Vinsmagning, fra Chassagne til Yquem

Vi var inviteret til vinsmagning sammen med en amputeret tirsdagsklub. Der var intet direkte tema, men alle skulle have en, eller flere, flasker med. Niveauet var sat til +500,- Vi var 8 mand fra Otto Suenson om bordet og vi nød en god aften i hvad vi selv vil betegne som fremragende selskab. Alle vine blev serveret blindt til denne vinsmagning.

vinsmagning Chassagne Yquem

Første vin kom i glasset fra Mike

Det starter ud med en hel hummerbisque og utrolig salt karakter. Flot smårosa i farven med de fineste små bobler. Der er lidt champignonnoter og så henkogte hindbær, lys chokolade og hvid peber. En stor balance, hvor frugtsyren står helt rank i billedet sammen med den flot modne frugt. En anelse oxideret sherrynote, men stadig står frugten elegant.

Monte Rossa Carbochon

Mit bud: Dom P rosé 1996 Det var 2005 Monte Rossa Carbochon Rose, Franciacorta, Spumante. 57 CH 43 PN 60 mdr i kælderen.
Eftertanker: hold da op hvor blev vi snydt fra start. Alle gættede stor Champagne, fra Ruinart til mange andre store huse og små producenter. Hatten af for den. PS, jo jeg var lidt flov over mit gæt.

Jeg lagde ud med 2 hvidvine:

Første vin: Helt lys og klar i glasset med lidt høfarve. Røg og intens med en del mineralitet. Der er hårdt ristet fad der går over i ristede nødder og mandler. Helt frisk og intens i den helt saftige frugt. Så hårdt i den spændstige citrus, friske grønne æbler samt en anelse melon og pære. Slank og elegant i hele sit udtryk, som bare spadserer derudaf. En utrolig flot balance. En meget frisk vin, hvor nogle gættede Aligoté.

Anden vin: Helt appelsinagtig og lidt honning i stilen. Bliver nærmest lidt sødlig og med slikagtige bolchenoter. Blød med den helt cremede fede stil. Her er nødder, nærmest chokolade i stilen og så noget skinke. Vi starter med fylde og så kommer der fine noter fra fadet, perfekt integreret. En bred og intens stil, der bare holder ved med stor længde. Syren er lidt gemt til at starte med, men så skærer den igennem. Fremstår på alle måde bred og tung, med en underliggende frugtsyre.

Chassagne Montrachet Paul Pillot Leroux

1 er meget slank og med høj syre, lever og bliver ved med at vise nuancer. En interessant vin som man gerne vil undersøge i mange timer.
1 er mere bred, givende og cremet. Den virker varm og lidt mere klodset, stadig med samme gode røg. Enorm voldsom, måske for voldsom for nogle. Så springer den helt amok og syren trækker den bare gennem fadet.
2012 Paul Pillot, Clos Saint Jean, 1’er Cru, Chassagne-Montrachet
2012 Benjamin Leroux, Tete du Clos, 1’er Cru, Chassagne-Montrachet
Eftertanker: To store vine fra Bourgogne. Sjovt så forskellige de viste stilen fra samme kommune. Pillot blev ved med at være stram og super elegant. Leroux fortsatte sin tungere mere intense stil. Vi gensmagte bundsjatten til sidst.

Falken fløj på banen med den første røde:

Enorm smuk duft med friske røde bær, jordbær, hindbær og stenet liv. Springer op af glasset med den vildeste klare Pinot frugt og lidt solvarmt og lækkert præg. Der er krudt og vild charme. Et herligt uklart, ufiltreret element med en god kant. Den er så lækker og med jordbund og så meget brombær. Den er enormt charmerende og velbalanceret. Holder så hårdt. Tak for at medbringe den ret specielle flaske.

Vinsmagning Champenois

Mit bud endte med Morey Saint Denis fra Roumier, men ville egentlig hellere have sagt Oregon. Det var 2010 Egly Ouriet, Cuvée des Grands Cotes, Ambonnay Rouge, Coteaux Champenois
Eftertanker: Stærkt glas der viste rigtig flotte noter af Pinot Noir. Den talte ikke fra noget specifikt terroir i Bourgogne og derfor burde vi heller ikke have gættet på så mange forskellige af de gode kommuner. Niveauet var tårnhøjt, men ikke Bourgogne. Det var en fornøjelse at smage denne rødvin fra Champagne distriktet. 

Chefen havde denne med.

Stor tung intens. Den arbejder rundt om en varm peber og rosenbusk. Den er lakrids, mørkerøde blommer og skifferagtig mineralitet. Enorm tæt i hele sit udtryk. Peber og animalske noter, men så kommer der en elegance som trækker den til noget meget mørk Pinot. En stor vin. Der er godt frugtsyre og en anelse tannin der bider i gummerne. Udvikler sig en god frugtdreven stil med nærmest lilla karakter.

Vaucrains Chevillon

Bud: Dugat Py 2014 1’er Cru. Det var 2009 Robert Chevillon, Vaucrains, 1’er Cru, Nuits-Saint-Georges
Eftertanker: Det var for stor en vin til at vise hvad den kan. 2009 Bourgogne på dette niveau smager stadig som en fadprøve, hvilket stemmer meget godt med mit bud. Punktum. Pivlækker vin og nok noget af det Chevillon jeg har smagt i bedst balance.

Et lille intermezzo med en aldrende herre fra Juul:

Gammel og lidt rusten rød frugt med dybe noter af syltede jordbær. Lidt lav på syren, men med bløde lækre tanniner. Holder ganske interessant og har den charme som gammel Bordeaux byder på. En god merlot næse med mokka og chokolade.

