En smagning hvor ingen rigtig vidste hvad man skulle forvente. Disse portvine er et strejt fra en svunden tid. En smagning hvor det var svært at forberede sig, for litteraturen on-line om disse er minimal. Vinene var samlet af Henrik Lilja, som nyder at sætte disse spektakulære smagninger sammen. Alle forventninger var bygget mere på løse rygter, end noget særlig reelt. Brødrene fra Vintageportvin.dk havde sendt en mail til deres kontakt for at få mere info, men heller ikke her var der stor viden. Det er ganske enkelt sådan at disse vine næsten ikke er beskrevet i de gamle bøger hos Ferreira, og mængderne så små så ingen har den fornødne viden til at forklare. Summasumarum; vi glædede os alle meget.
At spise inden man skal i teateret kan altid være en udfordring. Hvad vil man egentlig? Have noget ordentlig, men ikke for tungt. Lækkert, uden at være for dyrt. Velsmagende og serveret med et smil. Det er sku ikke mange krav, vel?
Der er ikke noget sjovere i vinens univers, end når vi får rykket ved vores traditionelle opfattelser. Størstedelen af verdens vin, fremstilles af ganske få druer. Jeg husker en undersøgelse der viste at 80 % af al vin, fremstilles på de samme 30 druer. Masser af dette vin smager godt, men overrasker sjøldent. De senere år har jeg fundet stor glæde ved at få nye smagsoplevelser. Der er så mange steder at gå hen; Italien (uden for de klassiske kendte områder), Portugal (ja, der er andet Douro), Sydfrankrig, Grækenland, Kroatien, ja, listen er lang. I dag er jeg i Montpellier, sammen med mine gode kollega Jens Rømer og vi er på jagt! Livet skal dog ikke altid være en jagt på den skæve flaske med den helt uventede smagsoplevelse. Nogle gange er det rart at få et glas af noget virkelig velkendt, det indrømmer jeg at jeg ofte gør. En sikker havn er altid riesling fra Mosel, eller et godt glas Bourgogne.
Ja, hypen omkring Restaurant Palægade har stået på i et stykke tid, uden at jeg er kommet indenfor dørene. Nu lykkedes det endelig, og hvor er jeg bare overbevist. Til alle Jer der har skamrost dette sted; I har ret i hvert et ord. En stille og rolig lørdag med fruen skulle udnyttes, da den næste uge ikke byder på meget tid sammen. Først vinmesse i Montpellier, straks derefter står min kalender på Portvin i Aarhus og en enkelt smagning/middag ind i mellem. Heldigvis kan jeg stadig nikke genkendende til den gamle Malk de Kojn linje: “…en hobby, med et indbygget job i” Tusind tak for en hyggelig lørdag Ann-Toni, der blev afsluttet med besøg på Kunsthal Charlottenborg.
Den følelse når vinen hiver dig med på en rejse. Når man
stikker næsen i glasset, måske med forventninger, måske uden. Når duften river
dig med på en mental rejse til hvor vinen kommer fra. Det er bare det fedeste.
I dag kom jeg hjem efter 12 timer ude af huset, ingen brok,
da jeg har en hobby med et indbygget job i. Jeg trængte til, eller havde måske
bare lyst til, et stort glas vin til at slappe lidt af med. Det skulle ikke
være noget stort, bare noget der ville være rart at drikke. Første tanke gik
til julegaven fra jobbet, hvor en frisk barbera d’Asti smilede til mig. Jeg gik
dog i gemmerne, for jeg mente nok at der var en god ven fra et sted langt
borte. Douro dalen – et sted jeg elsker. Et af de absolut smukkeste steder på
jorden, bedømt efter de steder jeg har besøgt. Et sted med de dejligste
mennesker, med de største hjerter og den bedste gæstfrihed. Vine der står i
skyggen af verdens bedste søde vin; Portvinen. Både rødvine og hvidvine kan
være betagende. Vine med egen karakter og egen kant. Denne aften var ikke
anderledes.
2011
Montel, Douro – produced by Luis Miguel Carvalho Monteiro, som bor i Vila Real.
Næsen i glasset, lidt lukkede øjne og klar til at fange
indtrykkene. Den giver mig alt det jeg egentlig havde håbet på. De aromaer der
trækker min hukommelse ned i varmen, i den smukke dal i det nordlige Portugal.
Her er tør skiffersten, druer der er høstet og står klar til at komme ind i lagaren.
Solen skinner, det er varmt og der hersker den afslappede portugisiske
stemning. Her er rart. Det er følelsen man får, når man føler sig hjemme og i
godt selskab. Lige det der fik mig til at slappe af, nyde at gå til komfuret og
bikse lidt mad sammen.
En herlig afslutning på en dag der startede ad helvede til, men kun blev bedre minut for minut.
En flaske Krug kom på bordet i år til nytårsaften. En flaske med en historie. For mig er Krug nok det bedste Champagne der er. Store ord, men vinen har det med at leve op til det, hver gang. Jeg husker første gang jeg drak Krug, da var det også en halv flaske, sammen med min daværende kæreste og hendes mor, til en nytårsaften. Det har været lige omkring midten af 1990erne og jeg husker stadig hvordan jeg blev blæst omkuld af denne smagsoplevelse. Første gang hvor jeg oplevede hvor vildt Champagne kan være, hvor komplekst og stadig frisk og levende. Det var en af de her a-ha oplevelser man har, der gør at man vil jagte den næste flaske Krug – hele tiden. Sidenhen har jeg smagt Krug, i forskellige varianter, flere gange. Hver eneste gang har været en fornøjelse.
På enhver åben plads i Prag, i enhver sidegade og hvor du ellers kan forestille dig det, så kan man købe Trdelnik som er en vaffelagtig rør, der grilles sprød og serveres med is eller andet sødt. Det havde vi kigget efter mange gange, drømt om, talt om og endelig fik vi den købt.
En skuffelse af dimensioner, kan man sige… En dej der minder om dårlig snobrød, fedtet ind i sukker og kanel. Vores valg var at have rigeligt med dårlig vaniljeis i og chokoladesauce på toppen. Så kunne vi hakke den af på listen.
Anden dag startede med herlige gåture på de toppede brosten, samt en ordentlig omgang med de klassiske turistbusser. Efter 3 ruter var vi klar til frokost på den gamle rådhus plads, hvor der blev serveret grillet skinke og en kartoffel/kål/bacon tallerken.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
