjelse at smage på og vi måtte finde noget andet frem til maden. At disse 2 vine kan være tildelt medaljer, kan jeg kun undre mig over. Et panel må have smagt dem og sagt at de er til hhv guld og sølv. Jeg kan kun frygter hvordan de andre vine i denne konkurrence har smagt. Føj er det mest passende herfra, samt en nominering til www.roevhullet.dk.

Spyd på grillen

Mens kødet rullede på grillen, fik jeg hevet proppen af en

Very nice Ripasso

2008 Fabiano, Ripasso della Valpolicella Classico Superiore – pivlækker med intens rød frugt og et godt italiensk snerpende bid. Spillede super sammen med det grillede kød.

Til dem der insisterede på mere hvidvin havde jeg et par flasker, fundet til en yderst attraktiv pris i et lokalt supermarked.

Stram modnet Riesling fra Mosel

2001 Heinz Schmitt, Alte Reben, Riesling Trocken, Mosel Saar Ruwer

Sweet baby

1999 Heinz Schmitt, Schweicher Annaberg, Riesling, Auslese, fass 6, Mosel Saar Ruwer

To fantastiske køb og til prisen utroligt gode. Det er sjældent at man falder over Riesling med lidt alder og når det så er i lejet lige over 100,- kr. så er det sjovt. Den tørre udgave var stram i betrækket med en herlig udviklet petroleumsnæse. Passede lækkert til laksespyd og tunstykkerne!

3 stykker ost

Den søde Auslese røg på bordet sammen med et udvalg af ost: Brie de Meaux, Rød Christian (en dansk rødkit der ikke var særlig god) og en Vesterhavsost fra Thiese. Et par gode bidder der virkede rigtig godt i samspil med den søde Auslese. Her var sødme og en god syre der lå bagved og holdt frugten i snor. Virkelig et fund med så gammel sød vin, i det niveau.

Isanretning

Børnene fik et udvalg af lækker Frisk Is som blev anrettet med små æblebidder, chokoladestænger og choko-rør af Le Chef: Lucas Kreutzer.

Chefen i køkkenet

Tusind tak til alle for en dejlig aften i godt selskab.

One comment

Skriv et svar