Intet bud da den ikke rigtigt var med. 1993 Chateau Siaurac, Lalande de Pomerol

En lille gave som jeg serverede fra gemmerne:

Mørk gylden saft med klare noter af mandel, karamel og friskpresset appelsinsaft. En yderst ekspressiv kop, som byder på rigtig mange nuancer allerede på næsen. Der er naturligvis sødme i munden, men så strammer den lidt til og bliver egentlig mere tør i sit samlede udtryk. Igen en masse bredde og levende i smagen. Her er ristede nødder, gule blomster lige fra marken og en bred vifte af tropiske frugter.

Beerenauslese

1975 Staffelter Hof, Riesling, Beerenauslese, Kröver Paradies, Mosel Saar Ruwer
Tusind tak til Jan for denne flotte flaske.

Store A smed denne på banen:

En stor bærbombe. Her er stor volumen på den lilla frugt. En lidt røget stil med stor dybde og modenhed i frugten. Enorm intens og præcis i stilen. Medium plus syre og over medium tannin. Herlig modenhed og stor smagsintensitet. Syren taler om Italien også med det lidt skarpe bitre bid. Saftighed, men samtidig en lidt for stor modenhed og ekstraktion til rigtig at gøre mig glad. Det giver mig ikke glæde. Det ender med dyb mørk Grenache med ekstra røget element og tung skovbund. Det går galt med for meget tyngde og ekstraktion. Minus elegance.

Mit bud var topcuvée Chateauneuf-du-Pape 2010. Det var: 2009 Clos Saint Jean, Deux ex Machina, Chateauneuf-du-Pape
Eftertanker: Ja jeg er ikke fan af denne type overgjort rødvin, slet ikke fra et område som dette. Sjov og imponerende til en vinsmagning, men ikke til at drikke. 

Borgmesteren smilede da denne kom i glasset:

Stor sort frugt med en mørk dybde I glasset. Brombær, tranebær, mørk chokolade. Meget saftig frugt med cremet karakter og så er den lidt løs på midtpaletten. Her er en dejlig elegance, sammen med den tætte røde frugt. Lever i glasset, med dejlig høj frugtsyre. For mig en del florale elegante noter til at holde den dejlige saftighed. Så smækker den rene syrah frugt ind på min radar og jeg byder med rejst pande:

Syrah Gramercy

Mit bud: Hermitage i en ung årgang. Det var 2013 Gramercy Cellars, Lagniappe Vineyard, Willamette Valley, Washington State.
Eftertanker: Desværre ikke så overraskende. Greg tilstræber en meget fransk stil og alle blev trukket til Frankrig på dette glas. Meget højt niveau med så meget friskhed at man bare har lyst til at side med en flaske alene.

Juul havde aftenens sidste rødvin på programmet til denne vinsmagning

Tjære og dybe sorte blommer. En del sorte kirsebær, solbær og så tjære. Stram på gummerne, som arbejder perfekt sammen med den fede gedeost. Der er masser af herlig stram frugt, lidt rå fad og godt med bid. Kombinationen af jordet stil, sorte bær og stramme tanniner kalder gættet til Italien.

Mit bud 2010 Barolo det var så 2010 Merryvale, Profile, Napa Valley
Eftertanker: Der blev ved med at spøge med noget solbær, som jeg ikke hev fat i. Dårligt gæt, ganske enkelt. En stor vin med enormt potentiale.

Så to søde fra Philip:

Vinsmagning Yquem Lehmann

2002 Peter Lehmann, Botrytis Semillon, Barossa Valley – tung og intens, ristede nødder, karamel og appelsin. Intens i munden med stor fylde. Virkelig meget brændt og ristede nødder med enorm høj syre. Smæk. Er det lidt brændt gummi? Den står utrolig rank og så alligevel med stor dybde. Svesker og figner i en lidt varm stil. Mirabeller, eller små blommer. Frisk med stor kompleksitet.

1998 Chateau d’Yquem, Grand Cru Classé, Sauternes – Mere frisk, intens og god kandiseret citronskal. Præcision og med så meget smagsintensitet. Virkelig meget friskhed og herlig saftig kølig mineralitet nedenunder. Klar appelsinmarmelade og et helt univers der åbner sig nedenunder. Virker mere lukket, mere intens og så kommer tingene rumlende med stor kompleksitet. Efter en time i glasset, så var paraderne lagt ned og denne gav et billede af hvor stort Yquem kan være.

En super fed aften, tak til alle for at medbringe så flotte flasker til denne vinsmagning. Dejligt med gode kollegaer.
Det mest bemærkelsesværdige, dagen derpå, er at ingen flasker stod over de andre og ingen flaske var markant dårligere end de andre. Det var en samling af vine, der viste sig fra deres bedste side. Jeg nyder når man mødes på denne måde og det ender med vine der spænder vidt. Det gør det nemmere, og sjovere, at værdsætte diversitet fremfor blot 10 store vine fra samme område.

Vi sluttede denne vinsmagning af med at rense smagsløgene med en aldrende Gewürztraminer fra vores nye producent i Alsace.

gewurztraminer Bliemerose
2007 Domaine Bliemerose, Gewürztraminer, Rosacher, Alsace – så balanceret og lækker, helt uden at det krydrede element tager overhånd. Her er masser af frisk gul tropisk frugt, lidt gummi og så en hel blomsterbuket. Alt sammen pakket ind i den smukkeste frugtsyre til at skabe balancen.

Opvarmning? Det foregik i solen, på fortovet, foran forretningen.

Philip Kreutzer Frederik Falk

Skriv et svar