Le Sommelier har fået en DJ

Le Sommelier i Bredgade har fået en tur med malerpensel og designer tanker. Der er strammet op på en håndfuld punkter og en aften for nylig med gode evenner viste både godt og skidt. Jeg har tidligere skamrost Le Sommelier for snorlige serveringer, velsmag, gode råvarer og en fabelagtig atmosfære. Denne aften, for et par uger siden, skulle vise sig at være en anelse anderledes end vi normalt oplever her. Kender du de dage hvor du først oplever én knap så god ting og så kommer der blot flere og flere punkter på listen. Lad mig prøve at fortælle om min oplevelse.

København restaurant

Ved ankomsten er det tydeligt at der er blevet malet, tjenerne er blevet gjort mere moderne med tern og ikke den gamle stil med hvid skjorte og forklæde. Jeg tror meningen er at vi som gæster på restauranten skal føle os mere afslappede. Jeg har det ok med, at en tjener er en tjener og er stolt ved dette, med sit forklæde og hvide skjorte. Tjenerfaget er fantastisk og kan udføres med så meget god stil. Vores tjener denne aften udviste dog en fantastisk service og entusiasme i alle punkter og skal ikke klandres den nye tøjstil, som sikker er valgt på højeste plan.
De herrer på højeste plan har også valgt at vi skal høre muzak, som skal skabe stemning? Det er set før, men udvalget af musik var her moderne med rytmer der stressede vores selskab. Jeg kan lide at slappe af når jeg er på Le Sommelier. Jeg kan ikke slappe af hvis trommerytmen er hurtigere end mit hjerteslag. Efter lidt overtalelse af tjeneren fik vi slukket musikken i vores ende af restauranten. Det er mit klare råd at skifte denne musik til gammel fransk Eidth Piaf eller lignende, hvis vi skal have lov til at slappe af.
Toiletterne har fået en kærlig omgang og alene den gode plads skal give en ekstra stjerne. Den nye håndsæbe, der er så kraftig at jeg kunne lugte den på tværs af bordet, da en i selskabet havde været derude. Det er satme ikke rart på en restaurant der slår sig op på stor vinviden og interesse. Ganske som når man går til vinsmagning, så ønsker jeg ikke kraftig parfume. Da jeg selv var på toilettet kæmpede jeg en brav kamp for at vaske denne sæbe af mine hænder igen.
Til maden, som jo bør være det vigtigste på en restaurant. Vinen vil ikke bliver omtalt i dette indlæg da vi selv havde medbragt denne.

IMG_3883

Første ret var rødtunge med hummerklør. Disse klør fremstod med en gummiagtig konsistens, hvilket fik os til at konstatere at de må have været frosset. Trist i en ellers velsmagende tallerken.

IMG_3906

Anden ret var aftenens klart mest velsmagende og i rigtig Le Sommelier stil. En udskæring man sjældent ser som bare var helt perfekt tilberedt. Forlængelsen af der hvor man får strip loin. Dejlig marmoreret og helt rosa. Med svampe og sauce havde dette været helt perfekt. Eneste anke på denne ret var en syltet peber på toppen. Grøn peber er i mange vine ikke den mest positive smagenote og få den syltet og koncentreret på en vin-restaurant er efter min mening ikke optimalt.

IMG_3927

Osteanretningen, hvis man kan kalde den for det var skuffende. 2 flotte og som altid velsmagende oste, i hver sin ende af en stor tallerken. I midten en skål med syltede bær som hverken var søde, syrlige eller smagfulde. De havde ingen berettigelse og derfor så var denne “ret” blot 2 stykker ost på en tallerken. Det er ikke raketvidenskab.

IMG_3933

Desserten denne aften var en yderst velsmagende tærte med halvsmeltet is på toppen. Det så ikke særlig interessant ud, men smagte godt.

Samlet set synes jeg ikke disse fire serveringer levede op til mine tidligere oplevelser på Le Sommelier. Jeg håber ikke at der skal gå for meget disko og natklub i den her på Le Sommelier. Det er så rart at have et sted der bare er fyldt med velsmag, afslapning og god stil.

Dette besøg var som tidligere besøg på egen regning og ikke sponsoreret af nogen. 

IMG_3924

 

One comment

  1. […] nye udfordringer. Maden og hele oplevelsen af at være på Le Sommelier efter sommerens ombygning har jeg omtalt her. Vi havde som vanligt afleveret flaskerne og smagte dem dermed blindt. Her er noter, indtryk og […]

Skriv et svar